En skovl og en pose kattegrus – hvad en hælspore kan føre til

En skovl og en pose kattegrus – hvad en hælspore kan føre til

Jeg må indrømme, jeg havde mine betænkeligheder med at køre ned af den markvej til shelteren. Den så noget mudret ud. Jeg kører i en varevogn – Toyota Hiace – og den er sådan set ret terrængående, ihvertfald så længe den kører. Men den kræver jo noget plads når man skal vende, og man skal bare ikke ud i noget der er blødt. Så sidder man fast, og en Hiace er virkelig tung at skubbe.

En tur med ret meget oppakning, som jeg ikke var indstillet på at bære længere end højest nødvendigt.

Men der var ret langt fra den faste grund i Nørholm landsby og ud til shelteren ved Nørholm Landingsplads, helt tæt Limfjorden. Og jeg er rigtigt dårligt gående. Jeg ved ikke om det skyldes “et år i hjemmesko”, coronatidens mange lange gåture, eller – uha – de ekstra coronakilo, men jeg har ihvertfald fået hælspore og det gør bare vildt ondt. Derfor var der ikke rigtig musik i at fortsætte vores succes med at bestige landsdelens bjerge, vi var nødt til at finde på noget mere stillesiddende. Så vi valgte at bruge marts måneds hverdagseventyr på at snitte og lave lækker slowfood på bål. Derfor var Hiacen pakket med en ordentlig bunke brænde, snittegrej og det sædvanlige gear til en overnatning med temperaturer under frysepunktet. Og jeg var altså ekstra motiveret for at bringe hele lasten så tæt på den valgte shelter som muligt, for at spare mig selv for ømfodet grej-slæbning. Turen af markvejen gik nu fint, og området til parkering ved shelteren så tilforladeligt ud, der var endda plads til at bakke og vende, og med udsigt til en nat med nattefrost regnede jeg med fast grund under hjulene næste morgen.

Velforberedte til projekt snit-en-ske

Da Karen kort efter ankom havde jeg allerede gang i bålet. Hun syntes også turen af markvejen havde været spændende, men vi er begge rutinerede i den slags oplevelser, man lærer jo et og andet når man bor på landet og har friluftsliv som hobby. Alle bekymringer var lagt på hylden for en stund, nu stod den på varm te i kopperne, chokolade, nødder og en god gang gensidig opdatering fra hjemmearbejdslivet. Der blev lagt godt med brænde på bålet, da dagens projekt med selleri-knold indbagt i saltdej klart nok krævede en god mængde gløder.

Mens aftensmaden (næsten) passede sig selv i bålet tog vi fat på the snittery. My father was NOT a famous snitter, men vi vil nu alligevel forsøge os med at snitte vores egne skeer. Jeg har fået kvalificeret instruktion af dygtige venner, så jeg ved i princippet godt hvordan man gør. For at bringe os godt fra start havde min mand skåret et par stykker frisk mirabelletræ ud til os. Karen havde taget rigeligt med plaster og kompresforbinding med, og så var det bare os og knivene og nogle klodsede træstykker, som måske med tiden kommer til at kunne bruges som skeer. Vi hyggede os rigtig godt med snitningen, og derfor gør det ikke noget at vi langt fra blev færdige på denne tur. Projekterne ryger i fryseren til næste gang.

Denne pande og trefoden lå under juletræet med mit navn på denne jul. Jeg er en heldig kartoffel 🙂

Efter 1½ time i bålet var vores indbagte selleriknold færdig. Vi spiste den med salviesmør, bacon og svampe og hold nu helt op hvor var det lækkert! Solen var gået ned, bålet brændte ud og temperaturen styrtdykkede. Vi trak fødderne op under os, og udskød sengetiden med en kop kakao med en sjat rom. På det tidspunkt stod nymånen helt lavt over den vestlige horisont, orange som en appelsin. Vinden havde lagt sig, og den gode friluftsro faldt over os.

Solen synker i vest

Efter en kold og rolig nat fulgte et koldt og smukt morgengry, hvor vi valgte en hardcore kurs direkte fra soveposerne ud til bilerne, uden den sædvanlige bløde mellemlanding med te og trangia. Så vi kom hurtigt til det tidspunkt hvor jeg lige skulle bakke for at vende bilen og give Karen mulighed for at vende sin bil. Og så sad jeg fast. Ikke sådan “synk-i-til-navet” fast, men bare “lidt for fugtig og blød jord og en varevogn med baghjulstræk”-fast. Hvis du har prøvet det kender du følelsen. Selv om Karen på alle måder er en stærk kvinde, kunne hun ikke skubbe mig fri. Vi tabte dog ikke modet, men gik videre med de løsninger man jo så prøver, såsom at bruge måtterne fra bilen til at give greb, og grave lidt fri foran hjulene. Normalt har jeg i vintermånederne diverse remedier i bilen (sneskovl, en spand grus, snekæder mm) men det har ikke været nødvendigt i år hvor jeg jo har arbejdet hjemme hele vinteren. Så vi havde ikke nogen skovl, kun en stor paletkniv. Derefter prøvede vi at lade Karens bil trække min bil fri, men det gik heller ikke.

I de tidlige morgen timer kæmper vi for (kvinde-)frigørelse. Men forgæves.

Der var ikke mere Karen kunne gøre, og uret begyndte at tikke ubehageligt tæt på dagens første møde i hendes kalender, så selvom hun virkelig ikke var meget for det insisterede jeg på at hun tog hjem, mens jeg sank en klump og ringede efter Falck.

Morgente, morgensol og morgensnitning mens jeg venter på undsætningen

Jeg ved egentlig ikke hvorfor det tit er sådan en overvindelse at ringe efter autohjælpen, for de flinke Falck-riddere er altid og uden undtagelse effektive, venlige og ekstremt taktfulde. Man står jo gerne der og føler sig som dagens største fjummerhoved hvis man har låst nøglen inde i bilen, fået afladet batteriet eller for eksempel er kørt derud hvor grunden ikke kan holde til vægten af en varevogn. Men aldrig er der så meget som en trækning i mundvigen eller andet end hjælpsomhed at spore. Jeg er SÅ meget fan!

Dagens redningsmand var også lidt betænkelig ved markvejen, og ved at se at han ville være nødt til at bakke det sidste stykke ind til min bil. Efter at have konstateret at Hiacen ikke hang helt ned på bugen fremtryllede han derfor en skovl og en pose kattegrus. Det tog mindre end 5 minutter at grave lidt jord af foran hvert hjul og strø et par gode håndfulde kattegrus, og så behøvede han faktisk ikke engang at skubbe da jeg uden videre fik greb med hjulene og kunne køre afsted. Succes! Fra nu af vil jeg altid have skovl og kattegrus i min bil!

Vel oppe på sikker grund for enden af markvejen ventede jeg for at forvisse mig, at Falck-bilen nu også fik vendt og kom hele vejen op til Nørholm. Det havde været dårlig stil at efterlade den rare Falck-ridder derude ved fjorden, selvom han sikkert har et par venner der kunne hjælpe ham fri hvis det var. Og så var det ellers om at skynde mig hjem, så jeg kunne nå at købe morgenmad inden dagens første møde. For resten var jeg næsten helt inde af døren til bageren før jeg så en anden kunde med mundbind på, og kom i tanke om, at det hørte sig til. Tænk engang, for en stund havde jeg glemt alt om corona, hvornår sker det ellers?

Ja, sådan så jeg altså ud da jeg loggede på til dagens første onlinemøde. Nat-huehår, sod på næsen og søvn i øjnene. Jeg overvejede at slå kameraet fra, men undte da trods alt kollegerne et godt grin. Røglugten slap de heldigvis for 🙂

3 thoughts on “En skovl og en pose kattegrus – hvad en hælspore kan føre til

  1. Tak for en god beskrivelse af en spændende tur. I er meget inspirerende . Gør det muligt at komme i gang med udelivet uden mange dikkedarer etc. Fx. at det vigtigste er at komme ud og ikke om man vandrer eller cykler. Det vil jeg tage til mig. Jeg glæder til at give mig selv jeres bog om hverdagseventyr i fødselsdags gave . Er sikker på at denne sommer vil byde på mange hverdagseventyr.

    1. Hej Susanne!
      Det glæder mig at du finder inspiration i vores tilgang, det er jo netop hvad vi håber på at opnå 🙂 Hvis du kan lide beretningerne på bloggen vil du helt sikkert også synes om bogen. Vi ønsker dig mange gode eventyr, både denne sommer og fremover.
      – mette

  2. Sikke en tur! Tak for en skøn beretning 😀
    Det der selleri, må jeg godt nok prøve. Og tippet med kattegrus er jo fantastisk 🙂

Skriv et svar til Birgit Juel Martinsen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Følg med

Få besked når der kommer nye indlæg på bloggen