Hvor vildt kan det blive?

Hvor vildt kan det blive?

Hvor vildt kan vildmarksliv i Danmark egentlig blive? Sammenlignet med vore skandinaviske nabolande, som rummer store sammenhængende områder med vildmark, hvor man kan vandre i dagevis fra sted til sted, kan den danske natur godt virke temmeligt tæmmet, tam og tiltrådt. Men der er fine lommer rundt omkring, hvor landskabet faktisk er ret vildt, og et af de absolut vildeste områder i Nordjylland er Jyske Ås. Jyske Ås er et stort og ret kuperet skovområde i Vendsyssel, med 39 toppe på over 100 meter har den nærmest karakter af en bjergkæde (i danske forhold ihvertfald 🙂 ).  Vi har ofte om vinteren set, at der ligger sne på åsen, selvom markerne op til ikke har sne, eller at åsen danner grænse mellem sne på nordøstsiden og ingen sne på den sydvestlige side. Det er da i sig selv ret vildt, at den danske topografi med sin begrænsede højde kan have den effekt!

Jyske Ås er et skovklædt højdedrag

Jyske Ås området udgøres primært af privatejet skov, med en hel række forskellige ejere. Det er med til at understrege følelsen af, at det er et vildt område, for det betyder at skoven ikke er så udbygget med friluftsfaciliteter, og at det kan være vanskeligt at finde information om de stier og faciliteter som findes. Nordmanden Roger Pihl, som har skrevet bøgerne om Danmarks bjerge kalder Jyske Ås for Danmarks svar på Hallingskarvet, og anbefaler åsen hvis man virkelig og for alvor vil gå vild i Danmark.

Og så rummer Jyske Ås ind til flere muligheder for at drikke “vildt vand”, altså kildevand som springer ud på åsen, og som er rent og af god kvalitet, fordi naturområdet er så stort, at der ikke er nogen nedsivning fra landbrug, husholdninger eller trafikanlæg. At drikke vand, ufiltreret og direkte fra kilden er desværre en ret eksotisk oplevelse i Danmark, og “Vildt vand” blev derfor målet for et microadventure i november 2016.

Planen var ret enkel: ankomst om eftermiddagen, finde kilden, tanke vand, finde et sted at overnatte, tidligt op og hjem. Planen holdt, men udførelsen var ikke helt uden udfordringer, og sådan må det jo være når man tager ud i den nordjyske vildmark.

Vi vidste hvor vi skulle finde kilden. Vi kender en pålidelig kilde (haha) til den type information og havde fået en udførlig beskrivelse. Vi fandt da også hurtigt det vandløb som kom fra kilden, og så var det jo blot et spørgsmål om at følge vandløbet op til udspringet. Det var ikke verdens mest fremkommelige terræn, jorden var blød og til dels dækket af sne, der var masser af småkrat og buskadser. Så de par hundrede meter vi gik op langs vandløbet var noget udfordrende. Til sidst definerede vi at vi var tæt nok på udspringet. Vandløbet delte sig i to, og vi kunne ikke vide hvilken gren der førte til den kilde vi havde fået angivet, og bredderne kunne ikke længere bære vores vægt. Så vi stoppede og smagte på vandet. Det smagte dejligt. Koldt, og med en let smag af jord og skov. Så fyldte vi vores vandflasker og satte kursen mod højereliggende og mere tørre områder i skoven.

Vi er ikke helt oppe ved kildens udspring, men fylder alligevel flaskerne her.
Vandet er koldt, men smager helt fint

Vi skulle finde et sted hvor vi kunne ligge godt i vores bivibags, og det skulle naturligvis ikke være lige ud til en sti, for vi var ude i en “stealth” overnatning og vi ville ret nødigt overraskes af en bukkejæger i den tidlige morgenstund.

Men det var virkelig svært at finde et godt sted, for terrænnet stod ligesom på højkant og der gik stier både hid og did, og andre steder var træerne jo i vejen. Pokkers til vildt landskab! Til sidst fandt vi et rimelig plant og snefrit sted på toppen af en bakke. Vi fandt trangiaen frem og biksede vores favorit vinter-suppe sammen. Men selv med varm suppe og rødvin indenbords, og alt vores varme tøj udenpå, kunne vi ikke holde varmen på vores bakketop. Så vi pakkede sammen og gik videre gennem skoven for at finde et lidt lunere sted at sove. Fuldmånen skinnede ned på os, og det er virkelig magisk at vandre i en sneklædt skov i måneskin.

Vores foretrukne vintersuppe består af chorizo og rodbrugter i tern, forkogte hvedekerner, hakkede tomater og lidt hvidløg.

Til sidst fandt vi en hulning i et område med store grantræer, hvor der var et sted som var tilstrækkelig plant til at vi kunne ligge nogenlunde bekvemt. Her redte vi op og krøb i poserne, og delte den sidste sjat rødvin.

Vi har redt op til natten og gør klar til et godnatglas
Vi kan håndtere det meste ude i naturen, men der er ingen tvivl om at vi ville blive rigtig rigtig utrygge hvis der pludselig stod sådan en type her!

Mens vi hyggede os i poserne, ringede Karens mor. Da hun hørte vi lå langt ude i skoven udbrød hun “Neeejj, er i ikke bange for klovnene?!”

!!!???? Klovne??!!

“Er i ikke bange for…” er en sætning vi har hørt mange gange fra venner, familie og kolleger efter vi er sprunget ud som microadventurere. De fleste vil vide om vi ikke er bange for ulve (og nej det er vi ikke) slanger, kryb og kravl, eller andre mere udefinerbare trusler fra det vilde mørke udenfor, eller for at fryse eller blive våde eller for at tisse bag en busk. Vi er helt klart skræmte ved tanken om at vågne med en skovsnegl i ansigtet, og vi vil ikke sove steder, hvor der går kvæg, for dem er vi slet ikke trygge ved. Men derudover, så er vi altså ikke bange for dyrene i naturen, og vi har ikke haft nogen som helst oplevelser som gjorde at vi følte os utrygge, når vi sover i det fri. Selvfølgelig kan man godt føle sig sårbar, når man ligger der i det fri i sin bivibag, og fantasien kan godt komme ud på et sidespor. Men klovne???!! Godt nok havde der det år været en del i medierne om idioter som klædte sig ud som klovne og løb efter sagesløse personer med økse eller kniv i hånden. Men at forestille sig, at de skulle rode rundt ude på Jyske Ås en novembernat, det var altså helt vildt langt ude!

Vi fik et godt grin over det med klovnen!

Vi er aldrig blevet enige om, hvorvidt det skyldtes det vilde vand eller andre faktorer, men i løbet af natten fik Karen dårlig mave. Så kl 4 om morgenen pakkede vi sammen for at tage hjem, der er ikke meget sjov ved at have det skidt ude i skoven. Det gik op for os, at vi ikke vidste hvor vi var og hvor bilen var. Efter at have tanket vand ved kilden dagen før, havde vi vandret på må og få rundt i skoven, væk fra stierne, udelukkende med fokus på at finde en egnet plet at sove på. Og da vi i to omgange havde brugt ret lang tid på denne søgen, var vores fornemmelse at vi var virkelig dybt inde i skoven. Men der tog vi fejl! Da vi fik tændt telefonen og set på kortet hvor vi selv var i forhold til bilen, viste det sig at der var mindre end 300 meter. Vildt nok! Og da vi havde gået 20 meter fra vores sovested opdagede vi, at vi havde lagt os til at sove stort set lige for foden af et hochsitz, og i øvrigt lige op af en sti. Så meget for stealth-overnatning, det var vist godt vi kom rigtig tidligt op den morgen!

 

One thought on “Hvor vildt kan det blive?

  1. Dejlig inspirerende beskrivelse – trods maveonde. Ja i hele Vendsyssel er der nogle fantastiske re uberørte områder med fine gemmesteder ; )

Skriv et svar til Ane Ramløse Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Følg med

Få besked når der kommer nye indlæg på bloggen