Mette og Karen på (t)optur

Mette og Karen på (t)optur

Man skulle simpelthen ikke tro at så dårlig timing var mulig!? Endnu engang har vi forpasset chancen for at komme på et ski-eventyr fordi vejret akkurat slår om den dag vi skal på tur. Sneen og muligheden for et mikro-polar-eventyr har hele tiden været for langt væk for vores hverdagstur koncept, det dur ikke rigtigt med 1½-2 timers transport når man skal være klar på hjemmekontoret næste morgen til nogenlunde acceptabel tid. Men jay! så faldt der en hel bunke sne i Himmerland, og vi var klar. En dag for sent. Temperaturen krøb over frysepunktet, og en hel bunke sne begyndte at smelte ovenpå frossen jord. Is, vand og mudder så langt øjet rakte.

Det var pludselig virkelig svært at finde motivationen til at tage ud. Hvad kan man i det hele taget lave derude i den slags vejr? En mindre depression ramte os, det er svært at holde teamspirit oppe når vi aldrig ses i virkeligheden, og de daglige ide-udviklingssessions over frokost i kantinen mangler rigtig meget. Tom for ideer? Det kan jo ikke passe Mette, ikke lige nu, hvor du fører dig frem i aviser landet over med mantraet om at komme ud, året rundt.

Og endelig kom ideen, som var tilpas konkret og fjollet til at vi kom ud på eventyr med store glade grin: Vi skal bestige de 5 højeste toppe i en kommune. Lidt tilfældigt valgte vi Mariagerfjord kommune, og sjovt nok kan vi konstatere at det er den kommune i Nordjylland som har flest toppe på mere en 100 m højde. Hvem skulle nu have troet det? (Hvis du vil vide hvordan vi fandt frem til hvilke toppe vi skulle bestige kan du læse det her, hvor jeg har skrevet en vejledning til netop det.)

Her er de 5 toppe vi drog ud for at bestige. Vi startede nordfra.

Vejret bød på tæt tåge og blæst (spøjs kombination), føret var is og mudder. Det var virkelig ikke ideelle forhold til vores femdobbelte summit-push, men nu var vi tændte, og det var NU vores vindue var åbent. Ingen af os havde adgang til steig-eisen, og vi vurderede det ikke ville hjælpe på vores sikkerhed at binde os ind i tov, men vandrestave var nu nok en god ide.

Karen kæmper sig op ad Rævebakkens sydvæg. Der var god brug for stavene.

Vores første top var den skovklædte og virkeligt stejle Rævebakke i Rold skov. Vi var tæt ved toppen da vi skimtede noget der oppe på tinden:

Hvad er det vi kan se deroppe på toppen?
Et flag, et engelsk flag. Åh nej, så er vi IKKE de første til at bestige Rævebakken!!!
Men vi er garanteret de første som har besteget denne top uden ilt og med mundbind 😀

Helt ærligt, vi har kun det sjov vi selv laver 🙂

Vi kunne ikke dvæle her på toppen, der var jo 4 mere som skulle besejres før vi kunne hvile ud i basecamp. Vi fandt en sikker rute ned og drog videre til de to næste toppe, som lå få kilometer fra hinanden, lige nord og syd for byen Rold.

Vores top nummer to havde ikke noget navn på kortet, men lå placeret midt på en mark bag en gård med det malende navn Bakken. Indkørslen til gården bragte os halvdelen af vejen ind til toppen, resten af vejen var hen over en mark. Vi fandt det bedst at spørge pænt om lov, så vi bankede på, og rustede os til at møde en vantro og forvirret reaktion når vi forklarede at vi var ved at bestige de 5 højeste toppe i kommunen og derfor gerne ville krydse denne mark. Men husets frue opførte sig som om det var en fuldstændig naturlig og dagligdags ting at gøre, så jaja, vi skulle bare gå igennem deres have og ud over marken, intet problem. Vi var faktisk lidt forundrede. Indtil vi kom ud på marken og opdagede at der her og hen til højen (som i parantes bemærket er Himmerlands højeste punkt) var anlagt et Spor i landskabet. Så var vi nok langt fra de første bjergbestigere ved hendes hoveddør.

Misty mountains… Top nummer 2 var en gravhøj på en mark, og ser ikke ud af noget særligt på afstand.
Man kan jo godt juble over at nå toppen, selvom man ikke kan nyde udsigten.

Vi styrkede os med et stort stykke chokolade og satte kursen mod syd, mod Rold Baunehøj. Baunehøje var fortidens 5g-netværk, og blev brugt når der skulle varsles vidt og bredt, f.eks om invasioner eller kongelige familieforøgelser. Man må håbe den slags hændelser ikke faldt sammen med tåge, for vi vurderede ihvertfald ikke at selv et stort bål ville kunne ses ret langt væk. I øvrigt må man slet ikke tænde bål på Rold Baunehøj mere, der er nemlig placeret et postament (læs mere her om postamenter og hvorfor de er sjove at opsøge ** Nerd-alert!!**)

Endnu en top er besteget, og den trætte eventyrer kan læne sig lidt op af et solidt postament.

Det var ganske vindomsust her i højderne, og Karen begyndte at fryse. Det kan være farligt, og gav mig en anledning til at berette om, at en af grundene til at Scott og hans mænd ikke klarede turen til og fra Sydpolen var, at deres tøj ikke var varmt nok (der var flere andre grunde, det kan man blandt meget andet høre om i disse to podcasts: Uteliv og Tur og tøys). Cirklen blev sluttet da vi nåede tilbage til bilerne, som var parkeret ved tøjbutikken Skott. Den var selvfølgelig lukket, men Karen havde heldigvis selv medbragt det nødvendige ekstratøj.

Næste stop i bjergkæden var Tinghøj ved Øster Doense. Det var ved at være mørkt, men ikke så meget at vi fandt pandelygterne frem. HVis vi havde gjor det, havde vi måske også opdaget den ret fine sti som gik ind til Tinghøj. Den opdagede vi først da vi med møje og besvær var trængt igennem et stykke med meget tæt og ufremkommelig skov. Men, nu er vi jo ikke på toptur for bare at have det nemt, så vi valgte også offroad-ruten ned fra toppen.

Tinghøj lå skjult i en mørk og ufremkommelig skov
Men denne top var et højdepunkt, helt klart.

Så manglede vi kun den sidste top, og den skulle vise sig at være den vanskeligste at komme ind på livet af. Sølehøj (er der nogen der ved hvorfor den hedder sådan??) ligger i Hem skov syd for Mariager. Her under træerne, oppe i de tynde luftlag havde vinteren ikke helt givet slip, og vi havde god brug for vores stave på turen til toppen.

Her blot en kilometer fra toppen er vejen svært fremkommelig på grund af is og sne.
Endelig står vi på toppen, og følelserne får frit løb

Sølehøj var ikke nogen vanskelig top at bestige, bortset fra de sidste få stejle meter. Vi jublede, gav high-fives, og var helt ærligt glade og godt tilfredse med vores bestigninger. Alt spøg til side, det var sjovt med de her 5 toppe, og det havde krævet både navigation og en vis fysisk præstation at bestige alle 5 toppe på en eftermiddag/aften. Også selvom vi kørte i bil mellem bakkerne. Det er fedt når et hverdagseventyr lige kræver at man strækker sig lidt rent fysisk.

Men nu kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme ned til havniveau (walk high, sleep low) til vores basecamp i Hobro Østerskov. Vi har været der to gange før, og det er en af de få shelterpladser vi gerne returnerer til. Mad over bål behøver ikke tage lang tid, og det var heldigt, for klokken nærmede sig 21, og det er jo langt over vores normale sengetid når vi er på eventyr om vinteren.

Sujuk, kyllingekebab og grøntsager på panden. Så er der durum-ruller til middag!
Faste læsere af bloggen vil vide at vi aldrig undlader at få et glas vin (eller to) til maden. På denne tur skulle Karen sørge for vin, og hun havde af praktisk årsager hældt den over i en solbærsaftflaske. Jeg lod mig narre, og var faktisk rystet i min grundvold da Karen proklamerede at det var slut med at drikke rødvin for hendes vedkommende. Jeg var simpelthen ved at overveje om jeg havde brug for en ny tur-makker! Men hvor dejligt at have en turmakker som kan lave fis med mig 😀

Efter maden var det dejligt at ligge og se bålet brænde ned. Vi var dog for trætte til at drikke vinen op, og kravlede hurtigt i poserne.

Det tidlige morgenlys krøb ind over den isdækkede fjord da jeg tændte op i bålet igen og biksede en gang morgenmad sammen på panden. Vi siger det igen og igen: det er dejligt at vågne i skoven, også i februar måned.

Morgenmad

Karen pakkede sammen og kørte hjem til kontoret. Jeg blev siddende og drak te mens bålet brændte ned og solen begyndte at titte frem mellem skyerne. En dejlig start på dagen.

Dette var virkelig et perfekt hverdagseventyr. Det var sjovt, fordi det var lidt fjollet. Det var målrettet, og der var en passende grad af udfordring på navigation, vandring og klatring. Vi kom steder hen vi ellers aldrig ville være kommet. Og ikke mindst, vi kom ud en dag og i et vejr som slet ikke indbød til friluftsliv, men alligevel var dejlig at være ude i.

Hvis du syntes det her var sjovt, kan jeg (ud over en vejledning jeg har linket til i starten) varmt anbefale at tage et kig på Roger Pihls bøger om de danske bjerge. Der er masser af inspiration til bestigninger og klatreaktivitet på den danske måde.

Det er måske ikke decideret nødvendigt at klatre for at bestige de danske toppe, men hvis man vil kan man godt kravle 😉

6 thoughts on “Mette og Karen på (t)optur

  1. En beretning med humør i bogstaverne. Bruger selv “Danmarks Bjerge”, når vi er på tur. Det er rigtig sjovt at finde “bjergene”, og giver nogle fantastiske oplevelser. Vores sidste topture har været Ashøj og Skyum Bjerge. Noget langt væk, når man kommer fra Hillerød. Venlig hilsen fra en ny følger.

    1. Velkommen til 🙂 Og det er ikke nogen hemmelighed, at vi er store fans af Danmarks Bjerge, og også forløberen Guide til Danmarks bjerge. Vi har virkelig fundet stor inspiration i Roger Pihls bøger.
      Hvis i godt kan lide at finde bjerge, så er det måske også noget for jer at jagte postamenter? Nu har du ihvertfald fået forslaget .
      Hilsen
      Mette

  2. Hej Mette og Karen.
    Skøn og inspirerende læsning.
    Jeg er novice udi vintercamping, så ville høre om I kunne dele lidt omkring hvilket grej I har gode erfaringer med –
    Jeg har til start købt en tyk Cumulus dunsovepose.
    Hvirdan laver I mad ?
    Hvad med overtøj ?
    Mange gode hilsner Ane Mathea

    1. Hej Ane!
      Fedt at du læser med, og har fået mod på at dyrke friluftsliv om vinteren. Her på siden er der en menubjælke foroven, og et af punkterne er Hvordan gør man? Der har vi en side som hedder “Det har vi med”. Der kan du læse hvilket udstyr vi bruger.
      Vi laver meget ofte mad på trangia, men er også glade for at lave mad på bål på mange forskellige måder. Hvis der er en metode du er interesseret i, så kan du søge på tags i alle blogindlæggene (eller klik på tagget i boksen med tags), så får du alle de indlæg op som rummer noget om f.eks mad på bål.
      Tøj er et rigtig stort emne. Og det er først og fremmest meget individuelt hvor meget tøj man har brug for for at kunne holde varmen. Karen har altid mere tøj på end jeg har. Vi er begge glade for vores termonederdel, som vi har købt på engelsons.se På vinterture har jeg typisk dette på når vi er i lejr: lange uldne underbukser, uldne sokker, en tynd langærmet ulden undertrøje med hætte, en tyk langærmet ulden undertrøje med høj hals, vandrestøvler, softshell-bukser (også fre Engelsons), en islandsk trøje og en rummelig anorak. Evt en dunvest, hvis jeg har brug for mere. Og hue og vanter eller handsker, og typisk også en ulden buff.

  3. Kan det virkelig passe, at Mariagerfjord kommune skulle have flest toppe over 100 m i Nordjylland?
    I Jyske Aas er der 39, men de må så også deles mellem Brønderslev kommune og Frederikshavn kommune, som så til gengæld har flere oppe nordpå fra Clåstårnet og vester.
    Dejlig fortælling, som burde deles til mange! Hjordan gør man lige det?

    1. Hej Runa!
      Hyggeligt at høre fra dig her 🙂 Ja det er jo et spændende spørgsmål. Jeg er nødt til at henvise til den metode jeg har anvendt, nemlig at se hvilke toppe der er markeret på det topografiske kort i 1:250.000 Det er bestemt muligt at situationen ville se anderledes ud på kortet i 1:100.000, fordi toppene på Jyske Ås ligger ret tæt, og derfor ikke alle vises i 1:250.000 Dertil kommer så spørgsmålet om hvor mange af de højtliggende punkter der kan kaldes egentlige selvstændige toppe 😉 Om dette har Roger Pihl gjort sig en del tanker i bogen Guide til det danske højfjeld.
      Et er ganske sikkert, de HØJESTE toppe ligger på Jyske ÅS, og altså ikke i Mariagerfjord kommune. Karen og jeg syntes det her med bjergbestigning var en god måde at være på eventyr, så der kommer flere af den slags beretninger, og vi skal bestemt også give åsen passende opmærksomhed i den forbindelse.
      Hvis du vil dele beretningen er det nemmeste at kopiere linket https://metteogkarenpaatur.dk/mette-og-karen-paa-toptur/ og det er du meget velkommen til. Jeg deler altid link til vores blogindlæg på Facebook, dels på Mette og Karen på tur’s egen side, dels på min private side, og dels i en række relevante grupper. Så de kommer ofte pænt ud.
      Hilsen
      Mette

Skriv et svar til Leif Thomsen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Følg med

Få besked når der kommer nye indlæg på bloggen