De hverdagseventyr Karen og jeg tager på hver måned, har ofte elementer af enten udforskning eller udfordring (eller begge dele). Vi vil gerne prøve noget nyt, eller se noget nyt hver gang, for hvis ikke vi gør det mister turen sit skær af eventyr. Men vi er jo ikke kun eventyrere, vi er også friluftslivsnydere, og netop nydelse må gerne spille en stor rolle på vores ture. Juni måneds tur kom i høj grad til at stå i nydelsens tegn.

Jeg elsker alle årstider. Virkelig. Både skiftet mellem den ene årstid og den næste, og selve årstiderne. Farverne og friskheden i efteråret, kolde klare vinterdage, lyset der kommer igen om foråret. Og sommer. Midsommer. Som lige nu. De lyse nætter, alt der dufter og blomstrer.

Der er en særlig nydelse i varme lyse sommerdage, i bevidstheden om at i dag skal vi slet ikke fryse, og dagen er lige så lang som vi vil ønske det. Når man som Karen og jeg tager på hverdagseventyr året rundt får man virkelig hele pladen fuld på vejr, årstider, temperaturer. Det er kun lidt over en måned siden vi var afsted på vores maj-eventyr. Hvor vi havde nattefrost og en virkelig kold morgen. Vores juni-eventyr var i den helt modsatte ende af temperaturskalaen.

I 2019 besluttede vi at tage på mikroeventyr en gang om året i den nyplantede skov i Skovstruplund syd for Aalborg, for at følge med i hvordan sådan en skov vokser til. Det var en god beslutning, kan vi allerede nu konstatere. For det er simpelthen et vidunderligt dejligt område, og tilmed lige i vores baghave. I den nederste, østlige del af området vrimler det med valmuer, som er så lysende røde at det næsten ser naturstridigt ud. Den vestlige del er kuperet, og endnu har man en fantastisk udsigt fra toppen af området. Før eller siden vil træerne tage en del af denne udsigt, men mon ikke der her og der vil være mulighed for at finde kig til horisonten også når træerne vokser til.

Vi indledte turen med en valmue-humlebi-sommerfugle safari i den nederste del af den kommende skov. Der er ikke rigtig nogle stier der endnu (ihvertfald fandt vi dem ikke) så vi gik lidt på kryds og tværs i vildnisset af blomster og små træer. Vi kunne konstatere at flere af træerne er skudt godt i vejret, man kan faktisk tydeligt se dem i år.

Vi kan nok aldrig se os helt mætte på de blomstrende valmuer, og alt det liv der flyver og flakser og vokser omkring dem. Men en anden slags sult begyndte at melde sig, og det var tid at slå lejr og få gang i feltgryderne.

Lærkerne sang som var de betalt for det, og solen var god og varm da vi slog os ned nogenlunde samme sted som vi overnattede sidste år. Vi havde trangia og omnia-ovn med (læs om omniaovn her), og fik hurtigt fremtryllet en virkeligt lækker pastaret med laks og blåskimmelost. Opskriften finder du her. Desserten stod på chokolade-croissanter, også bagt i omniaovnen. For at være lidt smart havde jeg taget bagepapir med, så vi ikke behøvede at smøre ovnen når der skulle bages. Ikke mindst fordi smør er en upraktisk ting at have i sin oppakning en varm sommerdag. Jeg lavede hul i midten af bagepapiret, så det kunne passe med midten af omnia’en. Croissanterne blev lagt i, og ovnen kom over trangiaen. Som omgående kom til at lugte meget brændt, da der gik ild i bagepapiret. Vi fik stoppet flammerne før de spredte sig, men det satte jo sit umiskendelige præg på bagværket!

Efter dette omfangsrige og nydelsesfulde måltid syntes Karen at soveposen – eller rettere liggeunderlaget – begyndte at trække. Selv var jeg mere i humør til at gå på opdagelse, så mens Karen rullede sovepose og bivibag ud, gik jeg en tur rundt i området for at opleve det fra flere sider. Solen var forsvundet bag bakker og skove, men den lyse nat var slet ikke gået i gang med at blunde endnu. Lærkerne var stadig på himlen, og i græs og blomster var der travlhed af insekter og sommerfugle. Jeg fulgte noget som næsten var en sti hele vejen langs områdets kanter, og nød variationen i bevoksning og de smukke udsigter.

Karen var stadig vågen da jeg kom tilbage fra min rundtur. Og det var netop sådan en sommeraften hvor man slet ikke havde lyst til at sove. Det var også lige før det var for varmt at ligge i soveposen. Men før eller siden faldt vi alligevel i søvn, ihvertfald vågnede vi begge brat ved en voldsom brølende eller gøende lyd i nærheden. Ingen af os kunne regne ud hvilket dyr der frembragte lyden, men jeg er senere kommet frem til at det nok var rådyr. Som altså kan nogle pænt vilde lyde når det skal være!

Da væggeuret gik i gang kl 6.30 moslede vi ud af soveposerne og trissede om bag hver sit lille træ for at lette os lidt. “Øh, Karen, regner det også på dig?”. “JA!” Jamen sikke da noget rod! Byger der går og kommer, det er den danske sommer, det ved vi jo godt. Men der var ikke udsigt til byger denne morgen, så vi blev da lidt fornærmede. Det var ikke så galt at vi var nødt til at pakke hurtigt sammen, men vi fik ikke nydt vores morgen-te i ro og mag, og det er jo i sig selv alvorligt!

Ikke desto mindre var det endnu et smukt og dejligt hverdagseventyr i Skovstruplund. Vi glæder os allerede til at komme igen til næste år.