Eventyrtid!

Eventyrtid!

Når man kommer mindre ud i naturen end man gerne ville, er en af grundene ofte at man ikke synes man har tid. Det kender vi også! Med jobs der ofte byder på rejser til møder i andre europæiske og nordiske lande, et flittigt og engageret forenings- og fritidsliv, familie, hus og have havde vi ikke følelsen af at svømme i ledig tid. At spejde i kalenderen efter en weekend uden planer og aktiviteter krævede en stærk kikkert.

Men Alistair Humphreys gav os et par nye briller at se på vores kalender med, og nu har vi sjældent vanskeligt ved at finde det vi kalder EVENTYRTID.

Logikken er enkel. Vi arbejder (ca) fra kl 8 til kl 16 hver dag. Og det betyder så at vi har fra klokken 16 til klokken 8 næste dag til at tage på eventyr. 16 timer, på en hverdag. Fra eftermiddag til morgen den næste hverdag. Man kan nå masser af eventyr på 16 timer 🙂

Vi arbejder 8-16 og tager på eventyr 16-8

I Alistairs bog hedder det Five-to-Nine adventures, og det lyder vildt banalt, men vi havde faktisk aldrig tænkt på, at man kunne tage på tur på den måde midt i arbejdsugen. Men det fungerer virkelig godt.Vi arbejder samme sted (Regionshuset i Aalborg), efter arbejdstid klæder vi om og tager afsted. Første stop er som regel et supermarked hvor vi køber det mad vi skal have med på vores tur. Dernæst går turen ud til det sted vi har valgt at overnatte. Om morgenen pakker vi som regel sammen tidligt og drikker en kop the. Morgenmad spiser vi enten på vej tilbage til Regionshuset eller simpelthen ved skrivebordet sammen med den første kop kontor-morgen-kaffe. Vi har mulighed for at bade i Regionshuset, så vi er klar på vores kontor, renvaskede og velfriserede til almindelig kontortid.

Hverdagseventyr efter den her skabelon giver virkelig et frisk pust i arbejdsugen, både konkret og mentalt. Det kan godt være vi ikke hver gang sover lige så godt og tungt som vi ville have gjort hjemme i vores egne senge, men skuldrene kommer ned og mundvigene kommer op på sådan et microadventure, og det gør at vi møder forfriskede og glade op på arbejdet.

Vi plejer at vælge overnatningssteder som ligger højst 1 times transport fra Regionshuset. Alligevel skal vi jo tidligt op for at nå det hele. Til gengæld går vi som oftest også tidligt i poserne om aftenen, især om vinteren.

Eventyrtid får et kæmpe JA fra os, og hermed vores opfordring til at du også finder den næste dag med ledig eventyrtid i din kalender, vi vil vædde på du godt kan!

Hvis man starter sin arbejdsdag med at se solopgangen mens man sidder i sin sovepose efter en nat under stjernerne… ja så bliver det altså nemt en god dag!

 

Følg med

Få besked når der kommer nye indlæg på bloggen