Vi er 2 kolleger, som sammen har fundet en vej til mere friluftsliv i hverdagen. Vores udgangspunkt og tidligere erfaringer var forskellige, men til fælles var en ærgrelse over, at selvom vi gennem vores arbejde ved Region Nordjylland har været med til at gennemføre projekter, der etablerede vandre- og cykelruter og mange slags friluftsfaciliteter, så kom vi aldrig selv ud og fik dem brugt. I sensommeren 2014 fandt vi nøglen til udgangen, og siden har vi været på tur hver måned. Her på siden kan du læse lidt om os.

Karen

Jeg er en frisk kvinde midt i 50’erne. Jeg har aldrig været spejder, har kun sovet i telt meget få gange, så selv om jeg altid har nydt at være i naturen, når jeg har gået tur med hunden eller løbet lidt orienteringsløb, så var jeg slet ikke vant til at sove ude under stjernerne – havde faktisk aldrig rigtig overvejet det, så det var en hel ny verden, der pludselig åbnede sig for mig.

 Mette fangede mig på det helt rigtige tidspunkt – jeg var lige blevet skilt, min søn var flyttet væk for at studere, og min datter var på efterskole, så jeg var klar til, at der skulle ske noget nyt. Selv om det lyder ret så vildt, så føler jeg faktisk, at Micro Adventures har ændret mit liv. I en meget travl hverdag er det fantastisk at finde jordforbindelsen igen, og det gør man virkelig, når man sidder og kigger på et bål i flere timer, vågner op til solopgang og bliver vækket at to egern, der leger i træerne lige over os, mens vi ligger i poserne og stille vågner.

 Alle kan gøre det, som vi gør, men alligevel kommer vi også lige lidt ud over vores normale komfortzone, som da vi for første gang lagde os til at sove under åben himmel. Hvad nu hvis alle svanerne, der lå og vuggede ude på fjorden, pludselig syntes, at de skulle ind og hakke i os? Hvad nu hvis en stor gren skulle falde ned på os i skoven? Og så videre….

 Men jo flere gange vi udfordrer os selv bare en lille smule mere, jo mere vokser vi tilsvarende.  Det afspejler sig også i min hverdag. Uden Micro Adventures tror jeg faktisk ikke, at jeg ville være taget på camino vandring i Portugal og Spanien og nok heller ikke begyndt at løbe halvmaraton, men jeg har fået en stærk tro på , at selvfølgelig kan jeg klare det, som jeg sætter mig for. 

Mette

Jeg er født i 1970 og vokset op i en familie som var glad for friluftsliv, så mine første overnatninger i telt, cykelture og vandreture i Lapland var noget jeg gjorde med mine forældre. Siden fulgte Lyngby Tårbæk kommunes Ungdomsskoles Vildmarkshold og mange skønne ture. Så var der en lang pause med studier og små børn og en stigende længsel efter igen at komme på fjeldet. Spejderbevægelsen og især Fjeldgruppen åbnede igen døren til udelivet for mig, og det gav mer-smag. Selvom både min mand og begge mine døtre er aktive spejdere var det ikke fjeldture og vildmarksliv der stod højest på deres ønskelister når vi skulle planlægge vores ferier, og der var ligesom aldrig ferie-uger nok til de ture jeg også gerne ville på.

En dag bestemte jeg mig bare for at det var dumt at gå og være bitter og frustreret over ture jeg ikke kom på, når der var masser af ting jeg faktisk KUNNE gøre, men ikke gjorde. Så jeg besluttede mig for at prøve at gøre ting jeg ikke plejede at gøre: Cykle en tur til skoven en dag jeg var alene hjemme og lave min aftensmad på trangia, køre på rulleski til arbejde i stedet for at cykle, tage en hængekøje med og sove ude i stedet for at låne et gæsteværelse når jeg var på besøg hos en kusine. Det var små ting, men hver af dem gjorde mig glad og gav mig en følelse af at kunne noget. Og så faldt jeg tilfældigvis over Alistair Humphreys bog Microadventures, som er fuld af ideer til netop den slags aktiviteter som jeg havde bestemt mig for. Hurra! At vide man ihvertfald en gang hver måned kommer ud og kan koble helt af i naturen giver mig ro mentalt, og det er med til at holde den store sult efter vildmarkslivet i ro.

Mit micoradventure-liv havde aldrig fået den flyvehøje og regelmæssighed som det har nu uden makkerskabet med Karen. Det er godt for motivationen at have en med-entusiast, og en fast aftale med en tur om måneden gør, at man ikke bare springer over fordi sofaen var mere bekvem. Vores ture har gen-aktiveret færdigheder fra ungdommen, og givet en rutine i det at komme ud, som gør det nemmere at komme ud også i andre sammenhænge. Selvtillid spiller også ind her, og jeg havde næppe besluttet mig for en solovandretur ved Jokmok i Lapland uden den rutine vores ture har givet mig.