Fyldte vafler

Fyldte vafler

Formentlig den lækreste dessert vi nogensinde har lavet på tur!

Denne dessert lavede vi over bål en dag i august ved Vilsted sø. Man kan også lave den på grill og eller i ovn. Det er en af de få ting jeg ikke lige kan regne ud hvordan man skulle lave på trangia, men i en reflektor-ovn ville det være ingen sag.

Du skal bruge:

Isvafler, chokolade, skumfiduser, friske bær. Vi valgte både mørk chokolade og mælkechokoalde med karamelfyld. Og hindbær. Men tag det du kan lide.

Skumfiduser og chokolade skal skæres/klippes/brækkes i mindre stykker. Så fylder du din vaffel med de ting du kan lide, og bagefter skal vaflen pakkes godt ind i sølvpapir. Det er ikke særlig økologisk, og hvis du har et bud på et godt og nemt alternativ hører vi det gerne!

 

De indpakkede vafler placeres på bålet og vendes regelmæssigt. Afhængig af hvor hedt bålet brænder skal de have 5-15 minutter.

Ja, så er den færdig! Du kan pakke din himmerigsmundfuld ud, fyldet er smeltet og smumset godt sammen. Hvis du har det der pynte-gen kan du toppe op med et sprøjt flødeskum og et par friske bær. Og så kan du prøve at se lige så glad og tilfreds ud som Karen gør her 🙂

Karen spiser lækker vaffel og er glad for der ikke er is i den. Selvom dette billede er taget i august var det nemlig en meget kold aften.
Følg med

Få besked når der kommer nye indlæg på bloggen