Mandel-pandebrød
Som regel laver vi ikke morgenmad på vores ture. Vi plejer bare at pakke sammen, drikke en kop the og så køre til arbejdet, med en mellemlanding ved en bager.
Men der er undtagelser. Dette mandel-pandebrød har vi lavet to gange på vinterture, og vi lover at det lægger en solid bund! Vi skal beklage der ikke er særligt gode billeder til opskriften. Begge gange vi har lavet dette brød har som sagt været mørke vintermorgener, og så bliver billeder taget med telefon ikke ret gode. Eller måske er pandebrød bare ikke ret fotogene? Duft og smag fejler ikke noget 🙂
Mandelpandebrød
1 dl hvedemel
½dl havremel
1 tsk bagepulver
1 ss sukker
1 knivspids salt
2 ss æggepulver
2 ss mælkepulver
1 ss kanel
0,5 dl finthakkede mandler
50 gr kokosmel
2,5 dl vand
smør eller olie til stegning
Bland alle de tørre ingredienser hjemmefra i en frysepose. Ved tilberedning tilsættes vandet, posen rystes godt. Lad dejen stå ca 10 minutter. Steg en tyk pandekage på lav varme. Hæld evt sukker, flydende honning eller sirup på.
Praktisk information: hvor køber man æggepulver og mælkepulver??? Mælkepulver kan fås i de fleste supermarkeder i en skummetmælksudgave. I mange asisatiske butikker kan man få sødmælkspulver. Æggepulver kan være lidt sværere at få fat på, hvis man ikke er interesseret i at købe 6 kg af gangen. Jeg har tidligere købt begge dele på den svenske side Friluftsmeny.se Her har de mange spændende produkter. Som de desværre kun vil sende til svenske adresser… Har du ikke en ven i Sverige er siden alligevel værd at besøge, for der er rigtig mange gratis opskrifter på turmad.