Gode gaveideer til hverdagseventyrere
Det er jul lige om lidt (og næste år bliver det jul igen, osv) og måske mangler du lige præcis gaven til hverdagseventyreren i dit liv, eller måske mangler du selv ideer til noget du kan ønske dig? Den situation står jeg i hvert fald ofte i, og da jeg tilmed har fødselsdag i december, er der pres på for at komme med ideer. Jeg har gennem årene fået rigtig meget friluftsudstyr i fødselsdags- eller julegave, og jeg er jo blevet glad for det hele, men det er ikke alt jeg bruger regelmæssigt.
Jeg vil derfor her omtale 8 forskellige stykker udstyr, som jeg er rigtig glad for at have i skabet, og endnu gladere for at tage med ud på tur. Jeg vil understrege, at jeg ikke er sponsoreret af hverken producenter eller forhandlere af det udstyr jeg anbefaler.
Petromax fireskillet
Her er tale om en dyb støbejernspande til brug på bål. Den vejer selvfølgelig godt til, så det er ikke et stykke grej man vil have med på vandretur, men på et hverdagseventyr er den bare super. Den er enormt god at stege på, og de høje kanter gør den velegnet til hele større portioner af grønt, kød og også til sammenkogte retter. Når jeg har haft den med på tur vasker jeg den af i meget varmt vand, og smører den ind i neutral madlavningsolie. Jeg opbevarer den i en bomuldspose, som jeg også bruger når jeg pakker den. Så gør det ikke noget hvis panden er snavset når man pakker sammen, for bomuldsposen kommer bare en tur i vaskemaskinen.
Kaffekande med perkolator
Uuuh, hvordan man laver kaffe på tur er næsten et helt religiøst spørgsmål, men jeg har altså endelig fundet en favoritmetode. Jeg er aldrig blevet gode venner med bålkaffe på cowboymåden, og instantkaffe synes jeg slet ikke gør min kaffemund glad. Hjemme laver jeg altid stempelkaffe. Og så en dag fik jeg en bålkaffekande med perkolator fra Petromax, og så var jeg solgt! Når vandet i kanden koger, ledes det op gennem et lille rør, hvor et rundt filter til kaffepulveret er placeret på toppen af røret. Det varme vand skubbes opad, henover kaffepulveret og flyder tilbage i kanden. Her blandes det med det rene vand og proceduren gentages. Jo længere tid, vandet får lov at cirkulere, desto stærkere bliver kaffen, og der er en lille glasdut på toppen hvor man kan se vandet der kommer op, og vurdere på farven. At sidde ved bålet – i skoven eller i haven – og se kaffen koge er ren meditation.
Gode bålhandsker
Uanset om man skal håndtere en støbejernspande eller en kaffekande på bål, så har man brug for gode handsker. Jeg har (Selvfølgelig) fået et par Petromax bålhandsker, og de er virkelig lækre, men man kan også bruge svejsehandsker eller forede arbejdshandsker af skind eller læder. Jeg har et par, som min datter fik udleveret da hun var i praktik i Beredskabsstyrelsen, og det er faktisk dem jeg bruger allermest.
Alpine dish brush/scraber
Jeps, det er en opvaskebørste! Og naturligvis kan man bare bruge en helt almindelige opvaskebørste til 7 kroner fra IKEA. Men hvis man nu SKAL ønske sig noget til under 100 kr, så vil jeg gerne anbefale denne, som især fungerer fint sammen med trangiasættet, og hverken fylder eller vejer for meget til at komme med på længere ture. Hvis den bliver godt namset af at blive brugt og pakket ned i våd tilstand, skal den bare en tur i opvaskemaskinen. Da jeg fik den regnede jeg den meget for en über-gadget, sådan en dims man kun har fordi man går op i at have friluftsudstyr. Men jeg synes det er virkelig brugbar, og den ligger altid i mit opvaskesæt, som udover børsten består af: en klud, en lille flaske opvaskemiddel og en affaldspose. (Affaldsposen pakker jeg det snavsede service ned i, hvis vi vælger at vente med opvasken til vi kommer hjem. )
Vandflasker fra Nalgene
Jeg kan ikke påstå jeg har afprøvet andre mærker indenfor vandflasker, men jeg har ihvertfald brugt mine Nalgene vandflasker godt og grundigt, og kan 100% stå inde for at anbefale dem. Jeg har både 1 liters flasker og en mindre med drikketud. Den er altid med mig, også i hverdagen, de store flasker bruger jeg mest på tur. De er slagfaste, de lukker tæt, de giver ikke smag til vandet, og de kan gå i opvaskemaskinen. I Danmark har vi virkelig god kvalitet drikkevand, direkte i vandhanen, og med en god drikkeflaske ved hånden behøver man stort set aldrig forfalde til at købe vand på flaske når man trænger til en slurk.
Vandtætte pakposer
Det er både hensigtsmæssigt og praktisk at pakke i vandtætte poser. Selvfølgelig kan man bruge plasticposer, men skal vi ikke bare aftale, at plasticposer af indkøbspose-typen er noget vi lægger bag os? Vandtætte pakposer fås i mange forskellige størrelser og prisklasser. Jeg synes størrelsen mellem 4 og 8 liter er mest anvendelige, de poser der er meget små eller meget store har begrænset brugbarhed. Hvis man har poser i forskellige farver, kan man lave et system med hvad der er i hver pose, f.eks grøn = skiftetøj, rød = mad, gul = sovepose. Ja, sovepose! Jeg pakker altid min sovepose i en vandtæt pakpose.
Uld Buff
Jeg synes uld er helt fantastisk, og jeg synes halsrør er en GE-NI-AL opfindelse, og kombinationen er bare verdens bedste produkt. Der behøver selvfølgelig ikke stå Buff på den, der er flere andre producenter, og ofte kan man købe billigere varianter i supermarkeder. I forhold til almindelige halsrør er uld-varianten fra Buff en hel del længere, så den f.eks kan dække både hals og hoved. Jeg bruger også en uldbuff som pudebetræk når jeg sover ude. Så ryger den uden på en trøje eller jakke, som får en god form og ikke glider så meget rundt på liggeunderlaget. Det er kun på de aller varmeste sommerdage at en ulden Buff ikke er på eller med i min oppakning når vi tager på tur.
Thermarest Z-lite (æggebakkeunderlag)
Jeg sover på et oppusteligt liggeunderlag, selvfølgelig. Men jeg har altid også et almindeligt underlag med, til at sidde på ved bål eller i pauser på en vandring, og som ekstra isolation under mit oppustelige underlag. Eller som “trinbræt” ved siden af bivibaggen, så man ikke træder direkte ud på jord og græs. Det plejede at være et meget tyndt og billigt underlag fra Jysk, men en tur i fjeldet med min datter fik mig overbevist om, at det var vægt og penge værd at opgradere til et “æggebakke”-underlag fra Thermarest. Det lyder som en detalje, men det at underlaget foldes sammen, i stedet for at rulle, gør det faktisk nemmere at håndtere, og ja, det isolerer så også lidt bedre. En lille ulempe er dog, at hvis man er så klodset at spilde rødvin (eller andet) så ligger det i små søer i fordybningerne, og er sværere at tørre op end på et fladt underlag. Men det må nok siges at være en meget lille ulempe 😉 Der er andre producenter af æggebakkeunderlag, og de er sikkert også helt fine, jeg har bare ikke prøvet dem. Som et lille kuriosum kan jeg fortælle, at dette underlag har vist sig at være en rigtig god fodskammel under skrivebordet på hjemmekontor 🙂
Forfatterens juleønske…
Det var så 8 stykker friluftsgrej, som jeg gerne vil anbefale. Som du nok ved, hvis du følger denne blog, så har jeg indenfor de seneste 14 måneder fået udgivet 2 bøger om friluftsliv, nemlig “Hverdagseventyr, friluftsliv og eventyr året rundt” og “Lav mad i det fri”. Og det er selvfølgelig mit største juleønske, at disse bøger kommer til at ligge under mange juletræer. Bøgerne kan købes i boghandlere og friluftsbutikker, eller online direkte fra forlaget: Hverdagseventyr og Lav mad i det fri
Med Hverdagseventyr i hånden har du inspiration til hverdagseventyr og friluftsliv helt generelt, ideer til at komme mere ud, og metoder til at komme i gang. Bogen kan også læses bare for hyggens skyld.
I Lav mad i det fri får du overblik over hvordan man kan lave mad udenfor, og en ordentlig portion lækre og lettilgængelige opskrifter. Du får også vejledning i hvordan du selv kan lave tørret friluftsmad til længere ture, og jeg deler mine bedste opskrifter på turmad til trangia.
Glædelig jul og godt friluftsnytår!