Vi står på en høj bakke, det højeste punkt i området. Vi kan se næsten hele Lille Vildmose: Mulbjerge ved kysten, Birke sø, Tofte moses store rødbrune flade. Hvor vi står er alting saftiggrønt, som det er i maj, selvom det næsten ikke har regnet i ugevis. Men rundt om bakken er der hvidt, hvidt, hvidt. Hvidere end den hvideste sne. Vi stå på en grøn ø midt i en hvid verden.

En af de ting, som Karen og jeg synes gør hverdagseventyr eventyrlige er at finde anderledes og overraskende steder at overnatte. Og det er sådan et eventyr vi er i gang med her. Gennem vores kolleger som arbejder med råstofplanlægning har vi fået tilladelse fra Kongerslev Kalk til at overnatte på deres arealer. Ikke i selve kalkgraven, naturligvis, men på det naturareal som ligger midt i graveområdet.

Der er ikke offentlig adgang her til, og det er der rigtig god grund til. Dels er det privat areal, og dels er det bestemt ikke ufarligt at krydse området hvor indvindingen sker. Det er nogle jævnt store maskiner de kører med (sagt på jysk), og de kører frisk til. Se selv her:

En overnatning i Kongerslev Kalks Hvide verden bød på udforskning af et spændende område på kanten af udgravningen, masser af kalkstøv på tøj, sko og udstyr, og et møde med områdets naturforvaltere, en flok stang-bedårende konikheste. Og et lydtæppe bestående af den brummende lyd af de store skrabe-maskiner, for det var gang i indvindingen til langt ud på aftenen.

Turen startede og sluttede med en tur gennem en stejl grøn slugt, hvis bund var overstrøet med tørre grene og store flintesten. Det lignede grangiveligt knogler og kranier, og virkede en smule uhyggeligt. Associationerne til døden i ørkenen blev dog i ret høj grad opvejet af de grønne omgivelser, den milde maj-sol og de summende bier.

Vi havde drøftet om vi skulle bruge eftermiddagen i Lille Vildmose, nu hvor vi var så tæt på. Men da det kom til stykket var vi begge trætte, og tanken om at bruge eftermiddagen på toppen af vildmosens hvide nabo, med te, udsigt og et sortiment af afslappende samtaleemner var mere tiltrækkende.

Vi havde en vag plan om, at finde et sted at overnatte på den østlige kant af området, med udsigt mod Kattegat, og hvor vi kunne se solopgangen. Udsigten fejlede da heller ikke noget, men området var næsten helt groet til i hindbær- og brombærkrat, og vinden der kom fra øst var heller ikke ligefrem sommerlun. Så vi masede videre gennem krat og buske til vi fandt et afskærmet hjørne med sol og læ. Puslelyde i nærheden afslørede at vi blev iagttaget: En flok konikheste som afgræsser store dele af området var blevet nysgerrige efter hvem det mon var der var kommet på besøg. Konikhestene er meget sky, men de kom dog tæt nok på til at vi kunne se hvor smukke de er. Jeg elsker alle de røgfarvede nuancer i deres skind og maner, og de er mørke omkring øjnene så det næsten der ud som om de har fået mascara på. Hestes øjne er næsten altid mørke og udtryksfulde, men de her var simpelthen en klasse for sig. Jeg vil bare have dem alle sammen med hjem! <3

Karen og jeg er jo faktisk 100-meter mestre i lækker turmad, så man kan godt sige det er lidt defensivt at lade andre stå for maden på vores tur. Som så mange andre danskere får jeg hver uge en måltidskasse med ingredienser og opskrifter til – i mit tilfælde – 3 måltider. Nemt og bekvemt. På denne tur havde vi simpelthen valgt at tage dagens måltidspakke med som proviant. Og det var faktisk lidt genialt! Alle ingredienser er målt af og pakket, tilberedningen er enkel, og der følger en opskrift med. Dagens menu, mexicanske fisketacos, passede perfekt til tilberedning på trangia i et solbeskinnet hjørne af den hvide verden. Tilmed fungerede den medfølgende termopose som køletaske for vores flaske prosecco (hvorfor bobler?? Jamen hvorfor ikke? Og flasken stod på Karens kontor, så vi ryddede jo faktisk bare op).

Karen står nærmest umenneskeligt tidligt op til hverdag, og kort efter at flasken var tømt og opvasken klaret fristede soveposen over evne. Så hun begyndte at rede op et rart sted med ikke for langt græs (vi er stadig ret påpasselige mht flåter og snegle). Jeg var nu mere fristet af den lyse aften og det spændende sted vi var havnet, så jeg gik ud på opdagelse. Mens solen gik ned, og rådyret stod og gøede i markskellet udforskede jeg området på kanten af kalkgraven. Her er mulden skrællet af, men indvinding af kalk ikke gået i gang endnu, og det giver grundlag for en anden slags planter. Faktisk er denne type natur årsagen til, at vi overhovedet er kommet i tanke om at sove sådan et sted som Kongeslev Kalk. Karen er sammen med vores råstof-kolleger i gang med at søge EU-penge til et udviklingsprojekt, der handler om natur og biodiversitet i kalkgrave, så det lå jo lige for at opsøge sådan et område på den måde vi nu kan lide at tage på tur: et hverdagseventyr.

Til sidst kaldte soveposen også på mig, og jeg begav mig tilbage til vores lejr. Når vi sover under åben himmel – sådan som vi allerbedt kan lide det – uden tarp, så fylder vi ikke meget i landskabet. Og selvom græsset ikke var særlig højt, og selvom vores bivibags er knaldrøde, så skulle jeg faktisk helt tæt på hvor Karen lå, før jeg kunne se at hun lå der. Selv når man befinder sig på et privat areal, uden offentlig adgang, og uden oplagte adgangsveje, så er det rart at lægge sig til at sove i bevidstheden om, at man næppe vil blive fundet af nogen i nattens løb. Det vil sige – mitterne fandt mig lige med det samme da jeg lagde mig, så jeg trak min buff helt ned over næsen og strammede soveposen godt til. Og sov, dybt og uforstyrret, og meget bedre end jeg plejer, når vi er på tur.

Solen stod op en del tidligere end vi gjorde, men vi mødte den på halvvejen ved at kravle gennem krattet ud til kanten af kalkgraven, for at spise morgenmad med udsigt som planlagt. Størrelsen af det areal der indvindes kalk på er imponerende, og jeg synes at produktionsanlæg som dette er enormt spændende at se på. I modsætning til om aftenen var der helt stille og roligt, blot en brummen fra et tørreanlæg lagde sig som en del af morgenens lydkulisse.

Vi gik ned gennem “knogle-og-kranie”-slugten, tilbage til bilen, i tøj der i lige så høj grad som vi trængte til en tur i vaskemaskinen. Det gør det jo ofte når vi har været på tur, men denne gang havde “snavset” en ganske anden farve end normalt. Vi siger et kæmpestort tak til Kongerslev Kalk for at give os mulighed for et hverdagseventyr i deres hvide verden.

Om råstofgrave, natur og adgang: Måske har denne beretning givet dig lyst til at gøre noget lignende (det håber jeg, for det er også derfor vi deler vores oplevelser her), og derfor kommer der lige lidt praktiske oplysninger. Råstofgrave er produktionsområder, og det er som udgangspunkt både forbudt og farligt at færdes i dem uden tilladelse fra ejeren. De inaktive dele af råstofgravene udvikler sig nemt til ret spændende naturområder, og de kan derfor absolut være værd at opsøge. Men sørg for at spørge om lov, og for at de der ejer og driver området ved at du er der. Tro mig, du vil IKKE ligge på jorden i din sovepose når der kommer sådan et gult gravemonster kørende! Mange råstofgrave i nærheden af de større byer udvikles til rekreative områder efter råstofudvindingen er afsluttet. Det sker ofte i samarbejde med kommunen, og i sådanne områder er der typisk offentlig adgang. Hvis ikke du kender nogen der kender nogen du kan spørge om lov til en overnatning i en råstofgrav, så kan du opsøge sådan et offentligt tilgængeligt område. Ellers kender du måske nogen som har noget andet, som vil kunne danne ramme om en sjov og anderledes overnatning 🙂