Et soundtrack til dette blogindlæg finder du i Summer’s almost gone med The Doors  Den vemodige stemning i sangen passer perfekt til vores humør da vi tog afsted på tur sidst i august måned. Sommeren VAR næsten forbi, og tilmed vidste vi ikke om vi også fremover kommer til at være kolleger, da vores afdeling står overfor en større organisationsændring. Ændringer og årstidens skiften er bestemt ikke bare negative ting, men på tærsklen til noget andet, og delvist ukendt, får man let trang til at klynge sig fast i det der var. Især hvis det var noget, man var rigtig glad for. På denne tur i august 2018 rundede vi 4 år med microadventures hver eneste måned. Og vi kan da heldigvis hurtigt blive enige om, at der skal meget mere end en organisationsændring til at få os til at stoppe med at tage på hverdagseventyr sammen!

Turen gik til Katsig bakker, et kuperet naturområde med skov og hedelandskab ca 15 km vest for Frederikshavn. Vi er altid på udkig efter offentlig ejede naturområder (for der må man overnatte) med bålplads (for der må man tænde bål) men uden sheltere og en masse andet (for nogen gange vil man bare have det mere naturligt). Tjek, tjek, tjek, Katsig Bakker leverer hele tre ting på een gang. Og hvor ved vi det fra? Fordi Frederikshavn kommune har lavet en fin folder som man kan finde som pdf-fil her. Som nævnt i indlægget Hvor skal vi sove i nat? skovler vi altid den slags foldere til os når vi ser dem, for at have dem ved hånden når vi skal finde inspiration til de næste ture.

Sommetider spørges der på Facebook og andre steder om hvor folks yndlingssted i naturen er, eller hvilke steder man vil anbefale som skønne at tage hen. Og der kan man jo godt sidde og blive lidt nærig med sine favoritsteder, og håbe man kan holde dem lidt hemmelige,

så de ikke bliver overrendt. Men vi deler uden betænkning Katsig bakker her på siden, for der er utrolig skønt, og der kan sagtens være plads til flere, uden at det vil føles overrendt. Vi mødte 3 personer mens vi var der. 2 forskellige hundeluftere kom forbi, den enes hunde var ved at snuble af overraskelse over at se mennesker, hvor der aldrig plejede at være nogen. Og den 3. person var en naturmedarbejder fra Frederikshavn kommune, som vi havde aftalt at mødes med. Dels fordi hun er superflink og det ville være hyggeligt at mødes ved et bål, og dels fordi hun havde nøglen til brændeskuret 🙂 Og det var jo dejligt at have rigeligt med tørt, kløvet brænde til rådighed, for aftensmaden skulle tilberedes i reflektorovnen. (Læs her om vores første oplevelse med reflektorovnen: Bonfire binge-watch )

Vi fulgte den blå rute rundt i området, og slog os dernæst ned ved den bålplads som er markeret på kortet. Det er en rigtig fin bålplads i meget smukke omgivelser og helt sikkert et sted vi gerne vil tilbringe en vinternat på et tidspunkt. Vinter var det langtfra endnu, og den lille vandretur havde givet varmen, så jakkerne røg af. Og afslørede at vi i dagens anledning var iført veninde-trøjer!

 

Vi er begge store fans af uldbeklædning til friluftsbrug og især Mette er slem til at hyppigt at forøge sin beholdning af lækre tynde uldbluser. Og når man tager mængden af modeller, antallet af producenter og variationerne i farver i betragtning var det faktisk lidt sjovt at vi til denne tur begge havde valgt en pink Devoldbluse med lynlås i halsen. Tilmed begge to med blå t-shirt inden under. Vi grinede meget af dette, og aftalte fremover at koordinere så vi ikke igen skulle stå i den pinlige situation at møde op i ens tøj 🙂

Det er ingen hemmelighed at vi er vilde med den reflektorovn! Den er ustyrligt nem at anvende, man skal faktisk bare have et bål. Den vejer meget lidt og fylder næsten ingenting i rygsækken når den er klappet sammen i de rette folder. Og den er uhyre effektiv. Det er virkelig lækkert og mundvands-frembringende at sidde og se sin mad blive tilberedt på denne måde. Efter vi havde spist hovedretten bagte vi chokoladecroissanter til dessert, og lod således virkelig ovnen komme til sin ret.

 

 

 

 

 

 

 

 

Der var udsigt til en tør nat, så vi var på udkig efter det rette sted at rulle vores bivibags ud. Et græsklædt plateau blev forkastet af Karen, som var bekymret for flåter. En flad bakketop inde i skoven blev forkastet af Mette som syntes der var for mørkt og fugtigt. Og til sidst valgte vi bare at lægge os ved siden af bålet. Bålpladsen havde nok så fikst et firedelt låg som kunne klappes i, så vi ikke behøvede bekymre os om gnister og gløder fra bålet. Perfekt!

Det var en af de fredeligste nætter vi længe har oplevet, og roen sad godt i krop og sind da vi næste morgen vågnede til en grå himmel og morgenmad bestående af the og skinke-oste-croissanter. Turen tilbage til bilen gik gennem skov og lyngklædte bakker, henover et næsten udtørret vandløb og op af en stejl skråning. Blåbærris, revling, lyng og småtræer havde glødende farver, som dog ikke kom helt til deres ret i det grå morgenlys. Men duften fra skov og hede var berusende denne fugtige morgen, og edderkoppespind tynget af dugdråber bliver vi aldrig trætte af at beundre. Små ting, små eventyr, men stor, stor glæde.

Vi runder dagens tekst af med et par vers af en sang Mette kan huske fra sin skoletid:

I dag der faldt de første blade ned, nu er det slut med sommer for i år
Jeg så det godt da jeg kom ud i dag, og mor hun sagde jeg sku’ ta’ jakken på
I sommer var her varmt og dejligt. Vi løb omkring i shorts og bare tæer
Nu regner det og vinden blæser. Jeg ville ønske at den ville la’ vær’

Et Efterår er altid trist at se, for nu er somrens lege helt forbi
Nu skal vi ikke ud til stranden mer’, og gå og soppe og bli’ svinet til
Men pyt med det! Nu kommer vinter! Så skal vi ud og rigtig slås med sne!
Og kælke ned af lange bakker. Åh du kan tro, det glæder jeg mig til!