En af Danmarks største sandkasser hedder Råbjerg Mile og ligger cirka 10 kilometer fra Skagen. Og selv om man er blevet voksen og plasticskovl, si og spand ikke længere kan give timevis af beskæftigelse i sandet, så er det i høj grad værd at sætte god tid af til at besøge denne naturperle.

En søndag i april i vores første år som microadventurers gik turen til Råbjerg Mile, en tur som stadig ligger på top 3 over vores bedste og mest mindeværdige eventyr.

Ideen med at overnatte i Råbjerg Mile havde vi fået måneden inden, på et microadventure i Tofte mose som burde have budt på fantastiske forhold til stjernekigning, men ikke gjorde det. Hvor kan man så få en stor flot stjernehimmel, uden lysforurening? Og svaret var altså Råbjerg mile.

Da vi denne gang havde en søndag til rådighed valgte vi at køre til Råbjerg Mile om eftermiddagen og bruge nogle timer på geocaching. Vi er absolut ikke hajer eller top-entusiaster i den aktivitet, men vi synes det er en sjov måde at komme ud i et område på, fordi man ændrer adfærd når man går efter disse skjulte caches. I stedet for at følge en rute og holde øje med næste vejviser, mosler man på kryds og tværs i terrænnet, og oplever derfor også noget andet end hvis man blot går en tur.

Vi var så heldige at en geocaching-entusiast med stor kærlighed til Råbjerg Mile havde lagt en serie på 12 caches på og rundt om milen, så man kom hele vejen rundt i det spændende landskab. Råbjerg Mile er jo en vandreklit, altså en kæmpe bunke sand som vinden flytter på. Det skaber dels et spændende landskab i/ved/på selve milen, og dels interessante landskaber på bagsiden og forsiden af milen. Du kan læse om Råbjerg Miles natur og landskabet her.

Der var vind, som altid i Nordjylland, men dejligt solskin. Vi brugte 3½ time på at komme rundt i landskabet og finde alle 12 caches, nogle var nemme, andre mere udfordrende. Ikke mindst på forsiden af milen hvor kanten er høj og stejl og det var ret svært at komme op igen.

 

 

Vi så masser af dyrespor i sandet rundt om milen, og strandtudserne kvækkede som vilde og gale i søerne. Ellers var der kun den lyd som sandet og vinden laver sammen, og vi var stort set alene i et område der virkede vidtstrakt og øde.

Vi må igen understrege, at kommer man til Råbjerg mile skal man tage sig en ordentlig gåtur i området, ikke bare et smut til toppen og så ned igen. Det er virkelig fantastisk og man kan faktisk ikke fare vild. Se en lille video med panorama fra toppen af milen (advarsel: meget håndholdt!)

Klokken var hen ad 20, og solen hang lavt over havet i vest da vi var færdige med vores geocaching og hentede oppakningen i bilen. Og så gik turen ellers op på milen igen, for at finde et sted at se solnedgang, et sted at spise og et sted at sove. Må man sove i Råbjerg Mile? Det fremgår ikke af Naturstyrelsens guide for området, og måske med god grund, for det er jo ikke lige det mest oplagte sted at overnatte. Og vi tænkte som så, at det ville være fuldt ud lovligt at sidde oppe i milen hele natten i sin sovepose og kigge på stjernerne. Og det var jo det vi ville, bare lige med lidt søvn nu og da. Så da vi havde nydt synet af solnedgangen fandt vi et sted med læ for den nu ret kolde vind, nær toppen af milen.

Hvis du har læst flere indlæg på denne blog vil du vide at vi er meget inspireret af Alistair Humphreys. En af de ekspeditioner han har været på, og som kunne følges på sociale medier var “Into the Empty Quaters”, en tur til fods gennem ørkenen i Oman sammen med Leon McCarron (en anden eventyrer som i den grad er værd at følge på f.eks Instagram). Med milens vidstrakte ørkenlandskab og den mørknende himmel over os kunne vi godt føle os lidt som om vi var med på turen.

Og straks da vi fandt trangiaen frem og gik i gang med aftensmaden oplevede vi hvad Leon og Alistair også må have kæmpet med på deres tur: der er jo sand ALLE vegne! Og det er mega-svært at undgå at få sand i maden, på tallerkenen, i koppen, endda i vores rødvin! Knirk og knas.

Og det viste sig at være lige så umuligt at komme i soveposerne uden at få sand med. Og sand på liggeunderlaget og sand i bivibaggen. Og så skal vi hilse og sige at sand ikke er spor blødt at ligge på (hvis der var nogen der troede det), og hvis man prøver at mosle lidt rundt for at få formet sandet under sig så det følger kroppens kurver, så får man ENDNU MERE sand i sovepose, bivibag, tøj, liggeunderlag osv.

Til trods for det, var det en spektakulært smuk nat. Himlen var netop så mørk og klar som vi havde drømt om, og der var bestemt ingen mangel på stjerner. Da vi nu lå i læ for vestenvinden havde vi frit udsyn mod øst, og da morgenen gryede kunne vi ligge i soveposerne og se solen stå op, mens vi lunede os med en kop the (inklusiv sand, klart nok). Det var første gang vi rigtig så solen stå op på en af vores ture, og det er en oplevelse som har givet mer-smag.

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi kom på arbejde den mandag med stjerner i øjnene. Og sand. I alle lommer, folder, sko og strømper.