“Er vi der snart?” Jeg tjekker GPS’en. “Øhm, nej, der er mindst en time endnu til fjorden.”

Åh nej. Nogen gange er der længere til målet, eller turen er hårdere end vi havde forestillet os. Hvad gør man, for at mobilisere de ekstra kræfter, holde motivationen og blive ved? Nogen gange kan et mantra hjælpe. Og op af hukommelsens uforståelige dybder, steg denne lille remse vi brugte da jeg var 8-9 år, og syntes der var langt at gå hjem når vi skulle hjem fra skole: 1-2-3-4-5-6-7-8-9-10 Min hat, min stok, min paraply. Den virkede stadigvæk 🙂

For et par år siden købte både Karen og jeg kanoer. Efter en håndfuld ture med den oppustelige kajak Discovery konkluderede vi, at vi ville have mere glæde af en kano, end af det ret tunge og uhåndterlige fartøj Discovery viste sig at være. Problemet med en kano er selvfølgelig, at den ikke er så nem at pakke i en bil. Så min kano har lige siden ligget i haven og ventet på sin jomfrusejlads.

Maj måned 2025 kom den endelig i vandet. Vi havde bestemt os for at padle samme strækning på Lindenborg Å, som vi lagde ud med i november 2014. Det er 22 km med strømmen fra Håls Bro op til Limfjorden. Fra åmundingen skulle vi, ligesom på vores novembertur, padle langs kysten godt og vel en kilometer til en shelterplads. Her ville vi (og kanoen) blive hentet og kørt hjem, hvor vi ville overnatte i shelteren i min have. Vi havde nemlig for nylig benyttet pladsen ved Limfjorden, som altså er fredelig nok i november måned, men temmelig overrendt i sommerhalvåret.

Så altså, et eventyr lige ud af landevejen (eller rettere vandevejen), vi kendte turen, vejret var fint, kanoen skød en god fart med os to, ret lidt oppakning og en god medstrøm. Det eneste vi begge huskede fra turen 10 år før var, at det gik hurtigere at padle op til Limfjorden end vi havde forventet. Desværre huskede ingen af os hvor lang tid vi dengang havde forventet at bruge, så vi startede turen med komplet urealistiske forventninger til hvor hurtigt vi ville være fremme. Allerede efter to timers padlen var Karen træt. Det er utroligt sjældent at vores eventyr har ført os ud hvor Karen bliver fysisk presset, hun har langt til sin grænse, og tager det meste med et smil. Men denne gang kom hun helt ud af komfortzonen. Først var der væsentlig længere til Limfjorden end vi havde forventet, og selvom vi skød en god fart gik der omkring 4 timer før vi nåede åmundingen.

Her stødte vi straks på grund. Vandet i åmundingen var meget lavt, og selv uden oppakning stak kanoen for dybt. Vi asede og maste, men i sidste ende var der ikke andet at gøre, end at stå ud af kanoen, og skubbe den fri, og derefter trække den til et sted med lidt mere vand under kølen. Det blev så min opgave, og jeg var forberedt på den, fordi jeg ikke forventede at vi kunne padle helt ind til land ved shelterpladsen. Så jeg havde neoprensko på, og tights der gerne måtte blive våde. Karen havde ikke tænkt på skiftesko, og fik lov at sidde i kanoen mens jeg skubbede og trak. Heldigvis var vandet ikke koldt.

Blæsten går ofte frisk over Limfjordens vande, og det gjorde den også den dag. Og vi havde modvind. Det er svært at padle en let kano op i mod vinden, især når vandet ikke er dybt nok til at man rigtig kan få padlen i. Vi knoklede alt hvad vi kunne, og nu var det for alvor med sammenbidte tænder. Men vi rykkede os ikke meget, og den mindste lille pause eller uregelmæssighed i padlingen bragte os ud af kurs eller skubbede os de meter tilbage vi trods alt havde kæmpet os frem. Det var urimelig hårdt, og det var slet ikke sjovt. Til sidst var der ikke andet at gøre end at stå af og trække, så det gjorde jeg. Igen.

Det var sådan set ikke fordi det var tungt at trække kanoen med Karen i. Men at gå i vand til knæene, på blød sandbund, i modvind, det er faktisk hårdt. Selvom vi nu klart bevægede os fremad, så var der langt til målet. Karen ymtede noget med at vi kunne skiftes til at trække. Men dels havde hun jo ikke skiftesko med, og dels kunne jeg mærke at jeg nu var blevet stædig og VILLE gennemføre dette. Så jeg bed tænderne sammen og bad hende synge en sang eller fortælle en historie, så jeg kunne tænke på noget andet mens jeg maste afsted. Men det mente Karen ikke lå indenfor hendes kompetenceprofil, som ellers er overordentlig rummelig – som alle læsere på bloggen her ved, er hun den perfekte turkammerat, og i øvrigt er hun en enormt kompetent og værdsat kollega. Men at synge og fortælle historier var ikke en mulighed.

Så jeg måtte bare gå ind i mig selv, og her var det at mantraet kom i spil. Blikket blev fæstet på målet, og den indre stemme talte: 1-2-3-4-5-6-7-8-9-10 Min hat, min stok, min paraply. Igen og igen og igen. Jeg var fokuseret og helt i min egen verden, og Karen sad lige så stille i kanoen imens.

Jeg ved ikke hvor lang tid det tog, men omsider var vi på højde med shelterpladsen, og jeg kunne sætte kursen mod stranden. Så kom det tidspunkt, hvad kanoen igen skrabede bunden. Der var ingen vej uden om, at Karen også måtte ud af kanoen, for jeg kunne ikke trække den ind alene. I første omgang mente jeg dog, at jeg kunne vinde 50-100 meter mere, hvis Karen flyttede sig fra det forreste sæde til midten af kanoen.

Karen bevægede sig underligt klodset, og selvom kanoen næsten stod på grund vippede den, da hun begyndte at flytte sig, og så faldt hun pladask i vandet! Det burde jo ikke være dramatisk, for vandet var max 20 cm dybt, og som sagt ikke koldt. Men jeg kunne straks mærke, at det her, det var ikke noget at grine af. Mens jeg havde knoklet løs foran kanoen og brændt kalorier i det indre varmeværk, havde Karen siddet stille i kanoen, med lejlighedsvise pjask og sjask fra mig, og en konstant og stærk vind lige i hovedet. Jeg havde været så fokuseret og så meget i mit eget hoved, at jeg ikke havde bemærket at hun var blevet helt stille deromme i kanoen, og nu var hun var simpelthen blevet underafkølet. Karen rejste sig fra sin ufrivillige dukkert, og sagde med en klynken “Jeg er så kold”, og jeg blev selv helt kold indeni. Jeg har aldrig oplevet Karen klynke. Jeg har aldrig for alvor set hende ude af komfortzonen, derude hvor hun ikke kunne føje en lille latter eller et smil til. Aldrig nogensinde i de mange år, og de mange ture, hvoraf nogle trods alt har krævet en del af os. Underafkøling – hypotermi – er absolut ikke noget at spøge med, og dengang for 10 år siden hvor vi var afsted i november var vi meget bevidste om ikke at blive våde og kolde, fordi kombinationen af vand og kulde virkelig er effektiv til at køle kroppen ned. Men dette var en varm dag i maj, og mens vi padlede på åen var vi begge i aktivitet, og desuden i læ for vinden det meste af tiden. Karen ville ikke forstyrre mig mens jeg sled afsted med at trække kanoen, og jeg havde ikke overskud til at forestille mig at hun kunne være i knibe. Sådan kan en situation, selv en lun majdag, godt udvikle sig kritisk.

Nu og her var der dog ikke andet at gøre, end at få hende til at hjælpe med at trække kanoen ind til land, våd fra top til tå som hun var. Så snart vi var på land tog hun sine ting, og løb det sidste stykke op til shelteren, for at skifte til tørt tøj. Jeg kom lidt til hægterne og pakkede kanoen sammen, før jeg fik tørt tøj på og sluttede mig til Karen, som sad og skælvede af kulde i shelteren. Ingen af os havde ret meget tøj med, det var jo en lun dag, så der var ikke andet at gøre end at låne Karen mine tørre sko, og sætte hende til at løbe op og ned af vejen, indtil hun var så varm at også hænder og fingre føltes varme. I mens lavede jeg aftensmad til os, og ringede efter ham, der skulle hente os og kanoen.

Det var vidunderligt at komme ind i den varme bil, og vi var meget stille på turen hjem. Energiforbruget havde været højt, og der var også en del tanker der skulle bearbejdes. Vi gik begge ud på minutter, da vi havde lagt os i min shelter.

Farvel til Mette og Karen

Med denne beretning takker Mette og Karen af. Efter 11 år med månedlige mikroeventyr, er vi blevet enige om at stoppe. Rammerne omkring vores en-gang-om-måneden aftale er udfordret på flere måder, og fra 1. januar 2026 er vi ikke længere kolleger. Vi vil stadig tage ud på tur nu og da, men kommer ikke til at dele vores oplevelser her på bloggen længere. Vi håber du har nydt turen med os, vi er så glade for al den opmærksomhed vores hverdagseventyr har fået, og især for de mange som har ladet sig inspirere af os, og selv er taget ud på tur.