“Er det en lort?”

Vi stod begge og betragtede den noget vandopløste, brune ophobning, som trods dagens regn stadig havde en umiskendelig facon. Og blev enige om, at ja, det var nok en lort. Det var et rent under at jeg ikke allerede havde trådt på den, for den lå på jorden lige uden for den bildør jeg var kommet ud af. Det var næsten utænkeligt, at vi ville undgå at træde i den før eller siden, og vi havde ingen skovl med til at flytte den. Så Karen besluttede at flytte bilen i stedet. Dermed var problemet med lorten løst, desværre var et nyt problem skabt, men det opdagede vi først næste morgen.

Vi var taget til en shelterplads ud til Limfjorden, og på mirakuløs vis var det hverken blæst, regnvejr eller tåge. Her sidst i januar kan man sagtens mærke at dagen er tiltaget, og vi nåede at se solen gå ned mens vi etablerede os for natten på den meget våde og mudrede shelterplads. Midt foran shelteren var der en stor vandpyt, som gjorde det hele lidt besværligt, men vi fandt et nogenlunde tørt hjørne hvor vi kunne sidde og vente, mens kanelsneglene var i ovnen.

Ovnen, siger vi, ja for sådan en har jeg købt mig. En Hajka ovn. Den kan blandt andet bruges på Trangia, og har efter min mening en række fordele sammenlignet med Omnia-ovnen, som vi tidligere har brugt flere gang. Hajka er udviklet af Eric Tornblad, som er min guru når det handler om hjemmelavet turmad, herunder hjemmetørrede retter. I efteråret 2023 fik jeg lov at teste prototypen, og har lige siden ventet utålmodigt på at stå med min egen Hajka. Læs mere om Hajka her.

Mørket faldt på mens vi ventede, og vi benyttede ventetiden til at se på stjerner og planeter. I disse dage kunne man se Venus, Jupiter og Mars, og vistnok også Saturn. De tre første fik vi hurtigt styr på, den sidste kunne vi se i app’en, men ikke på himlen.

Selvom det ikke blæste var det koldt, luften var meget fugtig og kun et par grader over frysepunktet. Så efter te og kanelsnegle kravlede vi ind i shelteret og indrettede indendørs køkken. Aftenens middag – dådyrfilet og flødekartofler – skulle også tilbedes i Hajkaen. Der er flere måder hvorpå man kan bage (eller det der ligner) på et Trangia, men ikke nogen der fungerer lige så godt som Hajka, og der er ingen tvivl om at den kommer med på mange ture fremover.

Kombinationen af bacon, fløde og vildtkød er ikke så ringe (=nordjysk for sindsygt lækkert), og det var dejligt at få noget varmt indenbords. For trods alt det varme tøj kunne jeg ikke holde varmen. Wind-chillfaktor er et velkendt fænomen, og man kan nemt finde skalaer over hvor meget koldere det føles når man samtidig bliver blæst på. Men hvad med betydningen af luftfugtigheden? Vand har en bedre varmeledningsevne end luft, så fugtig luft kan nemmere transportere varme væk fra kroppen. Der er pokker til forskel på følelsen af 1-2 plusgrader og fugtig luft, og så et par graders frostvejr med tør luft. Som jeg sad der, iført adskillige lag af uld, softshell og dunovertøj savnede jeg lidt en skala over wet-chill faktor. Karen havde draperet sig i en ny turquilt (den her, fra Spejdersport) og så hyggelig og lun ud. Men som den gode turmakker hun er, var hun med på at pakke køkkenet sammen og gå en rask tur for at få varme i kroppen før sengetid.

Efter en kold, mørk og stille nat, stod vi tidligt op til en fugtigkold og mørk morgen. Der var flere ærinder som skulle afvikles inden dagens første møder, så vi pakkede hurtigt sammen og var klar til afgang. Men så let skulle det desværre ikke gå. “Undvig-lort”-manøvren havde bragt bilen lidt for langt ind på det vandmættede, bløde græsareal mellem grusvejen og shelteren. Hjulene kunne ikke få fat. Vi sad fast. Og nej, vi havde jo netop ikke nogen skovl med (vi burde være klogere, selvom det er en del år siden har vi siddet fast før: https://metteogkarenpaatur.dk/en-skovl-og-en-pose-kattegrus-hvad-en-haelspore-kan-foere-til) . Vi prøvede de sædvanlige tricks, men der var ikke noget at gøre, vi kunne ikke komme fri uden hjælp.

Intet er så galt at det ikke er godt for noget. Mens vi ventede på vejhjælp var der tid til at brygge og drikke en kop te. Det er faktisk en virkelig dejlig måde at starte dagen på, sådan at sidde i mørket på en shelterplads, tæt ved fjorden, og drikke en kop varm te. Også selvom det skyldtes en halvvejs opblødt lort og i øvrigt betød at ingen af os kom i bad før arbejdet den morgen. Trods alt lugtede vi da ikke at bålrøg.