“Må vi gerne finde dig?”

Den unge mand i den røde løbejakke så noget forvirret ud. Det var nok også en lidt underlig pick-up-line, og måske var det heller ikke hver dag han sådan blev antastet af et par ivrige midaldrende kvinder. Men han så vældig sød ud. Havde man selv været 30 år (+) yngre, kunne man nok have lagt lidt mere flirt i det (hvis man turde). Solen skinnede, anemonerne blomstrede, og han lod sig afspore fra sit o-løb, for at lade os tage et billede af hans røde løbejakke. Fordi, så havde vi fundet noget der var rødt.

Dagens tur var en farvejagt. Lidt i stil med geocaching , vores figur-vandring eller denne Writer’s walk var jagten på bestemte farver en måde at sætte fokus for vores opmærksomhed, som gav en tur i skoven en helt anden karakter. Vi havde gjort mange overvejelser om hvilke farver vi skulle finde (hele regnbuen, alt hvad der var gult eller andet tema), indtil jeg til sidst skar igennem med “vi skal finde ting der er røde og runde”, “Altså rødvin?” svarede Karen, som måske er lidt afsporet i sin tankegang. Men rødvin var jo faktisk en fin afgrænsning, vi skulle bare vælge en flaske med en flot etiket, og så var det de farver der var på etiketten som vi skulle ud og finde.

Lang historie kort. Solen skinnede, anemonerne blomstrede, den lokale skov var fuld af unge mennesker fra Hærens officersskole, som løb orienteringsløb hid og did (i røde jakker). Og midt i alt det vandrede Karen og jeg, på jagt efter farver, og med os havde vi en journalist og en fotograf, der skulle lave en reportage om os. Det blev en lidt underlig meta-tur, hvor vi både gjorde det vi havde tænkt os, optrådte lidt for fotografen, og fortalte journalisten om hvad vi gjorde, hvorfor vi tager på hverdagseventyr og hvad vi får ud af at gøre det. Da vi havde afsluttet vores farvejagt fulgte reportageholdet med til en anemone-klædt bakketop, hvor vi slog lejr for natten og gik i gang med at lave aftensmad (og drikke rødvin). Reportageholdet havde fået hvad de skulle bruge, og sagde tak for i dag. Der faldt ro og lejren og skoven.

Fra vores bakketop kunne vi se ned på skovstien. Selvom denne skov ligger ganske bynært, og er det mest besøgte naturområde i Aalborg kommune, så er der næsten aldrig nogen før kl 7 og efter kl 18. Vi har overnattet en del gange i denne skov, og jeg har også i lange perioder benyttet skoven til motion om morgenen inden arbejde, og det er virkelig meget sjældent at man møder andre. Men nu var der noget der bevægede sig, og en klip-klap lyd nede på stien. Det var en håndfuld ryttere fra en nærliggende rideskole som var på aftentur. Det er folk (og heste) jeg kender, for jeg rider der selv, så vi råbte dem an, og med løfte om en bid chokolade lod de sig afspore og red op til vores lejr. De var nok også nysgerrige efter at se hvad vi lavede der. Men der var ikke så god plads til fire islandske heste mellem vores trangia, rygsække og liggeunderlag, så det blev et kort besøg – vi løb jo også hurtig tør for chokolade. Og så var det igen bare os, anemonerne og fuglesangen.

Jeg ved godt jeg gentager mig selv: men det er bare dejligt at falde i søvn med synet af himlen og træernes grene over sig, og at vågne til samme syn. Solen sned sig ind mellem træerne mens vi pakkede sammen og nød den sædvanlige kop morgente. Hvis man vælger at sove under åben himmel sådan en forårsnat, så er man helt klart på sporet af en rigtig dejlig naturoplevelse.