Det er altid dejligt at gå en tur i smukke landskaber. Bare lade kroppen bevæge sig og tankerne flyve.  Men man kan også vælge at rette sin opmærksomhed aktivt mod noget, og så opleves det at gå en tur helt anderledes. Geocaching er et eksempel på en målrettet måde at gå tur på, hvor man oplever noget andet end man gør ved blot et følge en sti. (Du kan læse to beretninger om vores oplevelser med geocaching her: To gamle heste og her: En sand(-)beretning ). Jeg tænker fuglekiggere og kratluskere også oplever en gåtur anderledes, mere fokuseret på elementerne end på helheden.

Inspireret af Birgit Juel Martinsens indlæg Writer’s walk besluttede jeg at prøve at kombinere en vandring med refleksion og skrivning. Med aftale om at hun kunne få lov at tegne i stedet for at skrive fik jeg lokket min datter Liv med, og vi satte kursen mod Poulstrup sø og Dall hede. Et smukt og varieret område som vi er ganske godt bekendt med, da det ligger tæt ved hvor vi bor. Pointen med denne tur var ikke at opleve et nyt sted, men at opleve et kendt sted på en ny måde.

Turen forløb på den måde, at vi gik 15-20 minutter, hvorefter vi fandt et sted hvor der var rart at sidde. Her tilbragte vi så 20 minutter i dyb koncentration. Jeg skrev, Liv tegnede og malede akvarel. Da de 20 minutter var gået pakkede vi sammen og gik videre. Dette gentog vi 4 gange – med en enkelt te-og-snack pause undervejs. Det gav en ganske forunderlig tur, med enorm forskel på de tidsrum hvor vi bevægede os i landskabet, og de tidsrum hvor vi sad fuldstændig koncentreret og fordybet i den del af landskabet hor vi havde placeret os.

Jeg havde hjemmefra valgt at fokusere på sanserne. Vi havde aftalt 4 skrive/male pauser, og det gav lige en refleksion over hver sans – hvis man altså glemmer at regne med at vi har 5 sanser… Det var faktisk først ved tredje skrivepause at det gik op for mig jeg havde talt forkert på et ret grundlæggende niveau. Det føltes temmelig idiotisk, men så var problemet jo heller ikke større.

Liv havde valgt enten at tegne og male en plante eller et landskab, alt efter hvad vores pause-position indbød mest til. Det viste sig at være skiftevis mikro- og makroperspektiv. Jeg valgte at fokusere på den sans der først bød sig til når jeg satte mig, og det gav også helt sig selv. Ved vores første stop var der en fantastisk fuglesang, ved det andet et 360 grader panorama, ved de tredje en stærk duft af varm hede og kokasser, og ved det fjerde stop brændte jeg mig på en brændenælde. Det afgjorde så valget mellem føle- og smagssansen som refleksionsemne 🙂

Turen rundt i området denne solvarme forårsdag var utroligt dejlig, og gav anledning til masser af oplevelser og observationer. Men pauserne med refleksion og fordybelse gjorde virkelig en forskel på denne og alle andre gåture, og selvom det virker som en stram ramme at lægge om sin naturoplevelse, så gav begrænsningen på 20 minutter til hver pause en fantastisk koncentration. Vi mærkede begge at vi hurtigt kom i flow med vores kreativitet, og det var som at dykke op til overfladen igen eller bryde ud af en boble når tiden var gået, og vi igen begyndte at tale sammen og gå videre. Jeg vil varmt anbefale at prøve at gå tur på denne måde. Om du vil skrive, tegne, male eller andet må være op til dig selv. Hovedsagen er, at du finder en måde at være koncentreret og fordybet lige her og nu i et afgrænset tidsrum. Til min skriverefleksion kunne jeg godt have nøjedes med 15 minutter, men Liv kunne ikke have færdiggjort sine akvareller på mindre end 20 minutter. Mine skriverier vil jeg holde for mig selv, men her under kan du se hvad Liv nåede at male.

This slideshow requires JavaScript.