Opsøg horisonten
Nysgerrigheden efter at se hvad der er på den anden side af bakken, eller måske endnu længere væk, er en stærk kraft i det menneskelige liv. At drage ud for at udforske fjerne horisonter er nærmest synonymt med eventyr. Der er bare det ved horisonten, at man aldrig kan komme ud til den. En horisont, også kaldet en kiming, er den linje som i ens synsfelt skiller himlen fra jordoverfladen. Eftersom Jorden er rund vil horisonten altid ligge ude i – ja horisonten. Og det bliver derfor kun i metaforisk forstand at man kan opsøge en horisont (med mindre Flat Earth society altså har ret og Jorden i VIRKELIGHEDEN er flad. Hvis du trænger til adspredelse og underholdning er hjemmesider der tager flat-earth teorien alvorligt en sand skattekiste i pseudovidenskabelig argumentation og konspirationstænkning. Det er både fascinerende og underholdende at der findes mennesker som kan overbevise sig selv om den slags!)
Men hvad nu hvis man tager udsagnet “opsøg din horisont”, helt bogstaveligt? Altså finder et fast punkt på horisonten, der hvor man nu er eller færdes ofte. Og så tager derhen. Kan det så være et lille eventyr – et hverdagseventyr? Det synes jeg godt det kan. Så det har jeg gjort, og jeg vil opfordre andre til også at gøre det, så derfor kommer her en lille guide:
1: Udse dig et punkt på horisonten. Hvis din horisont udgøres af byområde kan det være en markant bygning, er du i mere åbent terræn kan det være alle mulige terrængenstande: hus, træ, højspændingsmast, en karakterisktisk bakke. Det vigtige er, at det du vælger er tilstrækkeligt veldefineret til at du kan genfinde det på et kort. (Der findes sikkert apps man kan pege med og finde ud af hvad man ser på, men i denne sammenhæng vil man snyde sig selv lidt ved at gøre opgaven for nem). Vi kalder det punkt du vælger for dit fikspunkt.
2: Find ud af hvilken retning dit fikspunkt ligger i. Og her taler vi altså retning som i retning på kompasset. Det er ikke sikkert det behøver være specielt nøjagtigt, så du har nok ikke brug for et kompas. Men du skal vide hvor på kortet du skal kigge, og her hjælper det ret så meget at du kigger i den rigtige retning i forhold til det udgangspunkt. Hvis du ikke har styr på verdenshjørnerne i det område du befinder dig, så er det en anden god lille opgave at kaste sig over. Brug f.eks denne fine vejledning fra bloggen Alle ud
3: Find dit fikspunkt på et kort. Google Maps kan hjælpe ved at vise dig hvor du selv er, og nu ved du hvilken retning du skal kigge. Måske har du brug for et bedre kort end det på google maps, f.eks et der viser højdekurver. Du finder de bedste kort på Se på kort hjemmesiden. Brug mulighederne for at slå forskellige temaer og baggrundskort til og fra.
4: Find vej til dit fikspunkt. Alt efter hvor langt væk det er kan du gå, løbe, cykle, ride, køre på løbehjul eller hvad du nu kan finde på. Du kan selvfølgelig bruge GPS til at finde derhen, men giv dig selv den oplevelse at navigere på “gammeldags” vis, med kort i stedet for. Det skal jo forestille at være et eventyr.
5: Det er punkt 1-4 der er eventyret. Det er ikke sikkert der er særlig eventyrligt lige præcis på dit fikspunkt. Men marker alligevel at du fandt frem, tag f.eks et billede. Og kig dig om, se hvad der ligger bag horisonten.
Her er min tur ud til horisonten:
Jeg tilbringer i øjeblikket hver anden uge i familiens sommerhus, for at skabe lidt afveksling i denne tid hvor vi pludselig skal være rigtig meget hjemme. Når jeg går tur på stranden udgør en høj ås min sydlige horisont. Og deroppe på åsen står et træ, helt for sig selv, lige på horisonten. Jeg kan se det mange steder fra, og synet af træet på åsen drager mig. Jeg vil op til det træ!
For nogle år siden var jeg på et kursus, hvor vi undervejs blev sendt ud på “alene-hike”. Vi stod tidligt op, og gik sammen i tavshed op på en høj bakke, hvor vi stod sammen og så solen stå op. Det var som at deltage i en andagt – bare uden religion. Derefter blev vi sendt afsted ud på en tur alene, hvor vi skulle gå til vi fandt et rart sted, og der skulle vi bruge nogle timer på at reflektere over der vi lærte på kurset. Det var en stærk og dejlig oplevelse, og da jeg synes mit hoved tumler med mange tanker i øjeblikket valgte jeg at tage på alenehike op til det træ i horisonten. Det virkede også meget passende at bruge en helligdag til andagt og refleksion, selvom jeg ikke er religiøs. Der var lidt længere op til horisonten end jeg havde lyst til at gå, så jeg tog den første del af strækningen på cykel.
Månen var fremme, og mørket så småt ved at give sig da jeg kl 5 om morgenen begav mig afsted. Der var dog stadig brug for cykellygter, og sådan nogle kunne jeg ikke finde i sommerhuset. I stedet havde jeg udstyret mig selv med to pandelamper, en i panden og en i nakken. Ikke den mest behagelige løsning i kombination med en cykelhjelm, men jeg kunne da se hvor jeg kørte, og de få biler jeg mødte kunne se mig.
Fuglene var begyndt at synge, og jeg begyndte så småt at grue mig for det der ventede. Efter mange år som bilist er der ikke ret meget Fuglsang over min cykelform, og Høve stræde, som jeg skulle op af for at nå mit træ, er en af de seriøst bidske bakker. Heldigvis fik jeg god hjælp af en meget kraftig medvind. Selvsamme vind gjorde dog at jeg måtte opgive refleksions-delen af min alenehike. Det var simpelthen for koldt og for uroligt til at jeg kunne sidde og skrive tanker og refleksioner ned i den notesbog jeg havde med.
Efter den hårde strid med Høve stræde fulgte endnu flere højdemeter op ad Møllestræde, og så var det tid at parkere cyklen for en stund. Det sidste stykke ud til træet måtte tilbagelægges til fods. Jeg var egentlig helt indstillet på at traske i markskel ud til træet, men det viste sig, at vandreruten Højderygstien gik netop her. Det var næsten for nemt med en rigtig sti, men man kommer ikke udenom, at den sti ligger det helt rigtige sted, lige på kanten af horisonten. Og højderyggen.
Så var jeg fremme ved træet. Det er et smukt træ, også når man kommer tæt på. I Nordjylland, hvor jeg bor, ville et sådan solitært træ være præget af den fremherskende vestenvind. Det har dette træ ikke, og generelt blæser det slet ikke så meget her i Odsherred som det gør i Nordjylland. Men denne morgen var der ingen mangel på vind. Og den var kold. Der var endnu 20 minutter til solopgang, og jeg var nødt til at finde et sted med mere læ, hvis jeg skulle kunne holde til at se solen stå op. Der var et tjørnekrat lidt længere fremme, og det blev så basen den næste halve time.
Det var en virkelig smuk solopgang. Der var lige netop plads til solen mellem horisonten og skyerne. På grund af vinden og kulden havde jeg opgivet en hver tanke om andagt, fordybelse og refleksion, og koncentrerede mig i stedet om at tage billeder af solopgangen. Da solen var kommet godt op, og begyndte at trække ind bag de nederste skyer pakkede jeg sammen og gik tilbage til min cykel. Jeg kunne næsten ikke tænke på andet end hvor rart det ville blive at komme hjem til sommerhuset, og krybe ind til min mand under den varme dyne. Jeg var virkelig kold.
Jeg valgte dog at cykle en anden vej hjem, bare for oplevelsens skyld. Det er trods alt ikke så tit man er så tidligt oppe og har mulighed for at udforske de nærmeste horisonter.
Jeg håber du har nydt denne beretning, og fået lyst til selv at opsøge din horisont. Hvis du gør det, så del et billede eller kommentar om din oplevelse!