Virkelig Væmmeligt Vejr

Virkelig Væmmeligt Vejr

6. januar 2025. Det har været snestorm i nat, og sneen er gået over i regn. Det sjaskregner, og regnen står skråt i den stærke vind. Alt sejler i vand, sjap, is og mudder. Det er Virkelig Væmmeligt Vejr. På vej hjem fra arbejde gyser jeg i den fugtige råkolde luft, og glæder mig over, at jeg ikke netop denne dag har aftalt hverdagseventyr med Karen.

Der findes ikke dårligt vejr, kun forkerte klæ’r. Siges det. Det er helt utvivlsomt rigtigt, at friluftsliv kan være overraskende ubekvemt hvis man ikke klæder sig på efter forholdene. Hvis det blæser (og hvornår gør det ikke det i Danmark?) skal man have vindtæt tøj på, når det er koldt, skal tøjet være varmt nok, og når det regner og sner skal tøj og sko kunne holde dig tør. Hvis man bliver våd, så bliver man kold, og hvis man fryser er det ikke rart at være ude, og så vil man bare hjem. (Hvis du vil læse lidt mere om beklædning, blæst og kulde kan du hygge dig med denne beretning: https://metteogkarenpaatur.dk/kun-en-taabe-frygter-ikke-det-danske-april-vejr/)

Jeg synes absolut der findes dårligt vejr når det gælder friluftsliv. Stormvejr, sjaskregn og kun et par graders varme, det frister bare ikke. Karen og jeg har i årenes løb ændret planer en lille håndfuld gange, fordi vejret bare var for dårligt. Men vi er også flere gange taget afsted i ret så kedeligt vejr, og så haft en virkelig dejlig aften ude. Vores tur i februar 2024 var en sådan aften.

Sådan her så Karen ud, da vi havde parkeret bilen og var klar til at starte vores vandring i Hammer bakker:

Lige omkring nul, og lidt nedbør. Det er fugtigt og koldt og vi er enige om, at det virkelig ikke er vejr vi har lyst til at være ude i. Men vi bliver klogere!

Senere den vinter skulle jeg afsted på et vinterfjeldkursus, så jeg havde brug for fysisk træning. En vandretur med rygsæk på var et godt bud, og det blev jo ikke ringere af at der så faktisk lå sne på det meste af ruten.

Hammer Bakker nord for Aalborg er et meget smukt område, også en småsnusket vintereftermiddag. Vi valgte en rute på 8 km, som hen mod slutningen ville føre os forbi en shelterplads med bålhytte, hvor vi ville overnatte. Vi havde ikke gået længe før humøret var højt, og alle tanker om dårligt vejr var efterladt på parkeringspladsen.

Vi fandt hurtigt smilene frem, da turen først var i gang.

Den Danske Naturfond har købt store dele af Hammer Bakker og er i gang med et stort rewilding projekt. Et vigtigt element i rewilding af den danske natur, er at genindføre større græssende dyr, som medvirker til at bevoksningen udvikler sig med større diversitet, og dermed giver levesteder for langt flere arter af insekter, fugle og smådyr. På denne tur mødte vi en flok geder, og senere i skumringen passerede vi også en flok af de heste som bor i området. Dyrene er ikke tamme, og man skal ikke opsøge dem, så vi passerede i respektfuld afstand.

Gederne gnaver godt i bevoksningen.
Det var næsten mørkt da vi mødte hestene, som havde samlet sig mellem nogle træer. De gråblakkede heste var langt sværere at se i skumringen, end dette billede antyder. Vi holdt os til stien, og holdt god afstand.

Ruten bød på rigeligt med højdemeter til at være god træning til min vinterfjeldtur, og det var tungt at gå i sneen. Jeg var glad for at turen var slut da vi nåede bålhytten. Karen havde dog en ekstra distance at gå, for at hente sin rygsæk i bilen. Hun var nemlig ikke på træningstur, og havde derfor taget vandringen uden oppakning på ryggen. Mens hun fandt vej til bilen og tilbage igen, i sne og mørke, fik jeg gang i et godt bål. Lyset og varmen var skøn, ikke mindst med et glas rødvin i hånden. Der var mørkt og tyst i skoven, og Karen udbrød “Hvor er det dog en dejlig aften at være ude”. Og så kom vi til at grine – for vi havde jo begge været enige om, at det var sådan et aften vi IKKE gad være ude i, da turen startede.

Karen synes det er alle tiders aften at være ude 🙂
Til aftensmad på denne tur testede vi en dehydreret ret jeg havde forberedt til min kommende vinterfjeldtur. Den blev absolut godkendt!
Hjemmelavet dehydret turmad er billigere og lækrere end frysetørret mad fra friluftsbutikkerne. Hvis du er nysgerrig på selv at lave den slags, kan du prøve at finde den bog jeg har skrevet, Lav mad i det fri, på biblioteket eller på forlaget Muusmanns hjemmeside. Denne ret hedder Ærter mere?

Jeg håber du har fået mod på at tage en tur ud, selvom vejrguderne byder på “ruskevejr” (som de kalder det i Norge), for det er næsten altid bedre at være ude i, end det ser ud indefra. Hvis du vil læse om andre ture, som vi har gennemført i noget gustent vejr, så er her et par fortællinger som kan inspirere:

https://metteogkarenpaatur.dk/et-vintervaadt-hverdagseventyr/

https://metteogkarenpaatur.dk/mette-og-karen-paa-toptur/

https://metteogkarenpaatur.dk/skal-skal-ikke/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Følg med

Få besked når der kommer nye indlæg på bloggen