Skal man tage på stranden for at overnatte i februar måned? Det er helt sikkert koldt, men hvis nu man kunne finde et sted, hvor terrænnet gav lidt læ? Og man må jo gerne tænde bål på stranden, så… hvorfor ikke?

Vinden var i øst, så vi havde udset os en vestvendt strand på Louns i den vestlige del af Himmerland. Vi parkede ved en shelterplads i nærheden af herregårdsmuseet Hessel, og fulgte så en vandresti ned mod vandet. Vi var godt lastet, da vi ud over vores vinteroppakning også bar på et par poser med brænde til bålet. For at have hænderne fri balancerede Mette med to af disse poser på hver sin ende af sin vandrestav, som så hvilede på den ene skulder. Karen bar en pose i favnen. Vi mødte en hundelufter, og vi så nok en tak mere vanvittige ud end normalt med alt det brænde på slæb. Eller også mente han bare at ideen om at tage ud en kold aften i februar for at sove på stranden var virkeligt langt ude. Ihvertfald så han hovedrystende og skeptisk efter os, og kaldte sin hund til sig (men vi spiser altså ikke hunde! Sværger!)

For at nå ned til stranden måtte vi gennem en indhegning som på lunere dage rummer græssende kreaturer. Nu var der fri bane, og det sidste stykke ned af en stejl skrænt fik poserne med brænde lov til at flyve i forvejen. Det var de ikke specielt gode til, men det gjorde nedturen nemmere for os.

Stranden viste sig at være smal, let skrånende og stort set overtrukket med is. Det var ikke nemt at færdes sikkert, og det lovede ikke ret godt for vores planer om at sove på stranden. Et velegnet sted til vores bål fandt vi dog hurtigt, og snart flammede et godt og lunt bål op i februarmørket. Og der var vældig godt træk i bålet, da vores forestilling om, at denne vestvendte, stejle kyst ville give os læ, absolut ikke holdt stik. Der var nærmest vind fra alle sider, og det blev hurtigt en kold historie, hvis man ikke holdt sig tæt op af bålet. Ikke mindst da vi valgte at bruge Limfjordens vand til at rengøre de Limfjordmuslinger som var dagens menu, brrrr det var koldt at stå med fingrene i det iskolde fjordvand!

Men vi syntes jo det var virkelig passende at sidde ved Louns bredning og spise muslinger fra Limfjorden 🙂 Og muslinger er jo vældigt nemme at forvandle til et lækkert måltid. I vores måltid indgik en pose fintskårne (frosne) suppeurter, som blev svitset i en god klat smør med et drys karry. Et glas hvidvin fik lov at koge af sammen med de svitsede grøntsager, og derefter tilsatte vi en kvart liter piskefløde, som fik lov at koge lidt ind før muslingerne kom i. Vi spiste brød til, og det var virkelig lækkert. Skaldyr er måske ikke den nemmeste slags mad på sommerture, da de forholdsvis hurtigt fordærves, men på ture i vinterhalvåret skal man ikke holde sig tilbage.

Det var mørkt og koldt og sovetid, og stranden var uegnet som nattelejr. Lige ovenfor stranden var indhegningen, og mellem den stejle skrænt og stranden var der et jævnt, græsklædt område, som vi besigtigede. Desværre var området meget optrådt af kreaturer, og da jorden samtidig var frossen så det meget ubekvemt ud. Og desuden var det faktisk meget blæsende. Vi blev enige om at pakke sammen og lede efter et velegnet sted at ligge længere oppe i terrænnet.

Men vi fandt ikke noget. Terrænnet var stejlt, og de steder hvor der var mere jævnt voksede der enebær, roser og andre vækster med ugæstfrit udseende. Og så var vi pludselig oppe ved shelterpladsen igen. “Skal vi ikke bare sove her”, spurgte Karen. Skal, skal ikke… Der var jo lige det, at vi var enige om at vi havde sovet for meget i shelter på det seneste, at der var en lidt for nem løsning, som ikke rigtig kunne kvalificere vores ture til at være “eventyr”. Hele ideen med at tage til stranden var netop, at vi kunne have en tur, hvor vi kunne have bål og sove i naturlige omgivelser, og ikke på en anlagt bål- og shelterplads. Og at det bare var mere sejt at sige “ja jeg sov jo så på stranden i nat” efter sådan en februartur. Det var kort sagt vores selvforståelse som micro-EVENTYRERE der var lidt i klemme.

Principper er godt, men overlevelse er bedre, og selvfølgelig ville det da være åndsvagt at traske rundt i en blæsende februarnat for at finde et sted at sove udelukkende for at tilfredsstille vores forfængelighed, når der lå 3 fine sheltere lige der hvor vores bil var parkeret. Så det blev til “skal”, og vi gik til køjs i en af shelterne, og som natten gik blev vi mere og mere glade for vores beslutning. Det kan godt være det danske klima ikke rigtig kan levere polar-temperaturer og store snemængder, men VIND er der virkelig ingen mangel på, især ikke heroppe i Nordjylland. Der blev skruet godt op for vindstyrken i nattens løb, og det både knagede og bragede og brølede omkring os, og vi havde helt klart fået en meget ubehagelig nat hvis vi havde ligget ude under åben himmel. Udfordringer er en ting, men decideret ubehag er ikke noget for os.

Der er pænt langt fra Louns til Aalborg, så vi var tidligt oppe næste morgen. Vi var frygteligt sultne, og det føltes som om der var langt til Farsø bageri, hvor vi stoppede for at proviantere på vej tilbage til kontoret. Her stod vi i kø bag morgentrækket af håndværkere, men ingen af dem købte ligeså meget morgenmad som vi gjorde. Det kræver kalorier at være på eventyr i vinternatten, også selvom man ender med at sove i shelter 🙂