Når man møder komfortzonens grænse

Når man møder komfortzonens grænse

På mange måder handler vores microadventures om at udfordre og udvide vores komfortzone. Tage små hop ud i det uvisse og ukendte, mærke at det bobler i maven af spænding, og den rus af glæde det giver at opleve at vi mestrede også dette. Vi kan også godt lide at tænke på komfortzonen som noget vi træder ind i når vi tager ud i det fri; alt det bøvl og biks vi lader bag os, al den nydelse og ro og at hvile i nuet, som giver et helt fantastisk velvære, og det er nok det, der er det mest vanedannende ved disse hverdagseventyr. Og så en gang imellem, bang! Så møder man komfortzonens hårde grænse, den man slet ikke er klar til at krydse. Det kan godt ske meget uventet, og det var præcis hvad vi oplevede på vores marts microadventure i år.

Fjeld og rid. 8 dages fjeldkursus på hesteryg i det sydvestlige Island. 5 gange har vi været afsted, og det var fantastisk hver gang.

“Vi” er i denne omgang ikke Mette og Karen, da Karen tilbragte hele marts måned i New Zealand på et udvidet macroadventure. Så der blev indkaldt en vikar, som har tilbragt rigtig mange nætter i det fri sammen med Mette, nemlig Elsebeth. Ikke alene har vi været spejderledere sammen, vi har også gennem en årrække været med til at afvikle Fjeld og Rid kurser i Island (those were the days, vi drømmer stadig om det :-)). Programmet for vores microadventure var bål på stranden, en nat under åben himmel og at se solen stå op. Og en hel masse “siden sidst” snak, ikke at forglemme. Med dette program var der ikke nogen særlig grund til at køre langt ud i landet, så vi tog til Egholm.

Egholm er en lille ø i Limfjorden, lige vest for Aalborg. Man sejler til øen med en lille færge fra Aalborg Vestby, det tager 5 minutter. Men hvilken forskel de dog gør, disse 5 minutter! Fra Egholm kan man stadig se, og til dels høre, Aalborg, men man er alligevel et helt andet sted, både fysisk og mentalt når man går fra færgen.

Udsigt til Egholm fra færgelejet i Aalborg Vestby. Der er ikke langt derover, men når man er derovre er man langt væk.

Med hver sin fyldte rygsæk og en stor IKEA-pose fuld af brænde gik vi langs stranden for at finde et godt sted at slå os ned. Det blev ikke nogen lang vandring – det bliver det sjældent når man slæber brænde med til et bål – men øen er jo heller ikke så stor og vi skulle stadig have udsigt mod øst. Vi udså os en passende plet, smed rygsæk og IKEA pose og gjorde os det mageligt med lammeskind og en Irish Coffee. Elsebeth fortalte om de spørgsmål og kommentarer hun havde fået fra kollegerne da de hørte hvor og hvordan hun skulle tilbringe natten. Især en bemærkning lo vi meget af: en kollega havde ved beskeden om at Elsebeth skulle sove under åben himmel forfærdet udbrudt “Jamen hvad med alle de edderkopper man så sluger mens man sover?”. Det er de særeste ting folk bekymrer sig om. Da vi havde tørret lattertårerne væk blev vi noget overlegne enige om, at den slags personer godt kan trænge til lidt de-sensitivisering, at blive konfronteret med den vilde og farlige natur og opleve hvor lidt vild og farlig den så er. Lidet kunne vi ane at vi selv få timer senere skulle møde væsner i naturen som vi slet, slet ikke var klar til nærmere kontakt med.

Vin i glasset, ild i bålet og udsigt over til “landsiden”. Tilmed er vejret næsten godt.

Timerne gik med snak, lægge brænde på bålet, ny vin i glasset, maden lavede vi på trangia. Midt i madlavningen begyndte det at småregne, så vi rejste tarpen som halvtag og kunne blive siddende der og nyde vores bål, mens aftenen blev mørkere.

Det var bare et hyggebål, aftenens bøffer blev stegt på trangiaen.

Bygerne kom og gik, og de tog en del vind med sig, så da bålet var brændt ned var vi enige om, at vi ikke havde lyst til at sove på stranden. Der var en lille bevoksning lidt henne ad stien, der kunne vi finde et sted med lidt mere ly. Så vi pakkede sammen og hankede op i rygsækkene – IKEA-posen var nu tom og blev pakket ned sammen med trangiaen.

Vi møder den vilde natur på Egholm – og tager flugten!

Hen ad stien langs vandet, til venstre ind mod krattet. Og så… “Pas på!”. Der, lige ved min fod, sad en stor tudse. I lyset fra pandelampen var dens skind glinsende og de store rund øjne sorte og uhyggelige. “Ups, jeg var lige ved at træde på den – hov der er en mere!”. Og der, og der og der. De var alle vegne omkring os. Sad bare stille, med omkring en halv meters mellemrum med deres glinsende skind og store sorte øjne. Yarks! Vi havde IKKE lyst til at sove omgivet af disse tudser, som godt nok helt sikkert er udskadelige, men tanken om at de kunne finde på at kravle hen over os… Eller hvis man lige – smat – satte en hånd på en af dem når man skulle kravle ud af soveposen… Eller, urks, hvis man kom til at træde på en af dem når man skulle op og tisse… Vi flygtede! Ud på stien langs vandet, som også viste sig at være “Highway to hell” for os, med tudser for hver eller hver anden meter. Og nu i to lag. Stien var tydeligvis “Highway to heaven” for parringslystne tudser.

Det er det her, og ikke vores soveposer som er tudsernes mål. Men ikke desto mindre har vi slet ikke lyst til at overnatte midt i dette parrings-orgie

I lige dele panik og ydmygelse over på denne måde at møde en benhård grænse for vores natur-komfortzone vaklede vi halvt opløste af grin hen mod den shelterplads vi vidste lå tæt ved færgelejet. Der i shelterne ville vi være i sikkerhed for dette paddernes sex-orgie. Så blæse være med, at det var en dødtrist og mudret plads foran shelteren, vi skulle alligevel ikke se på den, vi skulle bare i poserne. Men først måtte vi lige have en lille whisky for at få de oprørte nerver i ro. Det var både fjollet og pinligt at blive så hysteriske over nogle snese padder på jagt efter sex. Men vi er begge godt gift og har ingen som helst lyst til at skaffe os prinser på halsen, og de der slimede kroppe og store mørke øjne i lygteskæret var bare… Ja, de var altså!

Næste morgen vågnede vi begge lige før daggry, og lå helt stille og lyttede til fuglesangen før vi stod op og pakkede sammen. Vi fandt et godt sted ved stranden, med udsigt over Aalborg og himlen mod øst, men selve solopgangen kunne vi ikke se for skyer. Det var jo ærgerligt, for det er virkelig et dejligt syn at se solen stå op. Men det er også bare dejligt at sidde i den tidlige morgen med varm te og kaffe, og mærken roen mens verden vågner og byen og arbejdsdagen stadig er på betryggende afstand.

Vi spejder efter solopgangen og nyder vores morgenkaffe/te
Let rosa-farvede skyer er alt vi ser til solopgangen. Men en dejlig morgen er det nu alligevel.

Til sidst kan vi jo ikke trække den længere. Færgen sejler hver halve time, og vi skal jo både vaskes og friseres før vi dur til arbejdsbrug. Så selvom aftenen inden endte ganske sindsoprivende, var vi glade og vældig afslappede da vi gik fra borde på Aalborgsiden. Vi mærkede komfortzonens grænser på denne tur, vi oplevede ikke et rus af sejr og mestringsfølelse, for vi valgte flugten væk fra udfordringen. Men vi fik nydelsen med. Det er lige det, hverdagseventyr kan 🙂

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Følg med

Få besked når der kommer nye indlæg på bloggen