Der er langt mellem vores microadventures til vands, og det er ikke fordi vi ikke synes om dem – tværtimod – men fordi der altid er en hel del logistik involveret i ture på vandet, og det gør det sværere at klemme dem ned i vores hverdagseventyr-format. Sidste år gav købet af den oppustelige kajak Discovery os langt bedre muligheder for at komme på vandbaserede eventyr (læs om jomfrurejsen her, og Discovery 2 her). Før Discovery kom ind i vores eventyr-liv havde vi blot været på to kano-microadventures, begge på Lindenborg Å. Den første tur gik fra Håls Bro og ud til Limfjorden en smuk dag i november (læs beretningen her). Den anden forløb over to dage i oktober 2015 og førte os fra Skillingsbro til Lindenborg, og det er denne tur der skal berettes om her.

Vi havde lejet kano ved Rebild Kanoudlejning, der som en del af udlejningen også sørger for afhentning af kanoen der hvor man stopper turen. Det hjalp en del på logistikken. Sæsonen var egentlig slut, men kanoudlejeren var tilstrækkeligt forretningsorienteret til at efterkomme vores ønsker, og fordelen for os var at vi så havde åen for os selv.

Der var regn i luften, og udsigten fra Skillingsbro op mod Rebild Bakker og Rold skov fremstod i disede bløde efterårsfarver, mens vi først på eftermiddagen stod varmt og vandtæt påklædt og ventede på kanoens ankomst. Også vores bagage var omhyggeligt og vandtæt emballeret, og fik et anerkendende blik med på vejen af udlejeren, som konstaterede, at de sække han havde taget med til os fik vi vist ikke brug for. Efter en kort gennemgang af kendte hindringer, udfordringer og seværdigheder på ruten hjalp han os med at få kanoen i vandet, og så var turen ellers i gang.

Det første stykke gennem Gravlev Ådal er åen ganske smal og meget snoet. Det var smukt og stemningsfuldt, men gik kun langsomt fremad. Men det var en udmærket anledning til at træne lidt teknik og indøve styretag, som godt kunne komme os til gavn længere oppe af åen, hvor terrænnet er mere åbent og vinden kan blive en mærkbar faktor.

Når man padler afsted på den snoede å, med raslende siv og rør, og nu og da et flot kig op til ådalens høje kanter, er det svært at forestille sig, at dette område for blot 40 år siden var drænet og anvendt til intensivt landbrug og dambrug. Et langt og vellykket forløb med fredning, jordfordeling, naturgenopretning og inddragelse af en række brugere, borgere og lokale eksperter førte for 10 år siden frem til indvielsen af ådalen i den nuværende skikkelse. Det er nemt i dag at kritisere og fordømme 18-hundredetallets mange landvindings- og dræningsprojekter, som i enorm grad omlagde naturarealer til landbrugsarealer. De miljømæssige konsekvenser så man først senere, og naturen havde heller ikke den gang lige så stærke fortalere som landbruget. Det fortvivlende er, at denne ubalance stadig råder, og selvom der gennemføres naturgenopretninger, pesticidhandlingsplaner, alverdens miljøtiltag og reguleringer, så går det stadig den forkerte vej, fordi naturens egenværdi opfattes som en “blød” værdi, hvorimod landskabets værdi som produktionsressource er hård forretning. Og der skal da også styrke og kampmod til at fastholde, at biodiversitet og naturens mangfoldighed er værdier som skal vægtes mindst lige så højt som effektiv produktion af fødevarer med en pris de fleste kan betale. Men hvad nu, hvis det en dag er for sent, og vi har udryddet for mange arter, og tabet er uopretteligt? Hvis du sætter pris på naturen, så sæt pris på den – den er ikke gratis og den er slet ikke uden værdi.

Efter anbefaling fra kanoudlejeren gjorde vi stop ved Lille Blåkilde. Dels for at se denne fine kilde, som med 150 l vand i sekundet er den mest vandgivende i Rold skov området. Men også nok så vigtigt for at tanke vand op, det var nemlig langt fra givet, at der var brugbart drikkevand ved den lejrplads hvor vi skulle overnatte.

Efter at have tanket op og tisset af padlede vi videre på en utroligt smuk strækning, hvor skoven gik helt ned til vandet på den ene bred, og de lave enge bredte sig på den anden. Vi så isfugl, hejre og svaner, et enkelt rådyr og en komplet bedårende lille pony med føl. Den lange sølvfarvede man og hale, og kroppens afdæmpede disede farver gav ponyen en næsten alfeagtig fremtoning, som den stod der mellem siv og rør.

Dagens etape sluttede ved Klepholm, hvor der er en lille landingsplads. Her var det meningen vi ville bygge en bivuak ved hjælpe af kanoen og vores tarp, men jorden var meget blød og fugtig og der var tydelige tegn (både klovmærker og klatter) på at der gik kreaturer. Så efter at have anbragt kanoen forsvarligt på land, og gemt padler og veste under den, gik vi de par hundrede meter til Klepholm shelterplads. Og der var ingen grund til at ærgre sig over at havne på shelterplads i denne omgang, for pladsen ved Klemholm udmærker sig ved brændeskur, et godt das og en virkelig fin udsigt ned over Lindenborg Ådal.

Da vi var på kanotur i november året før, var vi kolde og trætte og det var meget mørkt da vi nåede frem til overnatningspladsen ved Limfjorden. Der var vi rigtig glade for at lune os på en kop varm gløgg, så det var ligesom blevet sådan, at kanotur og gløgg hørte sammen. På denne tur i oktober var det endnu ikke muligt at købe færdigblandet gløgg i butikkerne, så vi havde medbragt sukker, krydderier og en ekstra flaske rødvin for selv at mikse en lækker glühwein sammen.

I indhegningen lige op til shelterpladsen gik der kreaturer. Det gør der rigtig mange steder langs åen, hvor de sørger for afgræsning som et vigtigt led i naturplejen. Sålænge der er hegn mellem os og dyrene synes vi bare det er hyggeligt at de er i nærheden, men pludselig var det lige som om, at en af de halvstore kalve stod på VORES side af hegnet. Vi var overraskede, forvirrede og lidt foruroligede, og det virkede som om kalven og dens mor delte vores følelser. Hvordan kalven var kommet på den gale side af hegnet kunne vi ikke regne ud, men det var ret klart, at det ikke passede Mor Ko at der var hegn mellem hende og aflæggeren. Kalven begyndte at rende forvirret (eller måske nysgerrigt) rundt på shelterpladsen, og Mor Ko brølede, og vi overvejede om vi kunne finde ud af at drive kalven hen til lågen og lukke den ind i indhegningen igen. Inden vi blev enige om det, løb kalven sin vej, ud på grusvejen og nedad mod åen. Kalv i fri dressur i landskabet, det var jo noget rod. Vi gik på udkig efter et skilt med telefonnummer til dyrenes ejer, men inden vi nåede at få ringet nogen op så vi kalven – på den RIGTIGE side af hegnet! Jamen altså! Den var åbenbart bare på springtur, og vidste selv hvordan den kom tilbage til mor. Måske var det strømførende hegn ikke så strømførende at det rigtig gjorde noget? Problemet var ihvertfald løst, og vi nød vores aften, som også bød på lyden af brølende kronhjorte.

Næste morgen gik turen videre i det stadigt mere åbne landskab. Ådalens kanter er stadig høje på denne strækning, og på dem ligger det ene palæ-agtige hus efter det andet, uden tvivl med helt forrygende udsigt over ådalen og Rold skov. Vejret var klaret op og solen skinnede på de velplacerede palæer, men ikke på os som endnu padlede i skyggen af skov og skrænter.

Undervejs gjorde vi stop ved Blåhøl. Blåhøl er en bassinkilde, og er næsten lige så kraftig som Lille Blåkilde. Man kan ikke umiddelbart komme til kilden til fods, men i kano er det ingen sag. Vandet er ikke dybt, og det er forunderligt klart, og der i bassinnet ser man så det blå hul, stedet hvor vandet vælder op. Det er på en måde et lidt uhyggeligt hul, som et kig ind i jordens bundløse indre. Det var svært at tage billeder af, for man kan kun se det når man er lige over hullet, og så viste billederne kun genskin fra himlen. På dette billede kan man dog se hvor klart vandet er, og skimte en af de blå sten ved et af hullerne:

Vi fandt denne video som andre i kano har lavet fra stedet. Desværre har de ikke filmet henover selve hullet (eller også blev den del af filmen ikke god), men igen kan man fornemme hvor utroligt klart vandet er, og selvfølgelig også det blå skær:

Strækningen mellem Blåhøl og Håls bro er meget åben og åen er bred på dette stykke. Vi havde heldigvis næsten ingen vind, men kunne godt mærke den kunne være en udfordring her. Efter Håls Bro bliver åen igen smallere og slynger sig gennem et tæt pilekrat.

Vores tur sluttede ved landingspladsen nedenfor Lindenborg Gods. Kajkanten er temmelig høj, så det var en noget uelegant afmønstring, og det kunne også mærkes i ryg og arme da vi trak kanoen op af vandet. Her blev den efterladt sammen med padler og veste til afhentning af Rebild Kanoudlejning. Selv blev vi hentet af Mettes datter, og kørt tilbage til startstedet hvor vores biler var parkeret. Stadig en del logistik i det der vandbaserede friluftsliv, men en god del nemmere end vores novembertur året før.

Lindenborg å er smuk og meget afvekslende at padle, og vælger man retningen op mod Limfjorden har man også en pæn strøm med sig. Der er kun få steder hvor turen kan starte og slutte, og ikke andre egentlige overnatningsmuligheder end shelterpladsen ved Klepholm før man når op til Limfjorden. Åens bredder er det meste af vejen lave og sumpede, og der går kreaturer mange steder. På strækningen nedenfor Lindborg Gods er der sat hegn op på den sydlige bred (ind mod godset), og en mangfoldighed af skilte efterlader ingen i tvivl om, at godsejeren vil have sin åbred i fred. Kommer man i højsæsonen kan det altså godt tænkes at der er pres på shelterpladsen ved Klepholm, og at oplevelsen af at padle på åen er knap så fredfyldt. Så selvom vi nød at have det hele for os selv vil vi gerne slå et (paddel-)slag for off-season ture på Lindeborg Å.

Nåh ja, vi var lige ved at glemme det: Hvordan får man en fisk til at grine? Man putter den i kildevand 🙂 🙂