På de fleste af vores ture kører vi i bil og går derefter til vores udvalgte overnatningssted. Det er selvfølgelig fordi det er det nemmeste. Men her kommer en beretning fra vores microadventure nummer 3, hvor vi undtagelsesvis var afsted en fredag og derfor ikke skulle tilbage på arbejde næste morgen. Det gav mulighed for at tage en kanotur, og så kunne vi ikke rigtig tage os af at det var november og den almindelige kano-sæson nok var ovre.

Det var en tur som krævede lidt mere forberedelse og logistik end de fleste af vores andre ture. Kanoen blev lejet ved beboerforeningen i den by hvor Mette bor. Den valgte rute gik fra Haals bro ad Lindenborg å hele vejen til Limfjorden, derefter ca 1½ km mod vest ad Limfjorden til en shelterplads ved kysten. Vi havde ingen ide om hvor lang tid det ville tage, men var ret sikre på at det ville være mørkt inden vi nåede frem. Vi havde derfor placeret reflekser på nogle store sten ved stranden neden for shelteren så vi kunne se den ude fra vandet. Mettes bil blev placeret ved shelterpladsen, derefter kørte vi med Karens bil hen og hentede kanoen. Karens bil og kanotraileren måtte så tilbringe natten ved Haals bro.

Vi havde en ret omfattende oppakning med. Ud over det grej vi skulle bruge til overnatning havde vi begge et komplet sæt af varmt tøj, vandtæt pakket. Det havde ikke skortet på bekymrede bemærkninger fra familie og venner når de hørte om vores kanotur-planer. Og selvom vandet ikke var ret koldt, det havde været et lunt efterår, så var luften kold og det blæste som altid i Nordjylland. En tur i vandet ville altså ikke blot være ubehageligt, men potentielt kritisk. Hypotermi, kulde-væde chok, er ikke noget at spøge med, og det kan sagtens lade sig gøre at dø af kulde i Danmark, især når man blander vand og vind ind i ligningen. Dette skriver vi ikke for at skræmme nogen fra at tage på tur, blot for at minde om at det er vigtigt at kunne blive varm og tør igen hvis man bliver våd og kold. Og vi var altså velforberedte.

Midt på eftermiddagen var vi på plads i kanoen og begyndte turen op mod Limfjorden. Det var diset novembersol, og landskabet var bleggyldent og yndigt. Det var anderledes at se de velkendte områder fra en helt anden vinkel, og selvom vi jævnligt sejlede under broer der fører veje og stier over åen, følte vi ofte vi var virkelig langt væk fra alt. Nogle af broerne var i øvrigt så lave at vi måtte helt ned og ligge i bunden af kanoen for at komme under. Der er ganske meget strøm i Lindenborg å, og da vi sejlede med strømmen var det ikke nogen meget anstrengende tur, og det gik hurtigere end vi havde forventet. Mørket var kun lige faldet på da vi nåede åens udmunding i Limfjorden. Her mærkede vi en del mere til vinden end vi havde gjort på åen, og det sidste stykke kunne godt mærkes i armene.

Det var heldigvis nemt at få øje på vores anløbsplads med reflekserne som lyste op i lyskeglen fra vores pandelygter. Uden uheld eller dramatik af nogen slags nåede vi frem og kunne rette de stive ben ud efter knap 5 timer i kanoen. Den vellykkede ankomst blev fejret med en kop varm gløgg, og derefter en stor portion chili con carne som var forberedt hjemmefra og blot skulle varmes.

Så sad vi der i shelteren og nød synet af månelyset på Limfjorden. Men det var lidt koldt, for shelteren var ikke helt vindtæt. Vi var også trætte i rygge og skuldre efter den uvante padling. Men klokken var kun 20, kan man egentlig tillade sig at gå så tidligt til køjs? Vi blev enige om at det ihvertfald ville være rart at ligge lidt ned, og i soveposen kunne vi jo også bedre holde varmen. Vi behøvede jo ikke sove af den grund…

4 timer senere vågnede vi ved den umiskendelige lyd af et uindbudt dyr der rumsterede ved vores oppakning. Karen var overbevist om at det var en rotte. Men efter mange år med hus på landet og ingen kat var Mette ikke i tvivl om at udyret var en mus. Som måtte jages væk fra vores tasker, for der skal ikke gnaves hul i dem! En resolut handling fik musen på retræte, og Karens snackpose som var det musen havde udset sig blev pakket sikkert ned. Nå, 4 timers søvn, gad vist om vi kan falde i søvn igen?

4 timer senere vågnede vi ved at musen havde taget modet til sig og igen forsøgte sig med vores oppakning. Hvorfor siger man egentlig musestille? Mus er overhovedet ikke stille, det er faktisk helt ubegribeligt hvor meget så lille et dyr kan larme!! Endnu en fjendtlig og truende handling fik lyden til at forsvinde. Nå, nu havde vi så sovet 8 timer, gad vist om vi kunne sove mere?

4 timer senere vågnede vi til en smuk morgen med solopgang over Limfjorden. 12 timer på langs i poserne var ikke spor for meget åbenbart 🙂