Septembersol. Småveje og cykelstier. Bakker, havblik og modne æbler. Sammen med min søster brugte jeg en weekend på at cykle rundt i Syddjurs kommune på jagt efter Tolkiens inspirationskilder, og det var FULDKOMMEN EVENTYRLIGT! Så hvis du er ude efter inspiration til en førsteklasses friluftsoplevelse så hæng på, selvom jeg må advare om, at denne beretning nok bliver lang og til overflod forsynet med referencer til Tolkiens værker. Sidst i indlægget kommer et afsnit om alt det praktiske, så hvis du kun er interesseret i det, kan du scrolle ned til overskriften Ud og hjem igen

Et uventet eventyr

I et hus på toppen af Djursland bor en ildsjæl. Og det er næsten der historien begynder, men først skal vi en tur i radioen. DR P3 har et program der hedder Påstand mod påstand. Her kan lytterne ringe ind med en påstand, og så er det op til programmets værter at få påstanden be- eller afkræftet. En dag ringede en lytter ind, med den påstand, at ind til flere navngivne steder på det sydlige Djursland var forlæg for navne i Tolkiens bøger Ringenes Herre og Hobbitten. Påstanden blev bekræftet af fagfolk, og nogen fra Syddjurs kommune må have lyttet med. Ihvertfald har kommunen siden opsat 8 skilte på steder, hvor der er en sproglig eller mytologisk forbindelse mellem Syddjurs og Tolkiens værker.

Et af stederne er Agri Bavnehøj, som ligger som det højeste punkt i Mols Bjerge. Nedenfor bavnehøjen ligger Agri by, som i sig selv er så yndig og idyllisk en landsby, at den snildt kunne være forlæg for Hobbittrup i Herredet. Og her bor altså en ildsjæl ved navn Anne Kristine. Ud over at drive sit eget landinspektør- og mediatorfirma har hun indrettet iskiosk og cafe til glæde for de mange som cykler og vandrer i området. En lokal kunster har galleri i hendes lade, hvor hun er i fuld gang med at indrette vandre- og cykelherberg. Udenfor er der cykler til udlejning og mulighed for at lade elcykelbatterier op. En dag i sommer så jeg dette opslag på facebook:

Et kort. Jeg elsker kort. Og en rute der forbinder Tolkien-punkterne. Jeg elsker Tolkiens bøger. Jeg kunne straks se, at det her var et eventyr jeg måtte afsted på, med eller uden lommetørklæder. En trofast rejsekammerat måtte jeg have med på turen, og det blev min søster Trine.

Helms kløft

Solen var allerede ved at gå ned i vest, da vi kørte væk fra Ebeltoft, og dens lys skinnede os i øjnene og forvandlede alle Djurslands marker til en gylden dis.

Første fikspunkt var Jernhatten. Fra dette høje punkt er der udsigt mod øen Hjelm, som ligger på den anden siden af den dybe rende Hjelm Dyb, som har dannet sprogligt forlæg for Helms kløft i Ringenes Herre. Vinden bragte regndråber med sig, mens vi stod og nød udsigten og følelsen af at være i gang med eventyret. Trine læste et tekstuddrag fra De to tårne. Vi havde aftalt, at vi til hvert punkt på skift skulle vælge et stykke tekst, og disse korte dyk ned i bøgerne gav af og til næsten kuldegysninger. Det er ikke uden grund at Tolkien er en højtelsket forfatter, hans skrivning har en skønhed og styrke som man virkelig mærker i denne koncentrerede form.

Turen op til Jernhatten gik gennem en bevoksning af krogede bøgetræer , slåen og havtorn helt overgroet med vedbend. Det var som at gå gennem en magisk portal til Tolkiens verden, og vi var ikke blevet overraskede over at se enter eller hobbitter her. Stemningen var i den grad sat, da vi nu gik på jagt efter et sted at overnatte. Det er ikke så ligetil i området omkring Mols Bjerge og nationalparken, som primært består af privatejet skov. Her kan man kun overnatte på etablerede lejrpladser, og selvom der er forholdsvis mange af dem, så er der også mange der gerne vil bruge dem. At opdrive en ledig shelterplads var tilsyneladende helt umuligt. Heldigvis havde vi garderet os og medbragt et telt, som vi slog op på en teltplads i nærheden af Stubbe sø. Vi var trods alt ikke så meget i Tolkien-mode, at vi ville sove under åben himmel blot svøbt i et uldent tæppe.

Et vindue mod vest

Vi mente kun vi havde døset nogle få minutter, da vi vågnede og opdagede at det stadig var mørkt, men bestemt på tide at komme op og i gang med dagens mange mil. Efter et hurtigt, men solidt, morgenmåltid drog vi til Eskerød. Ud for Gl Løgten Strandkro var der udsigt mod vest. Skyerne og solen hang lavt over det blikstille vand, konturen af Kalø slot stak op af vandet som en ø. I den stille morgen læste Trine højt fra Hobbitten, det kapitel hvor Bard skyder dragen: “Lige ned på byen faldt han. Hans sidste trækninger splintrede den til gnister og gløder. Søen kom brølende ind. En kæmpemæssig dampsky sprang op, hvid i det pludselige mørke under månen. Der var en hvislen, en brusende hvirvlen og så stilhed. Og det var enden for Smaug og byen Esgaroth, men ikke for Bard.” Gåsehud!

Vi besteg vores tungtlastede cykler, som vi naturligvis havde givet navne. Eftersom det var lånte cykler var Hasufel og Arod de mest oplagte navne, men da Arod rides uden sadel ville vi begge helst have Hasufel. Det endte med at min fik navnet Hasufel og Trines Vindfole. Ad små og snoede veje, op og ned ad bakke gik vores rute til næste stop ved Kalø Slot. Vi havde en lang dag foran os, og nøjedes derfor med at nyde udsigten til slotsruinen, men har man tiden vil jeg bestemt anbefale at gå ud af den brolagte vej og opleve slotsruinen og udsigten derfra, som gør det tydeligt hvor stærkt og strategisk beliggende den har været i sin tid.

Vejen til Isengard

Nu førte ruten os væk fra kysten og op i de stadigt højere bakker som er Mols bjerges udløbere. Den lille landsby Grønfeld ligger der, i et ganske smukt bakkedrag nedenfor en højderyg, og gør egentlig ikke meget af sig. Men navnet danner forlæg for Greenfield i Herredet, hvor der stod et berømt slag. Her slog Bandobras Tyrebrøleren hovedet af orkernes Kong Golfimbul med en kølle. Hovedet svævede 100 meter og landede i et kaninhul, og således blev slaget afgjort og golfspillet opfundet på en gang. Disse dramatisk begivenheder er der nu ikke nogen spor af i nutidens Grønfeld, som vi hurtigt lagde bag os for at søge ned mod kysten igen.

Solen var kommet frem, og da vi nåede Knebelsbro blev vi enige om, at det var på tide med endnu et rart morgenmåltid. Snart var kedlen sat over og begyndte at synge.

I slutningen af september kan man få alt slags vejr, og det kan være rigtig efterårsagtigt. Vi var heldige, og havde det mest vidunderlige sensommervejr, næsten uden vind, og med solskin til at forgylde de marker der endnu ikke var pløjet på. Små landsbyer med haver der bugnede af røde æbler, hybenkrat, solsikker og morgenfruer lyste op. Idyllen var total, og vi blev i den grad forelskede i denne del af Danmark. Hvis man kunne vælge helt frit i hele landet, ville man mon så ikke vælge at bosætte sig her? Det syntes ihvertfald Skjalm Vognsen, af den magtfulde Hvideslægt, som byggede Isgård gods her på Tved-halvøen, med udsigt ind over Århus bugt. Men det er godt nok meget længe siden. De nuværende meget smukke bygninger er fra 1890-erne, og har ikke meget til fælles med Tolkiens beskrivelse af Isengard, men er bestemt et besøg værd alligevel.

Genvej til Helgenæs

Der er en ting som moderne eventyrere må forholde sig til, som personerne i Tolkiens bøger slet ikke tænker på. Og det er batterilevetid. Det bakkede terræn gjorde det meget fristende at skrue godt op for elcyklens motor, men vi skulle jo også sikre os at vi havde strøm til hele dagens etape, og ikke mindst til den afsluttende bjergetape op til Agri, hvor vi skulle overnatte. Et andet batteri-problem angik navigationsapp på telefonen og gps i vores ure. Den slags sluger strøm, og vi skulle jo nødig stå langt ude i landskabet uden at kunne finde vej til næste sikre ladestander. Den meget lavpraktiske løsning på dette problem var at benytte papirkort. Jeg havde derfor printet en række udsnit af det topografiske kort i 1:25.000 (det kan man gøre her) hvor vores fikspunkter så var tegnet ind. Ruten fra punkt til punkt valgte jeg undervejs, og da det topografiske kort viser selv de mindste veje var der gode muligheder for smutveje her og der. Desuden var det nemt for mig at hive det sammenfoldede papir op ad anoraklommen mens vi cyklede, nemmere end det ville være at finde telefonen frem og tænde for den. Så de gode gamle papirkort er hermed anbefalet hvis man gerne vil på eventyr uden en fastlagt rute, og især i et område som Mols Bjerge, hvor der faktisk ofte er meget dårlig mobildækning.

Vi fulgte en grusvej langs Begtrup vig, med solen blinkende i vandet, og tanken om et hurtigt dyp begyndte at friste. Det måtte dog vente til frokostpausen, som skulle afvikles ved Sletterhage fyr, yderst på Helgenæs. Det viste sig bare, at Sletterhage fyr var mål for rigtig mange menneskers lørdagsudflugt, og vi følte os ikke rigtig i form til at nøgenbade foran så mange.

Selv uden nøgne nymfer er Sletterhage et fantastisk sted, så man forstår jo godt vrimlen (og så i det fine vejr, altså). Både til lands og til vands var der mylder, og der var mange besøgende til iskiosken og det lille museum som er etableret i fyret. Her fik vi, mod betaling af entre, lov til at lade vores cykelbatterier op, og selvom vi havde sparet på motorhjælpen var vi efter 50 km ved at være i det kritiske leje.

Vi trængte også selv til at få noget på batterierne, men først skulle vi have åndelig føde. Sletterhage fyr har forbindelse til Eowyn, skjoldmøen fra Rohan, og hvis du vil vide hvorfor, så må du nok et smut til Sletterhage, og det vil du altså ikke fortryde. Du vil heller ikke fortryde at genlæse kapitlet om slaget på Pelennorsletten, hvor Eowyn har sit store øjeblik: “Der lød en klang af et sværd, der blev trukket. “Gør hvad du vil; jeg vil forhindre det, hvis jeg kan.” “Vil du forhindre mig i noget? Tåbe, Ingen levende mand kan hindre mig i noget.” Så hørte Merry den lyd, der i denne time måtte forekomme mærkeligst. Det var, som om Dernhjelm lo, og den klare stemme klang som stål. “Men jeg er ingen levende mand . Det er en kvinde, du betragter. Jeg er Eowyn, Eomunds datter. Du står mellem mig og min herre og frænde. Vig bort, hvis du ikke er udødelig! Hvad enten du er levende eller en af mørkets udøde, vil jeg slå dig, hvis du rører ham.”

Åh, hvor jeg elsker den bog!

En varm velkomst

Det var godt vi havde fået tanket energi, for nu skulle der klatres. Både på cykel og til fods. Udsigtspunktet Ellemandsbjerg kunne vi se fra Sletterhage, og der var præcis så langt derop som det så ud til. Tak og lov for elmotoren, og gid den også kunne monteres i skoene, for de efterhånden mange kilometer kunne godt mærkes i benene da vi vandrede op til toppen af Ellemandsbjerg. Belønningen var dog rigelig, med 360 grader panoramaudsigt, og vand næsten hele vejen rundt. Derefter gjaldt det så den sidste etape op til Agri.

Der kan siges meget om at vælge Agri som slutpunkt for en dagsetape. På minussiden må det nævnes, at det er ret tungt at slutte en lang dag af med at stige op til områdets højestbeliggende landsby. Når vi taler Mols Bjerge, så er det jo i en dansk kontekst næsten at sammenligne med en tur til Val Thorens. Men plussiden vejer alligevel tungest, for det er virkelig lykken at nå frem til Is på Toppen i Agri, og blive modtaget med glade smil og isvafler. Der var opladningsmulighed for vores cykler, en ledig shelter med udsigten over søen, vand, toilet, brænde til bålet og modne æbler ad libitum.

Tåge over baunehøjen

For to år siden var vi på vandretur i Mols bjerge, og den gang kom vi til Agri Baunehøj i strålende sol. Det var vi glade for, da vi på denne tur vågnede til en verden svøbt i tåge.

Fra toppen af baunehøjen var der udsigt til absolut ingen ting, og tågen fulgte os de første mange timer på turen gennem Mols Bjerge til Toggerbo (=Tokerland) og videre over Krogryggen (den højderyg der ligger vest for Grønfeld). Anne Kristine, vores vært på Is på Toppen havde udpeget en spændende rute ad meget små mark- og skovveje, og tågen gjorde landskabet mystisk og troldsk og meget stemningsfuldt.

Vores sidste fikspunkt inden turen tilbage til Ebeltoft var Langsø, som optræder i noget forstørret form i Hobbitten med navnet Langesø: “Langesø! Bilbo havde aldrig forestillet sig, at noget vand som ikke var havet, kunne se så stort ud. Den var så bred, at den modsatte side virkede lille og fjern, men den var så lang, at den nordende, som pegede i retning af Bjerget, slet ikke var til at se.” Så vidt vides har Tolkien aldrig besøgte området her i Syddjurs, inspirationen har alene været gennem sproget, myter og sagn. Og selvom Langsø virkelig er en fin lang sø, og ganske idyllisk når man kommer til den ende der ikke vender ud mod den stærkt befærdede Rute 21, så er den absolut ikke af en størrelse som kan sammenlignes med havet, og der ligger altså heller ikke et bjerg for enden.

Efter en god formiddagssnackpause (solbærtoddy og kanelgifler) cyklede vi ad skovveje tilbage til Ebeltoft. Det var fint nok, at ruten ikke var længere, men mentalt var vi ikke helt klar til at afslutte vores Tolkien-eventyr. Vi sluttede derfor af med frokost ved stranden i Eskerød. Vandet var ikke længere blankt og stille, som dagen før, men der, ved havets bred, afsluttedes da vores tur i Tolkiens hjulspor, og vi drog hver til sit. Med et løfte om, at det her, det gør vi igen! Danmark er i den grad et cykelland, det vidste vi jo godt, men hvor var det fantastisk at blive mindet om det. Det var rigtig sjovt at have et tema for turen, og alle Syddjurs kommunes Tolkien-punkter er et besøg værd, hver især. Vi giver turen og oplevelsen 5 store elanor!

Ud og hjem igen

Beretningen er slut, men ikke helt slut, for der var lige alle de praktiske deltaljer, som ikke passede i teksten. I Tolkiens bøger er der ikke rigtig nogen der kommer den lige vej ud og hjem, og det gjorde vi heller ikke. Vi mødtes i Ebeltoft, hvor vi lejede elcykler hos Audes Aps ( “Et tag-selv-bord af god service”). Her efterlod vi min bil, og monterede cyklerne på Trines bil. Fredag aften besøgte vi Jernhatten, og sov i telt ved Stubbe sø. Lørdag morgen kørte vi til Eskerød, hvor Trines bil blev efterladt og turen fortsatte på cykel. Lørdag aften overnattede vi i shelter i Agri, og cykelturen sluttede så i Ebeltoft, hvor cyklerne blev afleveret, og vi sammen kørte i min bil hen til Trines bil i Eskerød. Se vores rute her under, den afviger flere steder fra den rute der er vist på kortet fra Is på Toppen. Siden vi var på tur er der åbnet et vandre- og cykelherberg i Agri ganske tæt ved Is på toppen, se det her. Anne Kristines shelter kan findes via Brug min baghave.