Vi sejled op ad åen

Vi sejled op ad åen

Jeg synes noget af det sejeste er at kunne lave en grønlændervending. Altså, sådan en i kajak, hvor man drejer kajakken med bunden i vejret og op igen, mens man sidder i den.  Som ganske ung roede jeg noget i kajak, ikke nok til at lære en grønlændervending, men nok til at opdage at den første halvdel af øvelsen er nem nok, det kommer nærmest af sig selv hvis man er lidt ukoncentreret eller der kommer en bølge på tværs.

Ved du hvad en bundvending er? Man kunne godt tro det var navnet på sådan en halv grønlændervending, hvor man ender med bunden i vejret. Men det er betegnelsen for en rigtig ærgerlig proces i de lavvandede havområder, typisk fjorde og bredninger, når mængden af ilt i vandet bliver alt for lav. Så kan bobler af methan og svovlbrinte sive op gennem bunden, og nogle gange kan det ske så kraftigt at materiale fra bunden rives med op. Svovlbrinte lugter rigtig grimt, og iltsvind fører til at dyr og planter i vandet dør og ligger og rådner. Et vandområde hvor der er sket bundvending er altså et ret ildelugtende og ubehageligt sted.

I august havde vi aftalt en tur i havkajak på Halkjær bredning i Limfjorden. Men en varm, tør og meget lidt blæsende sommer havde netop resulteret i en bundvending i dette område. Vandet var rødligt og lugtede råddent, og vi var ikke i humør til hverken halve eller hele grønlændervendinger i den algesuppe. Derfor gik turen i stedet op ad Halkjær å.

2 havkajakker med det hele, ja tak! Lejet ved Halkjær kro

Vi lejede havkajakker ved Halkjær kro, hvor vi på lejekontrakten skrev under på, at vi var afsted på helt eget ansvar. For dog at være i sikre hænder havde vi lavet en aftale med Ann Kathrine, som er kajakinstruktør. Det var godt at have hende med, for her var vi virkelig på udebane, og der var brug for hjælp til det meste med indstilling af sæder i kajakken, og ikke mindst, at komme ned i og op af kajakkerne uden uheldig nærkontakt med åens vand. Selvom disse havkajakker er langt mere stabile end de kapkajakker jeg prøvede som ung, er de langt fra så stabile som Discovery (vores oppustelige dobbeltkajak), som vi begge kan stå op i uden at den vipper os ud af den grund. Til gengæld har havkajakkerne heller ikke Discoverys vægt og fylde, og det fik vi hurtigt glæde af, da vi lagde ud for at padle op mod strømmen i åen. Det var jo ingen sag! Huhej. Wow, altså!

Vi tørtræner og får hjælp til at indstille sæder og fodstøtter.

Først roede vi under en bro der var lav, men høj nok til at vi kunne komme under uden at bukke os. Den næste bro var lavere, og vi måtte læne os godt bagover for at klare den. Den næste bro var endnu lavere, og vi turde ikke prøve at ro under den. I stedet steg vi i land (hvilket var lidt af et show, og det var i hvert fald aldrig lykkedes uden hjælp og støtte fra Ann Kathrine), og trak kajakkerne op, blot for at konstatere at der ikke var noget sted vi kunne sætte i på den anden side af broen. Så det blev en kort tisse- og snackpause før vi (lidt mere elegant) kravlede i kajakkerne igen, og roede tilbage ned ad åen, under den lave bro, og den knap så lave bro. Færden fortsatte ud mod åmundingen ved Halkjær bredning.

Jeg havde telefonen med for at tage billeder undervejs, men det var lige alt det jeg kunne håndtere kajak, padel, balance og telefon på en gang. Desuden er jeg legendarisk dårlig til at tage selfies. Men smilet går da rent igennem her, og så må vandet være skråt eller vandret helt som det nu kan passe.

Oppe i åen havde vi ikke lagt mærke til det, men nu hvor vi nærmede os mundingen var det tydeligt at det blæste ganske kraftigt, og der begyndte at være bølger på åen, hvor vinden pressede vand ind fra bredningen. Det lugtede ikke ret godt. Da vi kom helt ud til åmundingen kunne vi konstatere, at åen bare havde været det helt rigtige valg til vores jomfrutur i kajakkerne, for selvom bredningen er lavvandet, gav vinden rigeligt med buler på overfladen til, at en tur derud nok havde givet en hel del halve grønlændervendinger. Vind (den ene vej), strøm (den anden vej) og bølger gjorde det ganske udfordrende at vende og ro op ad åen igen. Karen parkerede mere eller mindre fast på tværs af åen, og måtte have hjælp fra Ann Kathrine til at få snuden den rette vej. Det fortalte de mig bagefter, da vi var kommet på land. For jeg må indrømme, at denne kajaktur blev lidt en solo-oplevelse for mig det meste af vejen. Jeg roede forrest og var vildt betaget af oplevelsen og fremdriften, og jeg havde jo hverken smidighed eller balance til at vende mig og se hvor de andre var. Ind imellem kunne jeg høre dem tale sammen, men det meste af tiden hørte jeg blot vinden i sivene og et æsel der skrydede i det fjerne.

Se nu her! Vandet er vandret, og Karen og Ann Kathrine er synlige. Til gengæld er der dug på linsen fordi telefonen har ligget i min sportsBH. Men en tur kan altså godt være perfekt selvom billederne af den ikke er det 🙂

Da vi nærmede os vores landgangssted kunne vi se der stod en flok unge drenge. Det blev jeg lidt ærgerlig over, for jeg syntes ikke det var så godt for min værdighed at have tilskuere til vores noget klodsede kravlen ud af kajakkerne. Og var det mon sådan nogle trælse typer som havde rodet i de ting vi havde ladet ligge på land? Dumme fordomme, Mette. Det første drengene sagde var ”Har i brug for hjælp?”, og så gik der ellers hyggesnak i den. De syntes kajakkerne var seje, og spurgte meget ind til deres lasteevne – kunne man mon både have en soundbox og et fadølsanlæg med i sådan en? Eftersom jeg var kommet næsten elegant på land, og stemningen ligesom var til det, fik de lige den her: ”Hvad er ligheden mellem en Budweiser og sex i en kano?” – ”It’s fucking close to water!”. Den gik rent ind, og det var en hyggelig afslutning på vores tur op og ned ad åen.

Vokslev kalkgrav. Nedlagte råstofgrave kan blive virkelig spændende rekreative naturområder.
Aftenen er kold, så vi tænder bål af det mest tørre brænde vi kunne finde i området. Det gav en del røg.

Vi rundede kajakturen af med en overnatning i Vokslev kalkgrav. Den tidligere kalkgrav er omdannet til et lokalt rekreativt område, hvor der i sommerhalvåret er opstillet to tipier med trægulv, som frit kan bruges til overnatning. Vi lavede mad på trangia, og tændte bål for hyggens og varmens skyld. Mellem de høje stejle skrænter i kalkgraven var det langt mere fugtigt og koldt, end det havde været i den solbeskinnede ådal ved Halkjær. Natten faldt på, og en fantastisk stjernehimmel kom til syne over os. Jeg var egentlig mere stemt for at sove ude, under stjernerne, end inde i tipien. Men den plan blev omgående skrottet da vi så hvor mange snegle der holdt til i området. At blive slimet over af en snegl er noget af det eneste jeg frygter ved at overnatte i naturen, og det kan ske! Se bare her Så det blev en sneglefri, men overraskende kold nat i tipien i stedet, inden turen gik tilbage til Aalborg og en ny arbejdsdag.

Fin, kold, men sneglesikker overnatning i Vokslev Kalkgrav.

Vi siger tusind tak til Ann Kathrine for en hyggelig og kompetent introduktion til havkajakken. Det smagte af mere!

Mette&karen elsker Hverdagseventyr, lokale naturperler og at komme på nye oplevelser with a little help from a friend <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Følg med

Få besked når der kommer nye indlæg på bloggen