
Spontant sommereventyr på Samsø
Her kommer et indlæg i kategorien “Mette eller Karen”, og denne gang er det Karen der har været afsted:
Da jeg sad i flyveren på vej hjem fra to ugers ferie i Albanien med min kæreste, kunne jeg ikke drømme om, at jeg et halvt døgn senere ville sidde på færgen til Samsø med en pakket cykel og min datter som selskab.


Min 21 årige datter hentede mig midt om natten og foreslog, om vi ikke også skulle nå at få lidt sommerferieminder sammen, inden jeg skulle begynde på arbejde fire dage senere. Hun er altid klar med skønne og ikke mindst skøre ideer, som oftest er svære at afslå, men denne gang havde jeg nu mest af alt lyst til at blive hjemme. Hun foreslog, at vi bare pakkede rygsækken, vandresko og tog en tur til Sverige uden de vilde planer – vi måtte bare se, hvor vi endte, og så ellers nyde sommeren og de oplevelser, der ville møde os på vejen. Jeg syntes, det virkede noget uoverskueligt, men ville alligevel gerne bruge tid med hende. Jeg tænkte, at Anholt måtte være et kompromis mellem at blive hjemme og tage til Sverige. Geografisk om ikke andet, når man nu bor i Nordjylland! Hun var med på ideen, men vi kunne desværre ikke få en returbillet, der passede med, at jeg kunne nå på arbejde den efterfølgende mandag. Vi undersøgte nogle andre danske øer og besluttede os i stedet for Samsø, hvor ingen af os før havde været.
Vi købte billetter til færgen om morgenen og kørte derefter mod Hou, hvorfra færgen gik. Hvorfor ikke bare kaste os ud i det, og se hvad dagen ville bringe? Mor-datter-tur og den danske sommer, som viste sig fra sin bedste side med høj sol og knap 30 grader ville jo uden tvivl blive et sandt micro adventure af den rigtig gode slags.

Vi ville gerne se så meget af Samsø som muligt og valgte derfor at tage cyklerne med. Vi har aldrig været på cykelferie før. Vi har faktisk aldrig rigtig cyklet særlig meget. Vi har heller ikke været på Samsø. Faktisk havde vi ingen ide om hvad der ventede os, så vi var noget spændte, da vi pakkede cyklerne. Hov, vi skal da også have noget at putte vores ting i? Vi måtte have fat i nogle cykeltasker. Dem købte vi på vej til færgen! Spændende – hvordan er det mon at cykle med cykeltasker? Kan vi holde balancen? Har vi plads til vores ting? Kan vi finde vej?

Færgen kom i havn. Vi hoppede på cyklerne og cyklede derudaf. Det gik over stok og sten. Hvilken vej skal vi tage? Uh, den der ser hyggelig ud. Hvad med den by – skal vi ikke også lige nå derhen? Og wupti, så havde vi stort set cyklet Samsø rundt på en eftermiddag. Klokken blev 18 og vi var godt sultne efter sådan en lang dags cyklen. Vi fandt en lækker buffet, hvor vi kunne spise så meget vi ville – mums.
Til desserten rykkede vi indenfor, så min datter kunne få lidt strøm på mobilen, og pludselig var der en ram duft af sure tæer. Var det mon restauranten ? Vi grinte lidt over den pludselige tanke – måske var det os selv?? I farten havde jeg taget de samme sandaler på, som lige havde trasket rundt i Albanien i to uger. Ikke noget der på nogen måde har bidraget til en frisk, velduftende sandal, så inden vi kørte videre, fik fødderne lige en hurtig omgang i håndvasken. Så var jeg klar til natten, men hvor skulle vi sove?

Vi ville sove på stranden. Det bløde sand og de flotte solop- og nedgange tiltalte os bestemt! Vi cyklede langs kysten, holdt udkig efter en mulig soveplads. Vi stødte på en sød lokal, der anbefalede os at sove på østkysten, hvor der var den skønneste strand. Vi kørte ned af en skovsti, nåede stranden, som hun havde anbefalet os, og fandt den perfekte plads til vores soveposer.


Efter et par hundeluftere var gået hjem, havde vi hele stranden for os selv. Solnedgangen var smuk, selvom vi ikke fik den at se ud over havet, men til gengæld fik vi solopgangen. Klokken 5 var vi vågne for at se den smukke solopgang, men vi lå så lunt og godt i vores soveposer, og lyden af bølgeskvulp var så beroligende, at vi hurtigt faldt i søvn igen.

Vi havde trangia med , så vi kunne lave os en kop morgenthe/kaffe, men havde glemt tændstikker! Nå ja, det var jo gået meget hurtigt med at få pakket og komme hjemmefra. Intet problem er dog så galt, at det ikke kan fikses. Tændstikker, yoghurt og morgenbrød blev købt på en campingplads, og så nød vi ellers morgensolen, udsigten til havet og morgen theen, inden vi igen hoppede på cyklerne.
Vi var godt ømme bagi – hvorfor havde vi ikke taget vores cykelshorts med? Nå ja, det var jo gået meget hurtigt med at få pakket og komme hjemmefra. Dem må vi huske næste gang. For dette er helt sikkert noget, der gerne må komme en Del 2 af. Hvilket eventyr man kan få på så kort tid. Danmark har mange øer, og når det sværeste er at komme afsted og ikke at være afsted, så er det bare at komme afsted.

Vi er ikke cykelmygge, vi ejede ingen cykeltasker, cykelerfaring, intet dyrt udstyr. Vi har bare en sovepose, en almindelig cykel og en lyst til at sige ja og opleve noget nyt, og det kom der et skønt micro eventyr ud af. Et eventyr der ikke kostede andet end en lille weekend og en færgebillet. Nu har vi cykeltasker ikke blot fyldt med soveposer og en trangia, men også tasker fyldt med fantastiske minder fra en god sommer i godt selskab. Hvor er jeg glad for at have en datter med masser af gode ideer J

One thought on “Spontant sommereventyr på Samsø”
Hvor godt at i kom afsted.
Flotte billeder fra Samsø