“Det der tøj”, sagde Emily, Karens datter “Er beviset på at ALLE kan dyrke friluftsliv!”. Vi sad på de fine nye bænke, ved den fine nye bålplads i Skovstruplund og nød en kop aftente, mens vi ventede på at desserten bagte færdig i reflektorovnen.

Det var Karens bukser og sandaler Emily hentydede til. Karen havde ikke været så veloplagt da hun pakkede til dette microadventure, så hun havde glemt at pakke sko og måtte gennemføre turen i sine almindelige (pæne) sandaler. I stedet for de praktiske bukser fra Engelsons var der røget et par blomstrede hyggebukser med i oppakningen. Så der sad hun ved bålet og så helt almindelig, og ikke særlig hardcore friluftsagtig ud. Og det er godt set af Emily, og det er en vigtig pointe: til den slags friluftsliv vi laver skal det IKKE være en barriere om man har hylderne fyldt af det, der kan købes i Spejdersport. Alle kan gøre det vi gør, med det tøj og de sko de har. Husk det!

Der er en første gang for alle ting (også for at glemme sine sko åbenbart 🙂 ) og med denne tur havde vi premiere på hele to ting: det er første gang vi gennemfører et fælles microadventure i juni måned! Og så blev det vores første microadventure på cykel. Mette er stort set vokset op på to hjul, og synes vi burde bruge cyklen meget mere på vores eventyr. Men Karen er ikke ret gode venner med jernhesten, og det krævede et vist pres og et løfte om en MEGET kort distance at få hende overtalt.

Turen gik til Skovstruplund, lige syd for Gistrup (her!). Og planen er, at vi skal på tur herud hvert år fremover. Skovstruplund er nemlig et helt nyetableret skovområde, og vi synes det kunne være rigtig sjovt at tage ud og overnatte det samme sted år efter år, og på den måde følge med i hvordan sådan en helt ung skov vokser op. Skoven er etableret på begge sider af en vej, på tidligere landbrugsarealer tæt op ad den eksisterende skov i Lundby krat. Den tørre sommer i 2018 var temmelig skrap ved de små træer, og foreløbig skal man se godt efter for at få øje på skoven. Især på den østlige side af vejen, hvor vi  nærmest svømmede rundt i valmuer. Lærkerne sang, bierne summede, og livet var faktisk temmelig dejligt.

I samarbejde med Aalborg kommune har Skovstrup Borgerforening etableret nogle rigtig fine faciliteter i Skovstruplund. En stor flot bålhytte, et fint brændeskur og en fin bålplads. Det hele var så nyt at det næsten skinnede da vi var der, det var indviet blot en uge forinden. Lad os håbe det bliver ved med at være lige så fint og indbydende i årene fremover.

Vi fik snart tændt bål og foldet reflektoovnen ud. Dagens menu af lammerack og kartofler og grøntsager vendt i pesto blev sat over, og vi skyllede ventetiden ned med et glas hvidvin. Det er bare SÅ hårdt at være på microadventure 🙂

Karens datter Emily sluttede sig til os netop da vi havde skåret kødet ud og var klar til at spise. Det der med at dukke op, netop til spisetid er vist sådan en sjette sans børn og unge har. Men der var jo mad nok til os alle tre, og efter en hurtig opvask kom reflektorovnen på arbejde igen, denne gang med en omgang chokoladefondant med flydende karamel-fyld. Det var en rigtig fin aften ved bålet.

Blot 4 dage efter midsommer bliver det først rigtigt mørkt omkring midnat. Det var altså dårlig nok tusmørke da vi slukkede bålet og gik ud i den spirende skov for at finde et godt sted at overnatte. Det blev så på en af de kommende stier, da der var alt for bumlet i furerne mellem de små træer.

En anden fordel ved at undgå det høje græs er selvfølgelig at vi udsætter os for færre flåter på den måde. Flåtbid kan godt være en alvorlig ting, og vi ser mange opslag på facebook med friluftsfolk der har hele horder af flåter på tøj og hud efter ture i det fri. Mette har (7-9-13) aldrig haft en flåt, Karen fandt en på sit ben morgenen efter denne tur.

Som det fremgår af denne beretning, så er det her ikke nogen særlig vild og kompliceret tur, og vi mener det virkelig når vi skriver, at det vi gør kan alle gøre. Man behøver jo ikke lave mad over bål hvis man synes det lyder svært (men det svarer altså stort set til at grille, og det kan de fleste jo finde ud af!), og har man ikke en bivibag som vores, så kan man da lægge en regnponcho eller andet over sig. Eller leve med at duggen falder og gør soveposen lidt fugtig. Det er under alle omstændigheder en virkelig dejlig oplevelse at lægge sig til at sove udenfor sådan en smuk juninat. Og man skal ikke være ked af, at være sådan en, som aaaltid skal op om natten og tisse… For så kan man opleve hvor smukt det er. Læs blot her om Mettes nat:

Jeg vågnede som sædvanlig kl 2 og skulle tisse. Da det var ordnet var jeg lidt for vågen til bare at falde i søvn igen. Så jeg lå og nød synet af halvmånen, som lige var stået op og var stor og gul. Og så så jeg det VILDESTE stjerneskud jeg nogensinde har set. Det var synligt så længe at jeg både nåede at overveje om jeg kunne filme det, og at spekulere på om det mon var et fly. Jeg fulgte det med øjnene næsten helt ned til horisonten, og jeg lå faktisk og ventede på at høre braget fra et nedslag. Det kom dog ikke. Hvad der derimod kunne høres kort tid efter, var den første morgenfriske fugl som gav sig til at synge. Der er altid en enkelt der starter, og har en fin solo et halvt til et helt minut. Så stemmer resten af koret i. Og det er endnu en rigtig god grund til at tilbringe en nat i det fri. Se og hør på nedenstående video som er optaget mens jeg lå i soveposen. Den lysende plet til højre i billedet er månen.

Jeg lå vågen en time og nød alt dette, vel vidende at jeg den følgende arbejdsdag ville komme til at være søvnig. Men somme tider skal man bare være i nuet og nyde det. Jeg kom til at tænke på den norske sang “Vi skal ikkje sova bort sumarnatta” (lyt til den her)

Vi skal ikkje sova bort sumarnatta, ho er for ljos til det. Då skal vi vandra isaman ute, under dei lauvtunge tre. Då skal vi vandra isaman ute, der blomar igraset står. Vi skal ikkje sova bort sumarnatta, som kruser med dogg vårt hår. Vi skal ikkje sova frå høysåteangen og grashoppespelet i eng, men vandra i lag under bleikblå himlen til fuglane lyfter veng. Og kjenna at vi er i slekt med jorda, med vinden og kvite sky, og vita at vi skal vera isaman like til morgongry.

De lyse sommernætter – åh de er bare gode for sjæl og sind! Vi var nødt til at sove en god del af natten, for at være klar til at passe vores arbejde dagen efter. Men det er også forrygende skønt at vågne en sommermorgen under åben himmel, i en skov som endnu ikke er så høj at træerne kaster skygger. Vi kommer til Skovstruplund igen næste år, og i mellemtiden vil vi endnu engang opfordre dig der læser dette til også at komme ud og sove en nat under åben himmel. Hvad enten du har gjort det mange gange før (så ved du jo hvor dejligt det er og der er ikke noget at betænke sig på!) eller det i så fald vil være første gang. Læg dig ude en sommernat i din ferie, hvor det måske ikke gør så meget hvis du ikke får verdens bedste nattesøvn. Du får helt sikkert en dejlig oplevelse. Gør det, gør det, gør det!