Om 2 måneder runder vi 5 år som microadventurers. 5 år med en tur hver måned, det giver en del ture at skrive om, men det må ganske ærligt erkendes, at ikke alle turene her bagefter fremstår lige episke og egnede til formidling på bloggen. Somme tider er vi jo bare kørt et sted hen i bil, lavet mad og overnattet i en shelter og taget på arbejde igen næste morgen. Og selvom alle turene, uden undtagelse, har været dejlige, så er der ikke altid så meget at fortælle om dem. Nogle ture husker man heller ikke så tydeligt, med mindre man så tager et kig på hvad vi har af billeder fra den tur. Så myldrer minderne frem, også selvom vi faktisk tager flere dårlige billeder end gode.

 

We did a year of microadventure

I august 2015 rundede vi et år med microadventures hver måned. Vores 1-års “jubilæumstur” var i princippet ikke specielt episk: vi tog ud for at overnatte i en shelter, som vi dog ikke kunne finde (det viste sig den var fjernet), så kørte vi til en anden, hvor vi lavede mad, overnattede osv. Men turen blev alligevel i høj grad mindeværdig på grund af to ting. Den ene var, at vi på denne tur i DEN GRAD fik herrebesøg (wuhu!) og det var meget uventet. Den anden årsag havde jeg faktisk glemt, men det var så et af de minder der blev hjulpet på vej af vores fotos. Eller rettere video.

Årsagen til at årsdagen skulle være så enkel var nemlig, at vi ville benytte anledningen til en video recap af de 12 microadventures vi havde været på. Vores guru, Alistair Humphreys, havde lanceret 2015 som “Your year of microadventures”, og opfordret til at man lavede “I did a year of microadventures” -input når året var gået. Vi var jo tyvstartet i september 2014, og ville derfor komme først med et indslag. Aftenen skulle derfor gå med at fortælle om alle vores ture, på engelsk selvfølgelig, og optage det på video.

Da det kom til stykket blev denne recap alt alt for lang til at fungere som et hurtigt “woohoo I did it!” indslag på Facebook eller Instagram. Så vi har aldrig brugt disse videoer til noget. Forleden faldt jeg over dem på computeren, og så det hele igennem. Det var virkelig sjovt at se, og faktisk en forbavsende fin gennemgang af 12 microadventures i Nordjylland. Vi gør os lidt forskelligt på video; Karen har boet mange år i England og været engelsk gift, og er klart mest flydende rent sprogligt. Mette er teamets linselus og tydeligvis den der er mest tilpas med at blive filmet. Der er en del “kører den?”/”cut Elly” ind imellem, men i bund og grund er det fin formidling (når vi selv skal sige det 🙂 ). Inklusiv pandekager med nyslynget honning, rødvin og en endnu ikke afsluttet diskussion om hvilket dyr det var vi så den morgen i februar efter en vandring på de Himmerlandske heder. Du finder “We did a year of microadventure – the movie” her:

Og hvis du faktisk bare sidder og venter i spænding på at læse om det der herre-besøg, så må du hellere vente med videoen til senere 🙂

Den forsvundne shelter, og den fejlplacerede

Som så mange andre friluftslivsnydere finder vi shelterpladser ved at kigge på udinaturen.dk Til denne tur havde vi ledt efter en plads tæt på Aalborg, eftersom det vigtige ved turen var at have tid og rum til vores store video-projekt. Valget faldt på en shelter i Drastrup som er et skovrejsningsområde omkring en tidligere grusgrav. Det ligger meget bynært og er ganske spændende natur. Men efter lang tids søgen måtte vi bare konstatere, at den shelter simpelthen ikke var der. Vi fik siden opklaret, at den havde tiltrukket et ærgerligt klientel og var blevet anvendt på en meget uønsket måde og derfor fjernet. Så skal den selvfølgelig også fjernes fra kort og oversigter… Det er “#¤%&/§? irriterende at friluftsfaciliteter som stilles til rådighed for alle og finansieres af vores fælles offentlige midler ikke bliver behandlet ordentligt! Det er desværre ikke et ukendt fænomen, og det gælder især de shelters som ligger let tilgængeligt, bynært, men en smule afskærmet. Her er åbenbart fri leg for trælse typer. Øv!

Vi måtte jo finde en plan b. Himlens sluser åbnede sig og vi søgte ly i bilen mens vi søgte efter nærliggende alternativer. Og valget faldt på denne plads ved Hornum Sø i Himmerland. Og her vil vi bare sige, at man ABSOLUT ikke skal lade sig narre af kortet, for shelteren ligger ikke i nærheden af der hvor den er markeret på kortet. Men derimod på den anden side af søen. Vi kunne nok have ledt længe, hvis ikke der havde været så fin skiltning. Nogle af de faciliteter der er lagt ind på udinaturen er tilsyneladende læsset ind med skovl af en skeløjet!

Girls night out – med herrebesøg

Hvorom alting er. Søen og shelteren var fundet. De lå på hver sin side af en lille lund. På søsiden var der solskin og et bord-bænkesæt hvor vi slog os ned med nogen skepsis og skæven til de vilde og voldsomme skyformationer som prægede himlen. Vi satsede på velvilje fra vejrguderne og fandt trangia, pandekagedej og nyslynget honning frem. Samt den obligatoriske flaske rødvin, som vi havde valgt med stor begejstring, da vi så etiketten: Girls night out! Den perfekte vin for os 🙂 og i vores begejstring købte vi faktisk to flasker af den. Hmm, jeg kan ikke riiigtigt huske om vi så også drak dem begge??

 

Og så gik vi ellers i gang med pandekagebagning, rødvinsdrikning og videoproduktion. Vejret holdt, heldigvis. Og bedst som vi sad der og filmede og smaskede i pandekager med flydende honning kunne vi høre en del lyde fra sheltersiden af lunden. Lyde af biler der kom, bildøre der smækkede, folk der snakkede. Og så, lige pludselig, var vi omringet af omkring 20 mænd med hunde.

Omringet, som i helt bogstavelig talt! Velafrettede hunde heldigvis, og rimeligt velafrettede mænd også, for da de havde fået stillet deres første nysgerrighed om hvem vi var og hvad vi lavede koncentrerede de sig helt om det de var kommet for: at træne deres hunde til jagt. Der var gå og stå, bliv der og kom her øvelser i rundkreds, og der var øvelser hvor hundene skulle aportere en død and som igen og igen blev kylet ud i vandet. Den var ret usammenhængende efter et par gange. Det var ikke alle hunde der bare lige sådan ville springe ud i vandet, og det var ret skægt at se hvordan de forskellige hundejere arbejdede på at få deres hunde til at gøre som den skulle. Men det gav helt klart ikke gode betingelser for videoproduktion, så vi ventede og ville gøre resten færdig når hundemændene var kørt hjem.

Men de blev bare hængende! Da træningen var færdig kom hundene ind i bilerne, men snakken fortsatte udenfor. Mørket var så småt ved at falde på, og vi følte os ikke helt tilpas ved at lægge os til at sove før de sidste var kørt. Efterhånden var de fleste alligevel kørt, pyh ro og fred tænkte vi, men nej: plof pifff, den umiskendelige lyd af dåseøl der bliver knappet op. Den hårde kerne blev stående og skulle lige have en enkelt eller to inden de kørte hjem. Suk!

Da der omsider blev ro var himlen klar og fuld af stjerner. Vi syntes det var en skam at ligge i den (lidt skumle) shelter i så fint vejr, så vi arrangerede os for natten på græsset tæt ved.

Tørvejret holdt ikke. Og det var jo fint at prøve at opleve hvordan det er at ligge i regnvejr i sin bivibag. Det var ikke ubetinget nogen succes. Mettes hjemmelavede model kunne ikke lukkes tilstrækkeligt til at undgå at der kom vand ind ved åbningen omkring ansigtet. Og selvom Karen godt kunne lægge låg på sig selv, så fik hun det alt for varmt og indelukket. Så vi valgte ret hurtigt en retræte til shelteren. Der var jo fint den var der, og det var fint at lære, at vi har brug for ly når det regner, selvom vi ligger i bivibags.

Alt dette husker jeg når jeg ser billederne, ellers var meget glemt. En anden ting jeg husker fra den nat, var lyden af det nærliggende korntørringsanlæg. Sådan et gider vi ikke sove i nærheden af en anden gang, men de er jo ikke markeret på Udinaturen kortet 🙂