Ikke noget at jamre over
Som du måske har set, har vi en kategori her på bloggen som hedder “Mette og Karen anbefaler”. Og det første blogindlæg i den kategori handlede om Blokhus, hvor stranden og klitplantagen er fantastiske rammer for microadventures (læs eller genlæs blogindlægget her). Blokhus ligger i Jammerbugt kommune, og når det gælder rammer for microadventures og friluftsliv, så er der virkelig ikke noget at jamre over i dette område. Omkring 15 km syd for Blokhus ligger Fosdalen og Langdalen plantage, og her indviedes i maj 2018 en flot ny vandrerute, som i lighed med panoramaruten ved Mariager fjord (som vi besøgte i maj sidste år) er certificeret efter den tyske kvalitetstandard ved Deutsches Wanderinstitut. Da der tilmed er fri teltning i Langdalen Plantage var der god grund til at sigte på Jammerbugt til april måneds microadventure.
Og det skulle være i april. For i april blomstrer anemonerne, og dem har vi klart en svaghed for. En apriltur til Fosdalen har stået på vores ønskeliste siden Mette for et par år siden havde en fantastisk tur derude med sin datter. På en vandring af Nordsøstien og Hærvejen førte ruten gennem Nøddedalen vest for Fosdalen, hvor et fantastisk og spektakulært smukt landskab, iklædt anemoner og kodriver helt tog pusten fra os.
Så målet var vandring på den nye vandrerute mens anemonerne blomstrer, en afstikker til Nøddedalen og derefter overnatning i Langdalen plantage. Den certificerede rute er 11 km, og det ville blive for langt til en eftermiddags/aftentur, når vi også skulle omkring Nøddedalen. Men vi tog den vestligste halvdel af ruten, og vi tager ikke munden for fuld når vi siger det er en af de skønneste ture vi har gået.
Vi passerede en løber da vi sidst på eftermiddagen drejede ind på en parkeringsplads i Langdal plantage, derudover mødte vi ingen mennesker i skoven denne aften. Hvis du gerne vil opleve roen og freden i naturen, så tag ud før 8 om morgenen, eller efter 17 om eftermiddagen, det kan godt være du møder os, men ellers kommer der sjældent nogen 🙂 Det havde småregnet på turen ud til plantagen, men regnen var holdt op inden vi var klar til at begive os afsted, og vi havde meget fint vejr at gå i. Desværre betød regnen at anemonerne hang lidt med hovederne, så det var ikke den samme sølvlysende oplevelse som Mette havde haft med sin datter. Til gengæld frigav den lette regn en mangfoldighed af friske og sarte dufte fra planter og jord, og det var en sand sansesymfoni at begive sig ind i skoven.
Udover en stimulerende og interessant linjeføring, og et godt og fjedrende underlag, udmærker vandreruten sig ved at være fremragende skiltet. Man er aldrig i tvivl om vejen, samtidig med at skoven ikke er plastret til med skilte.
På nogle dele af turen forløber den nye vandreture sammen med Nordsøstien og Hærvejsruten, og der er ikke noget at sige til, at ruterne ligger tæt i dette område, som virkelig er værd at udforske til fods. Og man må glæde sig over de mange forskellige linjeføringer, for det giver virkelig mange muligheder for små og store rundture i området, så der er noget at komme efter for enhver.
Vi fulgte vandreturen fra P-pladsen vest for Tranum og ned til bunden af Fosdalen. Det er altid en god oplevelse at vandre ned gennem Fosdalen, også i et tørt forår, hvor åen i dalens bund næsten er udtørret. For enden af Fosdalen drejede vi så til venstre og fulgte Hærvejen for at komme over til Nøddedalen. En del af ruten her forløber som en trampesti i udkanten af en mark, og det er en rigtig fin løsning som giver god variation på ruten og mulighed for udsigter i landskabet.
Selvom solen og anemonerne altså ikke skinnede var det igen en fantastisk oplevelse at gå ned gennem Nøddedalen. Ligesom i Fosdalen følger stien bunden af en slugt, men Nøddedalen er langt mere snæver, og man går ligesom i bunden af et stort V.
Har du hørt om ’Shinrin-yoku’? Det er japansk og betyder sådan noget som “skovbadning”. Og er altså en anerkendt behandlingsform i Japan for en række lidelser. Skovbadning går i al sin enkelthed ud på at gå en tur i skoven og fokusere på, hvor du går og hvad, du ser omkring dig. Det handler ikke om at gå raskt til, tilbagelægge en bestemt afstand eller hæve pulsen – tværtimod. Filosofien er, at skoven skal opleves fuldt ud og tages helt ind; lydene, duftene, livet i skovbunden og mellem træerne. Hvis du selv regelmæssigt kommer i naturen, så ved du også at det virker. Vi tog en ordentlig dukkert i Nøddedalen, og trak vejret heeeelt ned i maven bagefter. Bortset fra altså at vi blev forpustede da vi gik tilbage, for det gik jo ret stejlt op ad bakke 🙂 Men så blev vi også belønnet med denne udsigt:
Tilbage ved bunden af Fosdalen slog vi ind på vandreruten igen. Lav sol, godt underlag og vekslende udsigter gjorde turen til en sand fornøjelse, selvom vi godt kunne mærke det var ved at være tid til at runde turen af, slå lejr og få noget mad i maven.
Vel tilbage til bilen og vores oppakning i Langdal plantage lovede vi hinanden at komme tilbage og gå hele vandreruten en anden gang. Men nu var det tid til at finde et godt sted at sove. Men fri teltning var det bare et spørgsmål om at finde et plant sted som lå lidt væk fra stierne. Det sted vi endte med at finde var lidt for tæt på en sti for Mettes smag, men Karen påpegede at vi jo ikke havde set andre mennesker hele aftenen, og de næppe kom rendende nu, hvor mørket begyndte at falde på.
Så frem kom trangia, rødvin, og ingredienserne til aftensmaden, som var en næsten tro kopi af denne lækre ret, blot med hjortebøffer i stedet for lammemørbrad. Mens vi lavede mad begyndte det at småregne, og det var SLET ikke en del af planen. Vi havde set frem til en nat under åben himmel, og det er bare ikke det samme at vågne under tarpen, som at vågne med udsigt til træer og himmel. Men vådt udstyr ville vi jo ikke have, så mens Karen passede madlavningen satte Mette tarpen op, så rygsækkene kunne komme i ly. Og så blev det altså ikke til mere end en smule drypperi.
Vi var trætte. Det var sent, det havde været en lang dag og en frisk vandring, og soveposerne kaldte lige så snart maden var spist og vinen drukket. I nattens løb var Mette som altid en tur ude af posen for at tisse, og da vejret var helt klart pillede hun tarpen ned. Behøver vi skrive, at Karen først opdagede det næste morgen, da vækkeuret bippede?
Vi snuppede lige et morgen-skovbad, og således afslappede og glade afsluttede vi april måneds microadventure i Langdalen og Fosdalen plantage. Et sted som i den grad får vores anbefaling.