I 2017 faldt sommeren i maj måned, og vi var så heldige at have planlagt et microadventure netop den dag.

Mariagerfjord kommune fik i 2016 certificeret en 10 km vandrerute mellem Bramslev bakker og Hobro efter et tysk system for den slags, og når man går turen forstår man godt at den fik denne høje status. Panoramaruten ved Mariagerfjord fører gennem varierede landskaber, og næsten hele tiden med udsigt til Danmarks smukkeste fjord. Vi gik turen en eftermiddag efter arbejde, og havde blot vand, lidt hurtig mad og et splinternyt Trangia27HA med i rygsækken. Der går dyr (får, geder, kvæg) i det meste af det område ruten forløber i, så overnatning her var no-go efter de internationale “Mette&Karen-vi-vil-sove-i-fred” regler.

Det er svært at skrive beretninger om det at gå. Det kræver måske en mere poetisk åre, eller at man har oplevelsen i frisk erindring og endnu kan skabe mening i det mylder af tanker, indtryk og følelser der opstår undervejs. Her kommer et par billeder fra turen, og bagefter når vil til fortællingens dramatiske højdepunkt (og så er vi slet ikke færdige endnu).

Vi var på vej op ad en bakke. En af den slags hvor man ikke ser landskabet bagved, men har himlen som baggrund på vej op. Vi gik på fasttrampet græs med el-hegn på begge sider, det kunne vel ligne en drivgang, sådan ca 3 meter bred. Og pludselig. Kommer et hoved med lange, spidse, uhyggelige horn frem på toppen af bakken…

Vi syntes i den grad drivgangen var for smal til os og uhyret, som viste sig at have ikke blot en aflægger, men hele to i kølvandet. Første indskydelse var at kaste sig ind under elhegnet og komme i sikkerhed på den anden side. Men se nu lige her, det var jo slet ikke nogen løsning:

Var vi nået til vejs ende, både på ruten og vores liv? Ville vi nogensinde få passeret denne bakketop med rygsække og værdighed i behold? Mens vi i panik overvejede vores muligheder passerede problemet forbi i sindigt tempo.

Resten af turen forløb uden dramatiske hændelser. Vi fandt et sted med ekstraflot udsigt til vores aftensmad-pause. Aftenen faldt på og solen gik ned og det gjorde ikke landskabet mindre bedårende.

Hvis der er en enkelt ting man kan ærgre sig over ved Mariager fjord er det antallet af primitive overnatningspladser. Meget af landskabet her er privat eget og/eller fredet, og der er ikke mange sheltere at gøre godt med. Terrænnet indbyder heller ikke til en pirat-overnatning i skovbunden, som enten står delvist på højkant, er meget våd eller befærdet af husdyr. Men der er skam perler i denne skattekiste, og de er værd at gå efter.

Vi valgte Stinesminde havn. Som i sig selv er en tur værd. Her er der med midler fra RealDanias Stedet Tæller pulje etableret fine faciliteter for besøgende. Bag bygningen med toiletter og opholdsrum fandt vi den fineste lille lejrplads. Klokken var mange og vi havde spist aftensmad og skulle egentlig bare i poserne. Men der var en bålplads OG en nydelig stabel med tørt og flækket brænde. Det ville simpelthen være en fornærmelse af disse fine forhold ikke at tænde et bål.

Så var det ellers bare at ligge og nyde lyden af vandet der klukkede i havnen og vinden der hviskede i sivene. Ind til det blev morgen og tid til at nyde en kop the liggende i posen, en hurtigt tur rundt på havnen (uden posen), og et besøg hos bageren i Terndrup (anbefales!) på vej tilbage til arbejde.