Beretning om en jomfrusejlads

Vi har længe ønsket at kunne tage på flere vandbaserede hverdagseventyr. Kano er en fin mulighed, men involverer en del besværlig logistik. Vi har haft kig på packrafts, som er små oppustelige både som er lette og kan pakkes sammen og bæres i rygsækken. Men de er lidt pebrede, prismæssigt. Så en dag var der en oppustelig 2-personers kajak til salg i Nordjylland, vi sprang til, og blev dermed klar til at indtage de nordjyske vandveje, wuhuuu!

Af mange mulige åer og vandløb valgte vi Simested Å til vores jomfrusejlads. Åen er fredet på en længere strækning, men de sidste 3-4 km ned til udmundingen i Hjarbæk fjord må man gerne sejle. Vi syntes det var en lidt tøset distance, ikke en rigtig udfordring for et par ægte eventyrere. Så vi tænkte vi kunne padle videre i fjorden, enten til Skals, hvor der ligger en shelterplads, eller til Hjarbæk, hvor vi kunne overnatte på stranden. Lige i åmundingen kunne vi dog også se der lå en lille hjerteformet ø. Og vi var ret begejstrede ved tanken om at gå i land der, og overnatte på vores helt egen ø. Det ville så give godt 1 km padling op ad åen den næste morgen, til en bro hvor vi kunne tage båden på land.

Der var altså masser af ubekendte og usikre momenter ved dette eventyr: Vi vidste ikke hvor sødygtig kajakken var, eller hvor egnede vi var til at håndtere den. Vi vidste ikke hvordan forholdene var for at sætte den i vandet og selv komme helskindet (og tørskoede) om bord. Vi vidste ikke hvor langt vi ville komme og hvor vi kunne overnatte. Om vi kunne padle op af åen, mod strømmen. Vi var hoppet direkte ud af vores komfortzone og vi var totalt eksalterede over det!

Sikkerheden først! Vi syntes måske ikke at redningsveste var helt nødvendige på selve åen, men skulle vi ud på fjorden var det et must. Karen havde nogle veste på lager som vi tog med, og for en sikkerheds skyld tog på da vi skulle ombord i kajakken. Ombordstigningen forløb i det store hele uproblematisk, hvorefter der straks opstod et problem: vestene! De var alt for brede til at komme ned i kajakken med os inden i, de stødte på kanten, og blev skubbet helt op under vores armhuler og hager. Det var meget ubekvemt og så helt iditotisk ud. Vi var flade af grin og desuden ved at smelte af varme, så de røg af lige med det samme. Resten af turen lå de bare i kajakken og var i vejen. Når vi en dag tager en tur på åbent vand skal vi have nogle mere padle-egnede veste!

Og vi sejled ned af ååååen! Sol og sommer, glitrende insekter, en god strøm og vinden i ryggen. Vi behøvede faktisk ikke padle ret meget, bare sørge for at holde retningen. Det var godt det var dejlig varmt, for vi blev snart våde.

For hvert padeltag fik vi lidt vand fra padlen ned i båden eller på tøjet. Derudover var det en udelt og meget magelig fornøjelse.  Vi testede undervejs om vi kunne padle op mod strømmen, og det kunne vi godt. Det var rart at vide.

Og så nåede vi ret pludselig til åmundingen. Hvor vores ellers ret stille ankomst gav anledning til at store flokke af svaner, gæs, ænder og andre vandfugle lettede. Det var flot og overvældende, og næsten som at være med i en naturfilm fra Afrika 🙂 Eftersom vores kamera og telefoner var sikkert og vandtæt pakket nåede vi ikke at tage billeder af det, så her kommer et billede af hvordan det så ud da fuglen VAR fløjet.

Og der var vores ø jo! Men vi så hurtigt, at den kunne vi ikke gå i land på. Den var dækket af en tæt bevoksning af meterhøje siv og rør, og desuden helt sikkert hjem for nogle af de fugle vi havde skræmt. Vi bestemte i stedet at padle rundt om den og derefter tilbage op af åen til en plads vi havde spottet undervejs. Men snart gik vi på grund! Vandet var meget lavt her, bunden bestod af klæbrigt mudder, og vi måtte skubbe og møve og regere, og pludselig var det som om uanset hvor vi padlede hen skete det samme, der var lavt overalt. Til sidst lykkedes det os at komme flot igen, og så lagde vi kræfterne i for at komme mod vinden og strømmen op i åen igen. Puh, det var nær blevet lidt spændende!

Også den plads vi havde udset os som landingsplads var indtaget af svaner og andre fugle, men de forsvandt da vi kom, og kom ikke igen mens vi var der. Ilandstigningen blev noget præget af det bløde mudder ved bredden, og vi var begge våde og snavsede da vi kom i land. Men sjovt var det 🙂

Uden mad og drikke osv, og vores stolte fartøj skulle jo også navngives. Så vi havde selvfølgelig medbragt en flaske bobler, som dog lige skulle køle af i vandet en stund. Luften var fuld af majfluer, og et eller andet sted i baggrunden var der nogen der havde skruet rigtig højt op for noget arabisk popmusik. Det var en lidt underlig lydkulisse, der ude i naturen.  Det kan dog ikke høres på den video vi lavede af selve den højtidelige dåb, hvor kajakken blev navngivet: Discovery!

 

Meget mod sædvane holdt vi os længe vågne denne aften. Dels for at tage imod Karens datter Emily, som kom for at overnatte med os. Og dels for at nyde synet af fuldmånen der stod op ca 22.40. Her var vi igen heldige, for den kom til syne over en bakkekam, netop på et stykke hvor der ikke voksede træer. Et skønt syn!

Efter en fredfuld nat fulgte en stille og smuk morgen, hvor vi spiste morgenmad, pakkede sammen, kom om bord i kajakken uden problemer (næsten helt tjekket!) og padlede op ad åen til den bro hvor Emilys bil holdt. Den var en skøn første start på dagen, et skønt maj-microadventure, og en skøn indledning på nye eventyr til vands i Discovery!