Hvor mange spiller egentlig kroket nu om dage? Hvor mange gjorde det som børn? Og kan huske den der følelse, når man var den, der fik en fast krokade. Ikke en lille nænsom en, men sådan en ordentlig en, som sender ens kugle langt ud i vegetationen og hvor man skal bruge næsten hele resten af spillet til at komme tilbage på banen igen. Sådan kan man også godt få det på tur, når tingene ikke spiller og flere faktorer bare trækker i den gale retning. Så gælder det om at aktivere den indre omstillingspirat og få gang i en god Plan B.

August måned, 2019. Vi har 5-års jubilæum med vores 1-microadventure-pr-måned koncept. Seje os! Vi har en god plan for månedens microadventure, det skal være en tur i Discovery ned af Ryå. Vi har spurgt os for, og valgt hvad der ligner en passende strækning, med tilhørende shelterplads for enden. Vejret, som ellers har været ret ustabilt de seneste dage, er rigtig fint. Det kan kun blive godt…

Turen startede ved Aabybro mejeri, og det bød jo på den ikke ubetydelige fordel at vi kunne tanke kalorier ved at købe en af deres fantastiske softice. Aabybro mejeri har et fint lille udsalg (og en iscafe, men den var lukket), som i ret høj grad ligner noget fra andelsbevægelsens tid. Der var stuvende fuldt af folk da vi kom, og vi måtte mase os forbi mange kunder, der smagte på ost og snaps, for at komme til ved softice-køen. Det viste sig, at denne forsamling var en kroket-klub på udflugt. Altså, vi vidste slet ikke at der fandtes kroketklubber!! Men det er åbenbart en ret populær ting.

Det er jo (næsten) altid sjovt at få sin horisont således udvidet, og det faktum at der findes en Gærum Kroketklub, og at de er tilstrækkeligt mange medlemmer til at fylde en hel bus når de tager på udflugt, gjorde os virkelig i godt humør. Ikke at mundvigene ellers vendte nedad, for det er da umuligt at sidde i solen og spise softice og være i dårligt humør på en gang.

Emily, som havde kørt os til mejeriet og hjulpet med at læsse af vinkede farvel og kørte afsted med Karens bil. Vi gik ned til åen og begyndte at rigge Discovery til. Vi har sådan en lille opladelig kompressor, og det tager ikke mere end 5-10 minutter at få pustet båden op med sådan en.

Snart var skuden klar og turen ned af Ryå kunne begynde. Hvis du har læst om vores tidligere eventyr med Discovery (den første tur her, og den anden her)ved du også, at det er vigtigt at tjekke at lugerne er skalket ordentligt (dvs bundventilerne er lukket) så kaptajn Mette kan få i det mindste nogle kilometer med tør bagdel. Så vi ventede en stund ved broen før vi padlede afsted. Der var noget vand i bunden af kajakken (ved/i Mettes ende), men ikke kritisk meget, og det lod ikke til at stige mens vi ventede, så det var “all clear” og afsted med os.

Men noget var alligevel ikke helt som det skulle være. Karen mærkede hurtigt at der var ret stille omme på bagerste sæde. Egentlig var der måske ikke noget galt (altså Bortset fra der selvfølgelig stille og roligt kom mere og mere vand ind i kajakken, ikke noget dramatisk, bare, ja, IRRITERENDE). Men microadventure-magien og den gode stemning indfandt sig bare ikke rigtig. Ryå var ikke lige så betagende som Voer å og Simested Å havde været, men havde da bestemt noget at byde på. Måske var det fordi vi for ret nylig var afsted i kano (læs om det her) og stadig kunne huske følelsen, at det blev ekstra tydeligt, hvor tung Discovery faktisk er at padle, og hvor ubekvemt man sidder i den sammenlignet med en kano. Måske var det bare tilfældigt. Men det svingede bare ikke rigtigt, ihvertfald ikke for Mette, som jo også snart begyndte at blive våd om enden og op af ryggen.

Efter ca 40 minutter melder Mette, at hvis der kommer et egnet sted skal vi en tur op på land og lænse Discovery. Men før vi når at spotte et egnet sted er vi pludselig fremme ved den shelterplads ved Birkelse som var dagens mål. Det var både kortere og hurtigere end vi havde regnet med, men det kan godt være svært at vurdere hvor hurtigt vi kommer frem i Discovery, de to andre ture vi har taget gik ad meget snoede åer.

Nå, men godt det samme at turen blev kort, når den nu faktisk ikke rigtig var en fornøjelse for Mette. Discovery kommer på land, mister pusten og bliver pakket sammen i Mettes bil, som var strategisk placeret her. Og så var det ellers meningen at resten af aftenen og natten skulle gå med hygge og stjernekiggeri på denne shelterplads. Men alene i den tid det tog os at pakke Discovery sammen var vores indbyrdes samtale adskillige gange blevet overdøvet af trafikstøj. ØV, det er altså slet ikke sådan det skal være!!!

Vi har to grundregler for vores hverdagseventyr: “Alle kan gøre det vi gør”, og “en tur kan ikke være en fiasko”. Vi kan simpelthen ikke runde turen af på en følelse af ØV, der er ikke engang “type 2 fun” involveret her, vi må virkelig gøre noget for at spille os selv ind på den gode del af banen igen. Vi har bilen med rygsækkene med alt vores udstyr til overnatning og madlavning. Vi kan i princippet køre hvor som helst hen (så længe vi ikke har for langt til arbejdet næste morgen). Vi bliver enige om at opsøge hedearealerne i Hammer bakker, fordi lyngen netop nu blomstrer helt forrygende og fordi vi ved der er flere forskellige overnatningsmuligheder der.

Og dermed fik vi skovlen under den faste krokade og fik drejet tur-karma-hjulet i den rigtige retning. Plan B = Plan bedst, afsted med os.

“Åh nej!” udbryder Karen. “Mine sandaler ligger i Emilys bil!”. Ja det var jo ikke fordi hun havde brug for sandaler i Hammer bakker, men eftersom vi næste morgen ville køre direkte til vores arbejdsplads, stod hun overfor en arbejdsdag med gummistøvler på. “Med mindre”, siger Karen med snedig stemme “Vi lige køber et par nye sko på vejen.” Nye sko, på vejen mellem Birkelse og Hammer bakker. Klokken 18.30? Come on Karen, det kommer jo ikke til at ske!?

Men nu var det altså sådan, at Karen faktisk havde spottet et sko-outlet ud for Aabybro, og selvom de faktisk lukker kl 17.30, så var de ikke færdige med at lukke (hvornår er man så heldig???) så pludselig involverede august måneds microadventure altså også indkøb af sandaler!

Snart var bilen parkeret, og vi fik rygsækkene på og gik afsted ad Hærvejen ind gennem Hammer Bakker. Det var en smuk aften, og den dårlige følelse fra kajakturen forsvandt ud af kroppen. Det er godt at gå. Vi er begge i god vandreform efter sommerens vandreture i henholdsvis Albanien og Jämtland. På shelterpladsen var bålhytten optaget af en familie som hyggede sig med snobrød og skumfiduser. De skulle dog ikke overnatte der (men i telt, hjemme på terrassen). Lidt oppe af skråningen havde en cykelturist slået sit telt op. Vi ønskede familien en god aften og gik videre ud i bakkerne for at finde et dejligt sted med blomstrende lyng.

Ikke alene har vi fundet et smukt sted med en vidunderlig udsigt. Vi er også yderst strategisk placeret mellem to mindre træer, hvilket er vældig heldigt da Lille Sky lidt efter ikke kan holde sig og mangler en potte. Op kommer tarpen, og aftensmaden kan indtages i tørvejr. Stadig med udsigt.

Efterhånden har bygerne passeret, himlen klarer op og vi kan pakke tarpen sammen. Det er årstid for meteorsværmen Perseiderne, som vi på ture i 2015 og 2016 har haft stor fornøjelse af at betragte. Men i år falder Perseiderne sammen med fuldmåne, og det giver for meget lys på himlen til at vi vil blive oppe for at samle stjerneskud i år. Men vi blev siddende i lyngen mens skumring og tusmørke gik over i egentlig mørke, før vi hankede op i rygsækkene og stille gik tilbage til shelterpladsen og indrettede os for natten. Det var virkelig en vidunderlig aften, tilbragt et sted vi slet ikke havde forestillet os vi skulle hen den dag. Men sådan er det jo somme tider når man bliver slået ud af kurs, så kommer man nye og spændende steder hen. Vi sætter fremtidige ture i Discovery på tænkepause, og planlægger en vandretur i Hammer bakker, som indbyder til yderligere udforskning.