Microadventures der foregår på øer har noget særlig over sig, fordi man på en meget fysisk måde har fjernet sig fra et sted (fastlandet) og opholder sig afsondret på et andet sted (øen). Selv en kort færgetur, eller endda en vadetur gennem lavt vand giver denne følelse af at kappe linen til hverdagen. Der er bare ikke så mange øer indenfor vores normale transportafstand, så ø-lejre fylder ikke ret meget på vores microadventure tur-kort: Egholm (2 gange), Samsø og en sandbanke ud for Als. Men nu i september øjnede vi en mulighed for at massere en tur til Livø ind i kalenderen.

Strengt taget kunne vi godt nå at køre til færgen i Rønbjerg efter almindelig arbejdstid, og at komme på arbejde i nogenlunde ordentlig tid næste dag hvis vi tog den tidlige morgenfærge fra Livø. Men så ville vi stort set ikke nå andet end at sove, og det er da en skam at tage så langt som til Livø uden at nå at nyde denne Limfjords-perle. Heldigvis kom der midt i en meget travl periode en mulighed for at tage tidligt fra arbejde og holde den næste formiddag fri, og så gav det pludselig mening at komme væk fra fastlandet. Så kunne vi tage en tidlig eftermiddagsfærge til Livø, og en afgang sidst på formiddagen næste dag, den lå lige til højrebenet.

Men nej da, turen fik lige et twist da Karen sagde: Skal vi ikke spørge Jens om han vil sejle os derover?

Jens er en tidligere (nu pensioneret) kollega som har en sejlbåd liggende i Rønbjerg havn. Karen har et indgående kendskab til denne båd, da det var med praktiske øvelser på den at hun og hendes datter Emily for 2 år siden tog duelighedstegn. Så det var jo en helt oplagt og vældig god ide… Hvis ikke det lige var fordi, at det med sejlbåde i den grad ligger uden for Mettes komfortzone. Mette er grundlæggende meget lidt tryg ved det våde element, og foretrækker helt små fartøjer som kanoer eller kajakker (og ikke alt for langt fra bredden tak!) eller til nød meget store og mekaniserede færger der fjerner enhver fornemmelse af at man bevæger sig på/gennem vand. Sejlbåde der vipper og krænger og er meget tæt på vandet, uuuuh! Men nu handler vores microadventures jo om at sige “JA!” til eventyret, så svaret kunne kun være: “Jo det kunne da være super cool!!”

Selvom Karen proklamerede at hun bestemt havde glemt det meste af hvad hun havde lært, så var det tydeligt at hun straks var i sit rette element da hun kom ombord på Rosalina. Mette var ikke alene udenfor komforzonen, men også helt uden for kompetencezonen. Til alt held viste Jens sig at være en yderst pædagogisk og tålmodig instruktør, og snart stod vi ud af havnen med Karen ved roret og Mette i fuld gang med at sætte sejl. Det er jo en del nemmere at håndtere sin utryghed og latente søsyge når der er praktiske ting der skal gøres, som man kan koncentrere sig om. Og så var der faktisk også overskud til at nyde oplevelsen og synet at Livø der hurtigt kom nærmere. Overfarten blev forlænget med en tur ud omkring Livø Tap, hvor vi spejdede (forgæves) efter sæler.

Vel ankommet til Livø bød vi Jens på en kop kaffe før han sejlede tilbage til Rønbjerg. Og dermed var vores livline til fastlandet kappet, og vi følte det næsten som om vi var på en øde ø. Livø er nok sådan et sted, hvor der enten er vældig meget liv, eller slet ikke noget. Kroen/købmandsgården afvikler igennem hele sommersæsonen en hel række festivaler og private fester (8 bryllupper i år), og der afholdes mange lejre og lejrskoler. Men denne mandag eftermiddag sidst i september var der vist ikke andre på øen end os, forpagteren og den landmand, der driver det statsejede økologiske landbrug på øen. Der var ihvertfald meget, meget stille. Købmandsbutikken var lukket, og erstattet med en selvbetjeningskiosk, men det lykkedes os at opspore forpagteren, som viste os hvor vi kunne finde brænde og gav gode råd om mulige steder at overnatte, når nu vi var så sære at vi ikke ville sove på teltpladsen.

Med adgang til rigelige mængder tørt brænde fik vi hurtigt gang i et bål, og dagens menu: havtaske med rodfrugter og hvidvin, bagt i reflektorovn, kom på plads ved ilden. Og så sad vi ellers og nød hvor stille og fredeligt der var, og forsøgte ikke at drikke al resten af hvidvinen før maden var færdig. Det lykkedes med nød og næppe, og maden var heldigvis værd at vente på. Efter en hurtig opvask blev der sat vand over til te, og reflektorovnen kom på arbejde igen, denne gang med kanelsnegle som skulle dække os ind med både dessert og morgenmad. De fik lidt rigeligt med undervarme, en anden gang vil vi nok vende dem undervejs i bagningen…

Og så var klokken over 21, og dermed langt over vores sædvanlige microadventure-sengetid. Og det var blevet buldermørkt. Mens aftensmaden stod og lunede sig ved bålet havde Karen foretaget en hurtig rekognoscering de steder forpagteren havde foreslået vi lagde os. Og de havde ikke fundet nåde for hendes kritiske blik. Så vi fulgte vores oprindelige plan, og vandrede op mod øens nordende, hvor der både er skov og en strand, hvor der faktisk var angivet en primitiv overnatningsplads beregnet for kajakroere.

Og nu viste det sig, at der var en del mere liv i Livø end vi først havde troet. I lyset fra vores pandelygter så vi både harer og dådyr. Og vi så frøer. Masser af frøer. De hoppede hid og did foran os, så vi måtte passe på hvor vi satte vores fødder. Det var næsten som da vi som børn løb gennem en sommereng og græshopperne sprang til højre og venstre.

Altså bare sådan lidt mere paddeagtigt, massivt og glinsende. Faste læsere her på bloggen husker måske at Mette så sent som i marts havde et noget traumatisk møde med denne del af dyreverdenen på en anden ø i Limfjorden (læs eller genlæs den dramatiske beretning her). Og man kunne jo godt tro at dette hoppende paddeparadis, som Livø viste sig at være, ville give endnu mere panik, for på Egholm havde de trods alt siddet ganske stille! Men Livø-turen var simpelthen den tur hvor Mette havde valgt at gå modig og med oprejst pande ud af sin komfortzone og IKKE blive bange, hverken for at sejle eller for at vandre med frøer. Så i stedet fokuserede vi på hvor stor variation der var i størrelsen, fascinationen af hvor langt de faktisk kan hoppe, og simpelthen forundring over mængden. Der burde VIRKELIG være grundlag for mindst et storke-par på Livø!

Et var vi helt enige om: det gjaldt om at finde et sovested UDEN frøer. Og helst også uden flåter (vi var blevet advaret om at der var mange af dem på Livø). Og helt sikkert også uden klov- og hovbærende dyr. I mørket kunne vi se at vi gik gennem enge og overdrevs-agtige områder, med højt græs og urter, og der var hegn her og der og tydelige efterladenskaber fra køer. I udkanten af skoven kom vi til et højt udkigstårn. Som jo nok kunne byde på natlogi i sikkerhed for flåter, frøer og køer. Karen var meget stemt for denne løsning. Men hun skal jo heller aldrig op for at tisse i nattens løb 🙂

Ikke langt derfra fandt vi en nåleskov med læ, og med en skovbund som virkede meget tiltalende for os – og meget lidt attraktiv for flåter og frøer. Her rullede vi bivibags og liggeunderlag ud, og lod os lulle i søvn af vindes susen i trætoppene og den ikke-så-fjerne lyd af en ko der brølede. Og derudover, så var der bare så stille. Forleden var der en frilufter på facebook der efterspurgte steder at overnatte hvor der ikke var trafikstøj. Og vi kan nu anbefale Livø!

Vi havde ikke travlt om morgenen, for færgen sejlede først kl 11. Så vækkeuret var sat til kl 8.30, og vi sov til vi vågnede af os selv. Oh luksus 🙂 Trangia og kanelsnegle blev fundet frem, og vi nød den fredelige morgen og vores morgenmad siddende i hver sin sovepose. Det generer os ikke at vi normalt skal tidligt op og afsted på vores hverdagseventyr, men det er bare så lækkert når det ikke er nødvendigt. Vi tog os også tid til at udforske øens landskaber lidt på vej tilbage til færgen, blandt andet ville vi gerne finde den primitive lejrplads som var angivet på kortet. Det var nemlig ikke muligt i aftenens mulm og mørke. Vi fandt den, og var glade for at vi ikke havde satset hele puljen på at overnatte netop der!

Der var tid til en kop formiddagste på havnen før færgen fra Mini-line lagde til og vi gik ombord. Til stor undren og forvirring for færgens personale, som ikke kunne forstå hvor vi kom fra. De havde nemlig helt tjek på, at de ikke havde nogen efterladte passagerer på øen fra dagen før. Så de ville gerne vide hvor længe vi havde været på Livø? “3 år” sagde Karen kækt, “Så nu vil vi gerne hjem”. Vi er jo vant til, at vores oppakning og påklædning skaber en vis opmærksomhed, men sjældent har vi oplevet så stor forvirring som færge-folkets. Det burde vel ikke være så svært at regne ud at det er muligt at blive sejlet til Egholm i andre både end netop færgen, men man må give dem, at de havde styr på deres passagerer. Stemningen var munter, vi fik stemplet vores ø-pas og kunne snart gå i land i Rønbjerg. Livø er bestemt et besøg værd, vi kommer gerne igen en anden gang. Færgen sejler fra april til oktober, vil man se øen i vinterhalvåret må man finde en anden Liv(ø)-line.