Juli måned kom, og det blev tid til et nyt microadventure. Danmark er i den grad ramt af sommervejr, så vi gjorde det eneste fornuftige: Vi tog til stranden!

Stranden var i dette tilælde kysten ud for Als, lige nord for mundingen af Mariager fjord. I april måned holdt Mette et foredrag om vores hverdagseventyr på Boldrup museum, og stedets naturvejleder tippede os om dette sted, hvor han flere gange er gået ud for at fiske. Men aldrig har overnattet. Det lød spændende, anderledes og uprøvet, så dette skulle jo klart på vores eventyr-to-do-liste. En varm dag i juli måtte være det perfekte tidspunkt.

First things first: vi skal jo ikke gå ned på kalorier! På enhver krævende ekspedition er det vigtigt at fede sig lidt op på forhånd så kroppen har noget at tære på when the going gets tough. Så første stop på turen var Vebbestrup ismejeri og indtagelse af nogle gevaldigt store og lækre softice.

 

 

 

 

 

 

 

Det var virkelig med regulær kildren i maven vi gjorde os klar til at vandre ud til sandbanken. Vi vidste ikke hvor dybt vandet ville blive, om sandbunden var til at gå på (om der ville være mange krabber og brandmænd, uuuh!), hvor langt og hvor tungt det var at gå derud, om sandbanken overhovedet egnede sig til en overnatning, eller om vi ville ende med en masse meget vådt udstyr når tidevandet satte ind. Kort sagt, små usikkerheder der netop gjorde dette til et eventyr for os.

I praksis viste det sig at være ukompliceret og decideret fornøjeligt at vade ud til sandbanken. Vandet var krystalklart, der var ganske få banker med ålegræs, enkelte muslinger og snegle, men ellers bare fast god sandbund. Vandet var – ikke overraskende – varmt, og nåede på det dybeste sted til lige over knæene. Der var ca 1 km ud til øen, og det kunne da mærkes, men var absolut overkommeligt.

Karen havde taget GoPro kameraet med, og igen må vi konstatere at vi har en del at lære med håndteringen af det, men her er da et billede der viser hvor tæt på verdens ende vi faktisk følte vi var:

Uden vanskeligheder nåede vi ud til øen, og blev en anelse betænkelige ved at se hvor lav den var. Det var klart, at der var dele som var tørre, men også at disse dele jævnligt var overskyllet af vand. Det var tydeligvis lavvande da vi ankom ved 18-tiden, og det var svært at vurdere hvor højt vandet ville komme op når højvandet var på sit højeste. Vi vandrede hele vejen til øens nordende, og derefter næsten hele vejen til sydenden, for at udse os det mest sikre og højliggende punkt at slå lejr på.

Der var en sandbræmme på 3-4 meters bredde som var højere og mere tør end resten, og nu måtte vi så bare vente og håbe på at den kun oversvømmes ved ekstremt højvande eller ved særlige vindretninger.

Bekymringerne måtte vente, for nu skulle der bades! Vi var varme og svedige efter vadning og vandring, og vandet på ydersiden af sandbanken lokkede klart grønt og noget friskere end det vand vi var vandret ud gennem. For to personer som begge er vokset op med Kattegat som det eneste rigtige badevand er det svært at forestille sig et mere perfekt havbad.

 

 

 

 

 

 

 

GoPro kan dokumentere vores inderlige tilfredshed, samt ikke mindst en glad hval tæt på land 😉 Vi håbede nu endnu mere at det kunne lykkes os at overnatte herude på øen, for så vankede der også et morgenbad.

Efter badet slog vi os ned og fandt vin og glas frem. Ret pludseligt begyndte det at blæse, og vi var enige om, at yr.no’s påstand om at der er tale om 3 m/s ikke holder stik. Næste gang vi skal ud må vi

have en vindmåler med. I mellemtiden tog vi mere tøj på, og muntrede os ved synet af en vind i et glas vind.

Der er ikke så meget at lave på sådan en ø andet end at sidde og se på bølger, fugle,vindmøller, sand og muslinger. Og det er en del af pointen med disse hverdagseventyr, at der er tid og ro til bare at sidde og være, at nyde nuet uden at skulle noget med det. Vi får øje på en stæreflok som laver flotte “sort-sol” formationer , men de er lidt langt væk og forsvinder snart af syne. Vi snakker om, at en kikkert kunne have været fin at have. Men kan også mærke at det ikke er rigtig vigtigt.

Omkring kl 20 lavede vi aftensmad, og kunne samtidig konstatere at tidevandet var vendt. Vi regnede os frem til, at det betyder at højvandet topper et tidspunkt mellem midnat og kl 02, og det er selvfølgelig det allermest uhensigtsmæssige tidspunkt hvis vi faktisk bliver nødt til at pakke sammen og gå ind til land. Men vi vlagte at tage chancen. Der var ganske enkelt for fedt her på vores øde ø, til at vi kunne tænke os at forlade den i utide.

På denne tid af året er det længe lyst, men vi skal tidligt op i morgen, så vi ser solnedgangen mens vi børster tænder og gør klar til natten. Sandbanken er ikke helt vandret (men måske sand-ret? #DårligHumorHarViNokAf) og så er det jo godt at have en vandrestav ved hånden. Den var i øvrigt med for det tilfældes skyld, at der var mange fluer eller andre insekter og vi derfor ville sætte en net-kabine op. Det blev ikke aktuelt, heldigvis.

Det blæste ganske kraftigt, men heldigvis ikke fra en retning som var kritisk i forhold til vandstand og bølger. Vi havde lagt os med fødderne mod vinden, og priste os lykkelige for vores vind- og vandtætte bivibags, uden dem havde det været en kold historie, og nok ikke en fornøjelse at sove på øen. Vindens puslen, fugleskrig og bølger var jævnt hen gode lyde at falde i søvn til, også selvom det så bliver en søvn med det ene øje åben for at holde øje med vandet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi blev altså ikke skyllet væk i løbet af natten. Men alt var alligevel ikke helt som det skulle være, for da vi vågnede næsten morgen kl 6 var det overskyet og slet ikke lækkert sommervejr som vi havde forventet (og lidt vænnet os til). Øv. Tilmed var Karen blevet kold om hovedet i nattens løb, og hun var absolut ikke indstillet på at tage et morgenbad. At tage morgenbad er en ting vi gennem alle årene har haft på to-do-listen, eller måske mere på “det BØR vi altså gøre listen”, men hidtil sprunget over, fordi vi bliver nogle tøsedrenge når det er koldt om morgenen. Og hvis ikke vi kan tage morgenbad en juli morgen i den mest sommer-agtige sommer i mands minde, hvor vi tilmed ligger mindre end 10 meter fra vandkanten, hvornår kan man så? Så Mette fandt sin indre viking frem og hoppede i, mens Karen kogte the og passede på at Mettes sovepose ikke blæste væk – det gælder jo om at hjælpes ad 🙂

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Så var det tid at pakke sammen og vade i land. Vandet var noget køligere end dagen i forvejen, men ikke værre end at det stadig var en god oplevelse, og klimaanlægget i bilen bragte hurtigt varmen tilbage i lår og tæer. Vi havder ikke fået morgenmad og var seriøst skrupsultne da vi svingede ind til bageren i Terndrup og nærmest ryddede hylderne. Det var et virkelig dejligt microadventure!