I forbindelse med seneste blogindlæg Hvordan får man en fisk til at grine gik det op for os, hvor længe siden det er vi sidst har været på kanotur. Det besluttede vi straks at gøre noget ved, så maj måneds microadventure blev en kanotur på Uggerby å, med efterfølgende vandring og overnatning i Uggerby klitplantage.

Kanoen blev lejet ved Uggerby kanofart . Ud fra de gode beskrivelser på kanofartens hjemmeside havde vi fundet frem til, at strækningen fra Bindslev til Uggerby ås udløb ville passe fint til en eftermiddag. Kanoture (og andre ture) fra punkt A til B udgør altid en logistisk udfordring, og på denne tur valgte vi at møde denne udfordring med et mix af transportformer. Meget bekvemt passerer Nordsøstien Uggerby å ganske tæt ved udløbet, og det var derfor oplagt at hoppe fra kanoen over i vandrestøvlerne og gå til Hirtshals, hvor vi kunne tage lokaltoget til Hjørring. Hvor vi netop skulle til møde den næste formiddag. Perfekt.

“Vi lægger kanoen m.m klar til jer i Bindslev, kanoen vil ligge på venstre side af elværket og være mærket med dit navn, I gør lige hold i Uggerby på jeres vej til stranden og her aftaler/ betaler for leje af kanoen. Vær opmærksom på at turen tager ca 3 1/2 – 4 time.” Sådan lød beskeden fra Uggerby kanofart. Google hjalp os frem til Bindslev Gl Elværk (som viste sig at være et virkelig smukt sted med masser af faciliteter til leg og friluftsliv), så skulle vi bare lige regne ud hvor “venstre side” så var.

Mens vi gik og ledte efter kanoen kunne vi ikke undgå at bemærke, at der var temmelig mange personer klædt i tøj med tydeligt militært præg i området. Ved siden af vores bil holdt en bus der stod Forsvaret på, og ved elværket holdt en lastbil med indtil flere sorte gummibåde på ladet. Vores mod sank betydeligt ved tanken om, hvorvidt der skulle være en øvelse på åen, og vores microadventure ville blive domineret af grønklædte mænd i sorte gummibåde. Men enten var de færdige med hvad-det-nu-var-de-lavede, eller også huserede de kun på den øvre del af åen, ihvertfald så vi ikke mere til dem da vi først havde fundet vores kano, fået den i vandet og kommet afsted.

Det blev en dejlig, men også lidt udfordrende tur ned ad åen, det krævede en god portion koncentration at styre. Uggerby å er ikke voldsomt bred, den snor sig rigtig meget på denne strækning, og der er en god strøm i. Dertil kom en ganske kraftig vind, som indimellem tog fusen på os, og selvom vi virkelig er superseje til at styre sådan en kano, så hændte det altså mere end et par gange at vi stødte ind i bredden.

 

Nå, det var der heldigvis ikke nogen der så, ihvertfald ikke nogen der kan fortælle det videre 🙂 Vi mødte ikke andre på vej ned af åen, og på bredderne var vores tilskuere et udvalg af firbenede: heste, køer og rådyr.

Efter lidt over en time nåede vi Uggerby, og lagde til ved Kanofartens bådebro for at gå op og betale for lejen af kanoen. Klokken havde rundet 18, og vi følte vi allerede havde padlet langt, og var lidt bekymrede for, om vi kunne klare resten af turen inden det blev alt for sent. Kanoudlejeren kunne oplyse at vi var over halvvejs, men at vi var velkomne til at stoppe hvor vi var nu. Hun kunne godt køre os det sidste stykke ud til stranden, så vi kunne komme videre til fods efter planen. Vi overvejede det lidt, vi kunne jo også høre på hende, at det var mere attraktivt for hende at køre os ud til stranden, end senere at skulle hente vores kano derude. Åmundingen var på grund af vind og vejr vanskeligt tilgængelig i bil. Men da vi så i kanofartens brochure, at den strækning vi havde padlet på en god time var sat til at tage 2-2½ time blev vi hurtigt enige om, at snuppe den sidste strækning også. Og så bare håbe at vinden ikke blev alt for problematisk på det sidste åbne stykke ud mod stranden.

Og hvor var det godt vi tog den beslutning! Det næste stykke af åen var nok det smukkeste på hele turen. Åen løb gennem udkanten af Uggerby klitplantage, der var læ for vinden og åen blev en del bredere og nemmere at padle. Vi skød en god fart fremad, men havde alligevel tid til at nå at se både isfugle, hejrer, et gåsepar med gæsling, flere rådyr og en masse fugle vi ikke kender navnet på, men alligevel havde stor fornøjelse af at betragte.

Næsten før vi vidste af det var vi ude af skoven, terrænnet blev åbent og præget af siv, og kort tid efter kunne vi se den fine gang- og cykelbro over åen, som var vores pejlemærke for turen slutning. Til vores store held havde vi vinden i ryggen på hele det lige stykke efter skoven, og vi susede afsted mod havet.

Karen nåede lige at filme det sidste stykke af turen ud til åmundingen. Vi kunne godt se hvor store bølgerne var derude, og skulle ikke nyde noget af at komme for tæt på selve udløbet. Desuden havde vi jo lovet kanoudlejeren at placere kanoen i sikker afstand fra vandet.

Og dermed var første del af turen slut. Det var en berusende oplevelse at komme ud til stranden, se og høre bølgerne, mærke vinden og solen. Og vi var ikke så lidt tilfredse med vores præstation i kanoen. Den tur der var angivet til 3½-4 timer havde vi taget på 2 ½ time, inklusiv vores stop i Uggerby. #IngenMormorArmeHer

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mette er godt tilfreds

Også var det ellers på med rygsækkene og afsted til fods mod Hirtshals. Da vi var færdige med at tage billeder af os selv og stranden, og havde placeret kanoen forsvarligt var klokken halv otte, og vi overvejede at sætte os for at lave aftensmad inden vi gik videre. Men vi var begge kolde og trængte mere til at bevæge os end til at spise, så vi guffede en plade Rittersport (mørk med hele hasselnødder, mums), moslede gennem sivene og begyndte turen på Nordsøstien.

Der var omkring 14 km fra Uggerby å ad Nordsøstien til stationen i Hirtshals. Vi skulle nå et tog næste morgen kl 8.30, så vi ville gerne tage størstedelen af vandringen inden vi slog lejr for natten i klitplantagen. Så det vare bare at sætte det ene ben foran det andet, indtil det blev tid til at finde et sted at spise og sove.

Det første stykke forløb Nordsøstien sammen med en cykelrute på en grusvej. Det er ikke særligt spændende at gå på grusveje, selvom terrænnet og lyset var virkelig smukt. Vi blev passeret af to mtb’ere, men havde ellers skoven for os selv. Det var jo også ved at være aften, og på den tid er de fleste danskere trukket indenfor til sofa og tv, og det er synd for dem, men var da meget rart for os. Efter et par km drejede Nordsøstien væk fra cykelruten, og slog ind på en rigtigt hyggelig lille sti, som snoede sig gennem træerne lige i udkanten af plantagen. Der var jævnligt kig ud til stranden, hvor aftensolen lyste i de hvide bølgetoppe. Det så utroligt smukt ud, og ikke mindre smukt indrammet af træer. Underlaget var godt og fjedrende at gå på, lige præcis sådan skal en vandresti være!

Klokken 9 havde vi gået næsten 8 km, og vi begyndte at bevæge os ind i et område med sommerhuse. Det bekymrede os lidt, for vi kan jo ikke bare overnatte i folks baghaver. Så da vi et øjeblik stoppede for at nyde synet af den nedgående sol, besluttede vi at gøre holdt for natten i den lille granskov vi netop stod ud for.

“Hvor er vi heldige” udbrød Karen. Og ja, det må man nok sige. Vi er heldige, at vi oplever alle disse dejlige ting. Vi var heldige netop at komme ud af skoven i tide til at se den smukke røde sol. Vi var heldige at der lige netop var en fin tør granskov vi kunne slå lejr i. Vi var heldige at det var muligt at sammensætte dette særlige microadventure med kano, vandring, overnatning og togtransport. Vi er heldige at have så fine områder og faciliteter i Nordjylland. Vi var heldige at Forsvaret IKKE havde øvelse på den del af åen vi havde valgt. Vi er heldige at vi har hinanden at tage på tur med. Men meget af dette er held vi selv har været med til at skabe, vi har bragt os selv i er heldig situation ved at tage nogle gode valg og beslutninger. Vi har kort sagt gjort os selv heldige – og det kan alle andre jo også prøve at gøre! Men vi var godt nok snydeheldige med vejret på denne tur, for dagen før havde det både sneet og haglet, og efter vi var nået frem til vores møde i Hirtshals regnede det mere eller mindre de næste 36 timer.

Det var sent, vi var trætte efter en lang dag, og selv med alt vores tøj på var det svært at holde varmen. Så da vi havde fyldt maverne godt med en lækker ret af dehydrerede ingredienser Mette havde sammensat, krøb vi i soveposerne under hvert vores grantræ. Faktisk fik vi ikke engang drukket vores rødvin op, det siger lidt om hvor trætte vi var 🙂 Natten var kold og stjerneklar indtil ved 3-tiden, hvor der kom en byge. Igen var vi heldige, for vi lå godt beskyttet i granskoven, og bygen varede ikke mere end et minuts tid, så der blev ikke brug for at kravle ud af bivi’en og sætte tarp op.

Normalt spiser vi jo ikke morgenmad på vores microadventures, men da denne morgen bød på ihvertfald en times vandring ind til toget, skulle der nogle kalorier indenbords fra start. En god portion hjemmelavet muesli (find opskriften her) og den sædvanlige kop the blev indtaget mens fuglene sang og kvidrede af hjertens lyst. At opleve en tidlig morgen i skoven (eller andre steder i naturen) er en af de typer held vi synes mange flere skulle udsætte sig selv for meget oftere.

Og så gik turen ellers ind mod Hirtshals. Vi var lidt nervøse for om vi havde tid nok, så vi tog den mest direkte vej, som desværre ikke var Nordsøstien, men derimod cykelruten. Som primært fulgte asfaltveje. Asfalt er endnu mere ærgerligt at gå på end grus, men det går hurtigt, og skoven var stadig vidunderligt smuk, fuld af sol, lysende grønne blade og fuglekvidder. Havde vi haft god tid var der mange spændende skovstier og skovveje vi kunne have fulgt i stedet, men mødet i Hjørring ventede, og hvis vi missede vores tog var der en hel time til det næste gik.

Det viste sig vi ikke behøvede at gå helt ind til Hirtshals. Overfor Nordsøen Oceanarium ligger Lilleheden station, og selvom det krævede lidt “urban offroad” at komme fra stien til stationen var vi der tids nok til at nå toget ½ time før planlagt. Og det var jo rigtig heldigt, for det gav tid nok til en ekstra morgenmad i Hjørring, inden vi (efter hurtigt bad og omklædning) var klar til vores møde på Hjørring Rådhus. Et møde om Naturmødet i Hirtshals (23.-25. maj)- det må være den mest passende måde at runde dette microadventure af 🙂