Er du bange for at få våde fødder?

Lige siden vi i 2014 gik i gang med at tage på hverdagseventyr er vi blevet spurgt at venner, familie og kolleger om vi dog ikke er bange. Bange for ulve, skumle typer, edderkopper, for at fryse eller fare vild, eller for at møde en klovn.

I et land som Danmark, med den natur vi har, er der virkelig ikke den store fare på færde. Fantasi og forestillingsevne kan dog sagtens blæse små risikomomenter helt ud af proportion, som spørgsmålene fra vores omgangskreds jo også viser. Vi har i det store hele ikke været bange for noget, og har ikke på vores ture oplevet noget der gav os anledning til at blive bange. Men der er faktisk noget jeg er bange for. Jeg er bange for at færdes i vand hvor jeg ikke kan se bunden, og for at sidde fast i en mose. Vi kan godt sige at det skyldes traumet fra engang hvor jeg som to-treårig forsøgte at gå ud på en dam med andemad, men jeg tror såmænd bare det er min fantasi der løber af med mig og fortæller mig at det er helt vildt farligt at traske gennem vådområder eller krydse åer med plumret vand. Jeg har krydset vandløb og elve i fjeldet i fin stil. Men et sumpet vandområde vil jeg gå langt for at undgå. Men nu var det altså bare lige den vej vi skulle: tværs gennem et vandområde.

Aprilsolen skinner, og vi er taget til De Himmerlandske Heder for at gå en ganske særlig tur. Man kan ikke nå så meget vandring på et hverdagseventyr, og hvis vandringen skal være eventyrlig kan det være en ide at lægge en udfordring eller et dogme ind. Så man skal gøre sig lidt umage. Vi havde valgt at gå en figur, et hjerte. De Himmerlandske Heder er et vidtstrakt og stort set åbent landskab i det vestlige Himmerland og helt ideelt til denne aktivitet. Så der er tegnet et hjerte op på GPS’en, og så er det bare om at gå gennem lige præcis det landskab ruten vil diktere os.

Forårets første lune dage har lokket hugormene frem – har vi fået at vide af en lokal naturvejeleder – så vi har bevæbnet os med hver sin vandrestav, som vi går og dasker med i den lave lyngbevoksning foran os. Vi nyder solen, udsynet, og den udfordring det er at følge en imaginær rute i stiløst terræn.

Et hjerte en en figur der består af to rundinger – som et nedlagt 3-tal, og et V. Vi er startet med 3-tallet, og alt går fint indtil vi har rundet den nederste bue. Så står vi der. Med udsigt til et større vandområde. Der er uoverskueligt langt venstre om, en tur højre om vil fuldstændig ødelægge hjerteformen på vores rute. Så vi skal krydse vandområdet for at gennemføre vores eventyr. Og jeg tør bare ikke! Jeg ved ikke om Karen er bange for at vade gennem plumret vand, men hun har ihvertfald ikke lyst til at blive våd, og det er primært mig der har den her fjollede ide om at man ikke bakker ud når man er på eventyr, så det er mig der skal overbevise os om at gå videre. Men jeg kan ikke.

Den korteste afstand mellem to punkter er en ret linje. Tværs gennem vådområdet på det snævreste sted går noget der kan ligne en vej eller sti, mellem to sæt trådhegn. At krydse hegnene hvor der ikke er låge eller led er sådan set ikke tilladt, men det er den korteste vej, den er lidt mindre våd end resten af området, og det er den eneste løsning hvis vi skal over med eventyrstoltheden og den hjerteformede rute nogenlunde i behold. Så jeg spænder den mentale livrem og svupper forrest over til tørt land på den anden side, hurtigt nok til at kunne filme Karen tage turen. Og ved i hvad: jeg er simpelthen så flov og forundret over at noget der ser så udramatisk ud på video krævede så meget tilløb!

Og så gik vi videre. Med våde støvler.

Resten af turen forløb uden udfordringer, vi mødte ingen mennesker og heller ingen hugorme.

Man kan ikke overnatte inde på De Himmerlandske Heder, men lige vest for hedeområdet løber Himmerlandsstien, og her ligger en rigtig fin shelterplads. Her hyggede vi os med god mad, et bål for varmens skyld, og et besøg ved den nærliggende kilde, hvis vand efter sigende skal bringe evig ungdom…

Det var en kold og klar nat, og morgenen var iskold og smuk. Vi tog os tid til at varme hænderne med en kop te inden turen gik ad Himmerlandsstien tilbage til vejen, verden og hverdagen. Rimfrosten dækkede alt, der var så stille og helt eventyrligt. Og sjældent har en sti virket mere dragende, end den der førte op over bakken og ind på hederne. Hvem der blot kunne droppe hverdagen for en stund, og vandre ind i solopgangen uden tanke på konsekvenserne. Men den sti fører vist til værre komplikationer end et par våde støvler…