
Bjergbestigning med benspænd og fodfejl
“Mind mig lige om, at jeg skal have karryen med fra min håndtaske” sagde Karen. “Ja ja” mumlede jeg distræt, mens jeg på min telefon prøvede at finde den mest optimale rute rundt mellem de 5 højeste bjergtoppe i Rebild kommune. Og så gik det som det gik, såvel med karry som med diverse andet.
Det er tredje gang vi benytter vores månedlige hverdagseventyr til en bjergbestigning. Vi har tidligere besteget de 5 højeste toppe i Mariagerfjord kommune, og sidste år brugte vi en dag på topbestigninger på Danmarks svar på Hindu Kush, nemlig Jyske ås i Dronninglund storskov. Denne slags eventyr får vores varmeste anbefaling, men lad det med det samme være sagt, at Rebild kommunes toppe ikke helt lever op til vores tidligere bestigninger. De var, sandt at sige, en noget flad oplevelse.
Den mest optimale rute mellem toppene medførte at min bil blev parkeret et sted i Rold skov og vi kørte videre sammen i Karens bil med mig som navigatør. Tilfreds med indsatsen var jeg klar til at stige ud i Hjedsbæk plantage, for at bestige den første top. Lige før jeg svingede fødderne ud af bilen, ud på den mudrede skovvej så jeg ned af mig selv. POKKERS! Jeg havde ikke skiftet støvler da jeg klædte om, fordi mine vandrestøvler var fulde af mudder tog jeg dem bare med ned i bilen. Og så glemte jeg det, og nu stod jeg og støvlerne så i hver sin skov, mere end 10 km fra hinanden.

Karen reddede mig. For hun havde selvfølgelig et par ekstra støvler i bilen. Kontorstøvler blev byttet ud med et par næsten nye (og ret lækre) Blundstones, og så var vi klar til dagens første summit push.

Albæk sekshøje, som er den bjergkæde dagens første top indgår i, havde vi næppe fået øje på, hvis ikke vi havde gennemsøgt kortet for at finde de højeste punkter i Rebild kommune. I dette område, som i dag hedder Hjedsbæk Plantage, ligger omkring 30 gravhøje, formentlig fra bronzealderen, og der er god grund til at tro, at de ligger netop her fordi det er et højdedrag i terrænet, og højene dermed har været synlige på god afstand. Jeg kan godt lide skov, og jeg synes ikke vi har for meget af det i Danmark, men det er nu lidt en skam at alle disse gravhøje nu ligger helt groet til. Den udvalgte gravhøj var tilpas tilgængelig fra stier og skovveje til at vi kunne bestige den uden at gøre vold på den privat ejendomsret. På vej ned igen drøftede vi, hvorvidt en gravhøj egentlig burde kunne tælle med som højeste punkt, de ekstra meter er jo sådan lidt kunstige. Til gengæld udgør gravhøjen faktisk en tydelig og markant top, og dem er der sandt at sige langt i mellem i det danske landskab. Så det er bare lidt sjovere at være bjergbestiger i Danmark, hvis gravhøjene også tæller med.

En meget stor del af Danmarks skove er primært produktionsarealer for træ. Det har jeg ikke noget imod, jeg holder af møbler og byggerier af træ, og det skal jo gro et eller andet sted. Men hvis man er ude efter en naturoplevelse får man en lang næse hvis man trasker gennem sådan en træmark. Vores næste højdepunkt lå inde i et område med nåletræsplantage af den ret så kedelige slags, så der var ikke så meget at distrahere tankerne med. De tanker der fyldte i mit hoved var, at jeg nu helt sikkert vidste, at det var en rigtig beslutning dengang jeg valgte ikke at købe et par Blundstones, selvom jeg synes de er smadderflotte. For de gnavede. Jeg kunne mærke vablerne udvikle sig for hver meter vi gik af de brede grusvej mellem granerne. Og der var endnu langt at gå, før jeg kunne blive genforenet med mine egne støvler. Jeg skævede til Karen, som gik letfodet afsted i sine vandrestøvler. Hun havde allerede reddet mig en gang på denne tur, kunne jeg virkelig være bekendt at sige..
“Æhhm, Karen. Jeg er virkelig glad for, at jeg kunne låne dine støvler. Der er bare det problem, at de gnaver mig helt vildt. Så… kan vi bytte støvler?”
Og så gjorde vi det. Karen er nemlig alle tiders bedste makker. Stående midt på grusvejen, da det var alt for vådt at sætte sig på jorden byttede vi støvler, og så gik det hele meget bedre.
Ikke nok med, at turen ind til vores top nummer to var temmelig uinspirerende, selve toppen viste sig at være indhegnet og bebygget med et antenneanlæg af en art, som jeg ikke vil tøve med at kalde en regulær øjebæ. Selv i en kedelig granplantage. Vi dvælede ikke længere på denne top end det tog at få tisset af bag et grantræ, og så gik turen ned i lavlandet igen.

Hvis top nummer to var en bundskraber, var top nummer tre til gengæld en højdespringer, og ikke kun fordi denne top med 102 m var en af dagens højeste. Sønderkol ligger i Rebild Bakker, toppen (som er flad) er dækket af bøgerøller (krøllede flerstammede bøgetræer), og går man 10 meter længere frem står man med udsigt over Rebild Bakker og Gravlev Ådal. Sønderkol er et ordentligt bjerg, og man bliver også nemt forpustet af at bestige det.

Top nummer fire bød på en gensyn med granplantagerne, Og på det vi troede var toppunktet lå der en forhøjning som rummede noget som måske har været en militær installation. Den var absolut ikke i brug mere, men heller ikke interessant nok at dvæle ved. Især ikke da GPS’en viste, at toppen faktisk ikke var nået. Den lå lidt længere inde i skoven. Og det kan godt være det var en højdepunkt, men nogen top var der altså ikke, og det er faktisk lidt frustrerende at være bjergbestiger når toppen hverken byder på udsigt eller en tydeligt defineret top.
Før vi begav os i kast med dagens sidste top, blev jeg omsider genforenet med mine vandrestøvler. Vi fandt også pandelamper frem (for nu var det blevet mørkt) og tog vores rygsække på, for efter sidste top gik turen til en bålplads i skoven hvor der vankede bålhygge og muslinger i karryfløde.
Dagens sidste top krævede en del off road i varieret terræn, herunder en del vådområder der skulle krydses sikkert. Mørket og de tunge rygsække gav et ekstra tvist af udfordring, og det viste sig mindst lige så vanskeligt at komme sikkert ned fra toppen (som ikke var noget at skrive om) og finde stien frem til bålpladsen.

Vi var trætte og sultne og glædede os til lys og varme fra bålet. Vi har tidligere været på denne bålplads, og vidste at der var et overdækket brændeskur og et flækkeapparat, så det skulle da ingen tid tage at få gang i et godt bål. Også var vi fremme. Det var helt sikkert det rigtige sted. Der var bare overhovedet ikke noget brændeskur. Flækkeapparat og sav stod der endnu, og der lå et par pjaskvåde stammer ved siden af. Det lignede IKKE en hurtig vej til bål og aftensmad. Pokkers!
Vi kan godt lide at vores hverdagseventyr byder på udfordringer, men det skal altså helst ikke være i form af den slags bespænd som dagens tur havde bragt os. Mine manglende støvler, mine vabler, alt for meget rigtig kedelig skov, alt for mange uinteressante toppe, og nu, intet tørt brænde. Vi havde brug for en sejr, vi havde brug for at få tændt et ordentligt bål, sgu! Og vi vidste at vi godt kunne, selvom skoven drev af vand, for vi havde også klaret den udfordring måneden før i Vandværksskoven, at tænde bål, udelukkende med det vi kunne finde i en vintervåd skov. Med sammenbidte tænder gik vi på jagt i skoven efter brænde det var realistisk at få ild i.

Det lykkedes! Der skulle arbejdes for det, længe og regelmæssigt, men vi havde en dejligt bål til at lyse og varme på os mens vi spiste vores aftensmad. Som dog ikke blev lavet på bål – fordi det tog lidt lang tid og vi var virkelig sultne, og som i øvrigt heller ikke blev muslinger i karryfløde, for jeg havde jo IKKE mindet Karen om at huske at få karryen med fra håndtasken (helt ærligt, hvem går også rundt med karry i sin håndtaske??). Men man kan jo altid trylle lidt med det man har i sin bestikpose, og maden smagte vildt godt.

Og så begyndte det at regne. Lige da vi havde sat os til rette med mad og vin. Det er åbenbart sådan en særlig forbandelse denne bålplads har i ærmet til os, for det skete også sidst vi var her. Det kunne vi simpelthen ikke tage os af. Bålet brændte, maden var varm, hvidvinen var ikke helt så kold som man kunne ønske, men gled bestemt ned alligevel. Så vi gav vejrguden en fuckfinger og spiste vores mad i ro og mag, og bagefter lod vi bålet brænde ned før vi krøb i ly under tarpen og tog eksprestoget til drømmeland.
Morgen i skoven er skønt. Regn og blæst var suset et andet sted hen, luften var mild og fuglesangen var fantastisk. Rold skov er ganske befærdet, men hvis man kommer sent og går tidligt på en hverdag, så kan man godt have den for sig selv. Vi spiste småkager til morgenmad mens vi traskede tilbage til bilerne, og filosoferede lidt over, hvorvidt dette havde været et godt hverdagseventyr på trods af eller på grund af de mange benspænd. Godt var det ihvertfald.

Skulle du på trods af alt selv have fået lyst til at tage på bjergbestigning, så kan du finde en vejledning til hvordan du finder frem til toppene her. Som det fremgår af den beretning du netop har læst er det ikke altid de højeste toppe som er de mest episke. En anden måde at finde frem til højdepunkter på er at tage på postamentjagt. Det finder du en beskrivelse af her.
2 thoughts on “Bjergbestigning med benspænd og fodfejl”
Hei Mette og Karen.
Har sans for deres top-turer rundt omkring i de danske bjerge i den “Pihl-ske ånd” forunderligheter , tilfeldigheter , ubegripeligheter med humør , god mat og drikke til. det er ikke alltid lett å vite hvor man er og om målet er nådd , men en naturopplevelse blir det. for en del år tilbake har jeg som nordmann besteget noen av stedene i guiden og hatt gleden av å bevege meg litt utenfor allfarvei når jeg har besøkt dk. har fortsatt noen topper til gode, men fornemmer på avstand mye gjennom deres turer og beskrivelser . God påske(tur)
mvh/ lars kristian.
Hej Lars Kristian
Så hyggeligt med en kommentar 🙂 Ja vi er jo meget inspireret af Roger Pihl, og det er fantastisk hvad man kan opleve når man giver sig selv lov, og måske tvister hele oplevelsen en lille smule.
God påske tur til dig også!
Mette