I februar 2021 påbegyndte vi bestigningen af de nordjyske bjerge. Ideen var at bestige de fem højeste toppe i hver kommune. Vores første bjergtur var i Mariagerfjord kommune, og du kan læse den episke beretning her. Det var jo ikke akkurat sådan, at vi fik forfrysninger eller andre skader af vores tur til de himmerlandske højder, men noget så trivielt som en hælspore satte en midlertidig stopper for vores topturs-planer. Men NU er vi tilbage i kampen!

Dagens tal var 8: 8. marts, den international kvindedag, drog vi til Dronninglund storskov og Jyske Ås, med det mål at bestige 8 toppe over 110 m. Og det skulle klares inden kl 18.08, hvor solen gik ned. Storskoven er nemlig en privat skov, og i private skove må man færdes mellem kl 6 og solnedgang. 8 toppe er jo noget mere end de 5 vi havde tænkt os, men på Jyske Ås ligger højdepunkterne så tæt, at det ikke rigtig gav mening kun at vælge 5. Så hvorfor ikke gå efter Seven Summits og toppe op med en ekstra, bare fordi vi kan!

I Dronninglund Storskov findes en Bestig Bjerge rute som fører den ivrige vandrer over en perlerække af højdepunkter på Jyske Ås. Find kort og beskrivelse af ruten her. Det var oplagt at slå ind på denne rute. Men en nærmere granskning af det topografiske kort over området viste, at vi i så fald gik glip af adskillige af de højeste toppe, og det var jo ikke meningen. Så vi lavede vores egen rute som snoede sig ad stierne fra top til top.

Efter to toppe på 119 og 124 var vi godt akklimatiseret til højden, og klar til Knøsen og Knaghøj på 125 og hele 136 m. Men så trængte vi også til en pause og en bid chokolade. Vi etablerede en ABC (Advanced base camp) på en bænk med udsigt over Jysk Ås’s north face, der på dette stykke var ryddet for skov så der var en vid udsigt over Vendsyssel. Her var det faktisk muligt at fornemme at vi var på det nordlige Jyllands tag.

Måske havde opholdet i den tynde luft en negativ effekt på vores dømmekraft, ihvertfald skete der efter vi forlod ABC noget uventet og lidt pinligt. På grund af tidsgrænsen var vi lidt pressede i forhold til at nå de sidste 4 toppe, så det blev vigtigt at finde en rute som var direkte, og hvor vi ikke ville tabe højdemeter, som siden skulle bestiges igen. Vi fandt hurtigt en sti som ledte os i den rigtige retning, men jordskred og laviner (eller bare en storm) havde gjort stien ufremkommelig på grund af væltede træer. Andre bjergklatrere havde trådt nye veje rundt om de værste barrierer, og vi forsøgte at følge deres spor. Men pludselig var der ikke noget spor, og vi måtte finde vej, alene ved hjælp af gps, kort og terrænnets fremkommelighed. DVS, GPS’en gad vi ikke rigtig tage frem (her tror jeg den tynde luft og tidspresset spillede ind), så vi gik på lykke og fromme i den retning vi mente var den rigtige, og hvor bevoksningen lod os slippe igennem. Pludselig fandt vi stien igen, og slog lettede ind på den, og stor var vores glæde, da vi ganske kort efter fik øje på de to toppe vi nu skulle bestige.

Men, så de ikke meget bekendte ud? Åh nej, det var jo Knøsen og Knaghøj! Vi var gået i ring, og kommet tilbage af præcis samme sti som vi var startet med at gå ud af!

Slukørede passerede vi ABC og de to allerede besejrede toppe, og valgte at gå den længere, men sikrere rute af skovvejene. Dette havde dog den fordel at vi med en meget kort afstikker fra vejen kunne bestige en top som ikke var på den oprindelige plan, fordi vi lidt trængte til oprejsning efter vores pinlige vildfarelse.

De næste toppe gik ganske efter planen, bortset fra, at den sidste af dem, Idahøj, var så tæt bevokset at vi nær ikke var trængt igennem til toppen. Der var derfor ingen storslået udsigt fra denne top, men dog udsigt til himlen over os, en himmel som ikke længere bød på sol, men måne, og gjorde det klart at vores tidsgrænse var overskredet. Vi måtte derfor opgive planen om at afslutte turen med en bestigning af Sukkertoppen, og det var jo trist. Da vi alligevel havde nået 8 toppe stillede vi os tilfreds med tanken om, at Jyske Ås fortsat har højdepunkter ubesteget af Mette&Karen, og således kan bevare en del af sin mystik og storhed i vores tanker.

Ad små og stadigt mindre skovveje viste GPS’en os frem til en fantastisk fin shelterplads, etableret og vedligeholdt af Brønderslev kommune (find den her). Her var flere små shelters, et multlokum, bålsted og et velfyldt brændeskur. Der var ikke bålmad på menuen, men bål er altid hyggeligt, så jeg gjorde hvad jeg kunne for at få blus på mens Karen passede maden på trangiaen. Det var vist meget friskt brænde kommunen havde leveret, for det krævede en stor portion stædighed at få andet end røg ud af det bål. Men det lykkedes, og efter aftensmad og rødvin var det hyggeligt at ligge i shelteren og se på bålet der brændte ned. Aftenen var klar og meget kold, der var rimfrost i græsset og en iskold tåge at stå op til næste morgen. Men det er vel hvad man må forvente når man bevæger sig i højderne.