“Skildpadder! Hvad med skildpadder?”

Vi stoppede alle tre op på vej ud af Føtex, og spærrede næsten hele indgangspartiet med vores brede grin. Selvfølgelig skulle vi have skildpadder som snack på en tur til en øde ø. Endnu en hurtig tur gennem butikken senere var vi nu godt udrustet til vores tur. Det havde været overraskende sjovt at købe ind med fokus på “mad man spiser på en øde ø”. Vi må nok konkludere, at vores forestillinger om øde ø-temaet er meget påvirket af film som Pirates of the Carribean. Kokosnød, kokosmælk og rom indgik allerede i lageret, og nu altså også skildpadder. Seaturtles, the big ones.

Turen gik til Nordmandshage, som ligger ud for Hals ved Limfjordens udmunding. Vi havde valgt at tage Discovery, vores oppustelige kajak med til turen, da vi ikke vidste hvor dybt vandet mellem kysten og øen var, og også fordi, altså, hvis det nu var meget klamt og plumret at vade rundt i. At ankomme pr båd gav også lige en tak mere skibbruds-fornemmelse. Tænkte vi. Karens datter Emily havde fået lov til at komme med, og blev tildelt den vigtige rolle at foto-dokumentere dette episke eventyr. Gerne også med video. Vi så allerede for os “Discovery, the movie”, hvor vi til et Enya-inspireret soundtrack ankommer til Nordmandshage og straks går i gang med at overleve… Sail away, sail away, sail away…

Helt så episk blev det jo ikke. Først måtte vi vade gennem sumpet og svampet rørskov for at komme ud til vandet. Som gik os til anklerne. Det meste af vejen var vandet akkurat dybt nok til, at Discovery kunne flyde hvis vi ikke sad i den og i øvrigt beholdt vores rygsække på. Resten af vejen måtte vi trække båden, og meget kan man sige om Discovery, men nogen letvægter er den altså ikke. Så vi åndende lettet op, da vi endelig havde fået bugseret os selv, vores forsyninger og fartøjet sikkert op over højvandsmærket. Det skal vel heller ikke være alt for let at lide skibbrud på en øde ø.

Vi tog stedet i øjesyn, krydsede øens indre til fods og slog os ned ved vandkanten på ydersiden. Vi havde håbet på at kunne tage en svømmetur og få skyllet mudder og snask af os, men havet var fyldt med farlige dyr, som vi ikke ville i kontakt med: brandmænd. Jeg er ikke decideret vandskræk, jeg kan faktisk virkelig godt lide at bade, men det skal være helt gennemsigtigt klart vand, så jeg kan se alle de farlige dyr inden de når hen til mig og bider tæerne af mig, og de farligste af alle vandbaserede dyr i min verden har alle dage være brandmanden. Jeg er hysterisk omhyggelig med at se efter brandmænd, og har da også formået at runde et halvt århundrede uden nogensinde at brænde mig på en brandmand. Så jeg skulle altså virkelig ikke nyde noget – og heldigvis var Karen og Emily fuldstændig enige.

Vi trøstede os med skildpadder og en kop Dark and Stormy (mørk rom, gingerbeer og limesaft) mens vi kiggede ud over horisonten, nød det bløde sand, og forsøgte at ignorere, at vores øde ø var blevet invaderet af en tysk familie med fiskenet og kikkerter. De passerede os uden at hilse, og eftersom vi var lettede over at de ikke var kannibaler eller skruppelløse pirater på skattejagt undlod vi at råbe efter dem, at øens sydende var fuglereservat og forbudt område. Vi sørgede dog for at skule misbilligende efter dem.

Sandet var blødt, vinden var lun, himlen var fuld af skyer. Men vi måtte jo tænke på vores overlevelse og en fremtidig evakuering fra øen, så vi opsøgte øens højeste punkt, for at se om det ville egne sig til at baunebål – hvis nu et skib der kunne redde os kom inden for synsranden. Øens højeste punkt var markant, men rager næppe mere end 4 meter over dagligt vande. Der var ikke de store mængder drivtømmer at bygge et baunebål af, og der var også overhængende fare for, at et bål ville sætte det meste af øens bevoksning i brand. Så vi måtte tænke i andre baner, og eftersom vinden bar godt fra land faldt det os ind, at vi kunne skrive en flaske post.

Flaskepost. Det er så oplagt, hvorfor havde vi dog ikke tænkt på det noget før (f.eks hjemmefra, da vi pakkede)? Karen havde drikkevand med i en Nestea-flaske som godt kunne bruges til projektet, men ingen af os havde papir eller skriveredskaber med. Det er i sådan en situation man kan bande lidt over, at alt ting er så digitalt nu om dage, man kan jo ikke sende sin telefon afsted som flaskepost. (Eller kan man? Er der ikke et marked for en flaskepost-app? Værsgo, du fik ideen gratis her 🙂 ).

Vi gik vores oppakning igennem. Et eller andet sted måtte der være en label eller andet der kunne skrives en besked på. En pakning med 3 stykker plaster blev overvejet, men paprøret fra en toiletrulle viste sig at være det bedste bud. Et shit-kit er bare den bedste hjælp i nødens stund. Men hvad skulle vi skrive med? Jeg luftede ideen om at vi måtte skrive med vores eget blod, men det syntes Karen og Emily var en tak for desperat. I hvert fald skulle andre muligheder afprøves først. Vi forsøgte at skrive med nogle forkullede stykker træ vi havde fundet. Men de smuldrede og afgav ikke farve nok. Næste forsøg var med tændstikker der var brændt af, og det fungerede nogenlunde. Til sidst kom jeg i tanke om den karrypasta vi havde brugt til vores aftensmad, og som altid farver vildt meget. Med enden af en tændstik og rigelige mængder karrypasta lykkedes det at skrive en læselig besked på toiletrøret. Flasken blev søsat og forsvandt hurtigt ud af syne, med retning mod Læsø, Sverige eller Norge. Vi håber nogen finder vores flaskepost og sender os en hilsen. Ellers har vi blot helt unyttigt bidraget til plasticforureningen i havet, og det er egentlig en ret dårlig tanke.

Som fangen på en ø må man nyde de simple glæder. Blandt disse simple glæder hører det at rulle sin sovepose og bivibag ud få meter fra vandkanten, mens solnedgangen farver himlen i de mest forrygende farver. Så må man leve med de ligeledes små udfordringer, som dog kan føles vældigt store: så som hvordan man kryber i soveposen uden at få en masse sand med også. Vi havde fået sand i teen, sand i vores drinks, sand i aftensmaden, sand i desserten. og selvfølgelig fik vi også masser af sand i sengen.

Efter en rolig nat i sandet vågnede jeg til lyden af skramlende trangiagryder. Det er næsten altid mig der står først op, så det er en ekstra stor nydelse når jeg kan ligge i soveposen og se Karen sætte vand over til te. Morgensolen skinnede på bivibagen, der var udsigt til pandekager og livet føltes helt ualmindelig dejligt.

Der var endnu ikke svar på vores flaskepost, og da vi nu havde spist og drukket al vores medbragte overlevelsesproviant besluttede vi at evakuere os selv fra den øde ø. Vandet mellem øen og fastlandet var betydeligt dybere end da vi kom, og det var ingen sag at bugsere Discovery, vores rygsække og de nu tømte madposer gennem farvandet. Det var straks værre for os, der trak båden gennem vandet at komme sikkert i land, for højvandet havde bragt masser af farlige brandmænd ind, og vi måtte konstant være på udkig. Og pludselig fandt jeg mig selv omringet, og uden en sikker vej, en hel armada af brandmænd blokerede ruten ind til land, og jeg forsøgte, jeg kæmpede, jeg kastede mig til siden. Men de luskede gopledyr havde spændt et net af nældecellebefængte fangtråde ud i vandet, og de viklede sig om mit ben. Jeg frygtede at jeg aldrig ville nå land med liv og lemmer i behold. Men foran mig travede Emily ufortrødent videre med Discovery i snor, og jeg måtte bare følge trop, og håbe at det kølige vand ville dæmpe branden på mit ben. Karen slap heller ikke uskadt gennem vandet, og vi pev begge noget på vejen hjem. Nu har vi altså prøvet at brænde os på en brandmand, og selvom det måske ikke ligefrem er livsfarligt er det helt sikkert ikke noget vi kan anbefale. Så vi fortsætter den hysterisk forsigtige kurs fremover.

Inde på fast grund blev vi mødt af en morgenfrisk men noget vrissen fuglekigger, der ikke rigtig var tilfreds med at det var damelår og ikke vadefugle han kunne se i sin kikkert. Det kan vi sådan set godt forstå, men vi var helt på den rette side af loven, vi havde både spurgt og tjekket om det var lovligt at lide skibbrud på Nordmandshage, som er en del af et vildtreservat, og så længe man holder sig fra den sydlige ende må man altså gerne. Og det er dejligt at vide, for sådan et hverdagseventyr på en øde ø får mindst 5 stjerner i vores eventyrbog. Det var sjovt, det var anderledes og det var smukt.

On the shore, the restless sea
seams endles as eternity
And those who gaze, into the night
Find diamond skies, like children’s eyes
In candle light

Every star, or grain of sand
A universe of unchartered land
And those who sail, to the unknown
Have gentle winds, and water birds
To take them home