Find 5 fine toppe
Her kommer en vejledning til hvordan du kan finde de 5 højeste toppe i f.eks en kommune. Hvis nu du skulle få den ide, at dit næste hverdagseventyr skulle bestå af lidt lokal bjergbestigning.
Du skal ind på Styrelsen for Dataforsyning og effektivisering’s hjemmeside (dejligt mundretnavn, vi kalder dem fra nu af bare SDFE).
På denne hjemmeside kan du tilgå en hel masse forskellige kort, den er super brugbar. I første omgang ser kortet selvfølgelig lidt kedeligt ud, men man kan tænde for de lag man skal bruge, og så bliver det hele meget sjovere 🙂 Bemærk to ting, når du tænder for lag på kortet: Nogle lag kan kun vises når man et zoomet ind i kortet, fordi de rummer for mange detaljer til at kunne vises i det store zoom. Og lagene ligger ovenpå hinanden i den rækkefølge de ses i menuen. Det betyder at et lag øverst i listen kan dække lagene længere nede, så du skal slukke det for at se de nedre lag. Leg lidt med det, så finder du hurtigt ud af det.
Til vores top-jagt har vi brug for lag med kommunegrænser (eller anden administrativ enhed, det bestemmer du selv) og baggrundskort. Start med at tænde Kommunegrænser i dropdown-menuen under Administrative grænser.
Vupti! Nu skal du zoome ind på den kommune du vil på tur i. Jeg har valgt Mariagerfjord kommune.
Når du har zoomet ind på din kommune skal du ind i dropdown-menuen for Baggrundskort. Her skal du tænde for de to nederste, DTK 1:250.000 og DTK 1:25.000 Du skal også slukke for Skærmbilledkort dæmpet, ellers kan du ikke se det topografiske kort du nu har tændt. Sandsynligvis kan du nu se DTK 250.000 kortet (med mindre du har valgt en meget lille kommune). DTK 25.000 kommer først frem når man zoomer ind. Det gør vi om lidt.
Men først kan du bruge lidt tid til at se på kortet, for på dette kort er det nemlig nemt at få øje på de højeste punkter i landskabet. De er markeret med en rød prik og et rødt tal som angiver højden i meter. I den nordlige del af Mariagerfjord kommune ser det f.eks sådan her ud:
Punkterne med 116 og 114 er de højeste, og kommer med på min liste. Jeg zoomer ind i kortet for at se nærmere på dem:
Jeg er zoomet så meget ind, at baggrundskortet nu er skiftet til DTK 25.000. dette kort har mange flere detaljer, og de højeste punkter vises ikke på samme måde som på DTK 250.000 Men de er ikke svære at finde, her har jeg sat en rød cirkel om mine to højdepunkter. Den nederste hedder Rold Baunehøj, og er angivet med en trekant, som betyder at der er et geodætisk målepunkt på denne høj. Den anden høj er angivet med et lidt fladtrykt X, hvilket betyder det er en gravhøj, og den har tilsyneladende ikke noget navn.
DTK 25.000 har langt flere toppe med, end de der er vist i DTK 250.000. Du kan derfor godt komme ud for, at de 5 toppe der er vist på DTK 250.000 faktisk ER de fem højeste, men det kan godt være noget pilleri og sidde og lede toppene frem på det meget detaljerede DTK 25.000. Så de toppe der er vist på DTK 250.000 er et godt udgangspunkt.
Nu ved jeg hvor mine højdepunkter er. Man kan printe dette kortudsnit ud, og bruge det til at finde frem til punkterne ude i landskabet. Men jeg synes det er nemmere at bruge GPS. Jeg bruger app’en TopoGPS. Så jeg skal bruges punkternes koordinater. Dem finder man i kortvinduets nederste højre hjørne (husk at holde musen på det punkt du vil have koordinater til):
Koordinaterne kan desværre godt være lidt svære at læse, her kan SDFE måske med fordel optimere lidt på designet?
Koordinaterne tastes ind i app’en, hvor man opretter højen som et waypoint. Og så er det bare om at komme afsted 🙂
God tur 🙂 Husk sikkerhedsudstyr (vand og snacks) og husk at det er bedst at spørge om lov før man trasker ind over andre folks marker!