I løbet af de år vi har været i gang med microadventures har vi lavet mad på bål en del gange, men det er alligevel trangiaen som er vores foretrukne friluftskøkken. Vi elsker trangiaen fordi den er så alsidig, robust og nem at anvende. Men nu skal den have en pause, vi sætter trangiaen  i skabet for en stund og går all in på bål henover vinteren. Mette har nemlig fået en ny bog som handler om at lave mad på bål, og den er så fuld af inspirerende ideer og teknikker at vi simpelthen bare må prøve det af. Så hvad kunne passe bedre end at have dette som tema på vores ture i den kommende vinter, hvor det jo alligevel altid er rarest og lunest hvis man har bål.

Så, på denne tur i november 2018 tog vi for første gang nogensinde afsted på microadventure HELT UDEN TRANGIA! Men hvad med morgen-teen? spørger du nok bekymret. Ja det er jo væsentligt at overveje, for vi skal da ret tidligt op hvis vi skal nå at tænde bål om morgenen, koge vand og slukke bålet forsvarligt igen inden turen går tilbage til kontoret. Og det kan slet ikke klares uden at kravle ud af soveposerne, sådan som vi plejer med trangiaen. Det mente vi at Mettes lille woodstove kunne være en løsning på, der skal jo kun småpinde til, det brænder hurtigt helt ud og kræver ikke et bålsted (læs evt her om woodstove).

Den første teknik fra bogen vi valgte at afprøve var tilberedning på bræt. Altså ikke sådan hvor brættet står op ved siden af bålet, men med brættet liggende i bålet, ligesom en grillrist. Vi medbragte to omhyggeligt høvlede og iblødlagte brædder til formålet, en gryde til tilbehøret og en kedel til at koge vand på woodstoven. Alt i alt vejede og fyldte det lidt mindre end trangia og gas, men ikke meget mindre.

Vel ankommen til en bålplads i Urskoven i Rold Skov gik Karen i gang med at lave bål, mens Mette samlede tørre småpinde og satte vand over til en hurtigt kop solbærdtoddy. Altså, hurtig og hurtig… Karens bål var nået til et fint gløde-stadie før vandet i kedlen begyndte at snurre. Vi har kun brugt woodstoven en gang før, og huskede ikke at det tog så lang tid den gang. Måske var der ikke helt energi nok i pindene, måske var der for meget vindafkøling. Vi byggede en læskærm af vand- og vinflasker, og byttede de små pinde ud med overskydende optændingsbrænde Karen havde gjort klar til bålet. Og da vi til sidst ikke kunne vente længere definerede vi vandet som kogende. På det tidspunkt havde Mette været så klodset at vælte sin kop med solbærtoddy-pulver i, så vi måtte deles om Karens portion. Med hver sin lille, tynde, lunkne kop solbærtoddy sad vi så en stund og nød det fine bål Karen havde lavet. Et par kanelgifler fik vi også guffet i os. Resten af det varme vand gik ikke til spilde, men blev brugt til den blanding af couscous og tørrede grøntsager, der var dagens tilbehør.

Og så var det tid til at få kødet og de våde brædder på ilden. Vi var ret spændte på hvordan det ville fungere, og om kødet nåede at blive tilberedt inden brædderne gik op i flammer. De gennemvåde brædder blev smurt på oversiden med lidt olie, inden kødet blev lagt på og brædderne kom over ilden. Der var godt gang i bålet, for brændet var tørt og der var en frisk vind hen over bålpladsen. Måske havde vi forestillet os, at brædderne ville blive så varme nedefra, at kødet ligesom ville begynde at stege på dem. Det skete altså ikke, men der var masser af strålevarme fra ilden, så egentlig svarede det meget til at grille kød, bare uden rist eller spid, og på denne måde kunne vi have kødet placeret midt i bålet. Selvfølgelig gik der lidt ild i brædderne efterhånden, men ikke så meget at det gav anledning til bekymring, når det blev for meget tog vi bare brædtet ud og hældte lidt vand på.

Det kunne fint lade sig gøre at flytte brædderne rundt i bålet efter hvor meget varme kødet skulle have. Da det var ved at være færdigstegt kom gryden med couscous også en tur på ilden for at blive varmet igennem. Og så var det spisetid.

Det var så på det tidspunkt Mette opdagede hun havde glemt sit spisegrej hjemme, altså både tallerken og bestik. Så det blev til en rustik anretning på et af brædderne, og med en ske i stedet for gaffel. Det gik fint, selvom Karen påpegede at der blev spildt en del couscous ud på bordet. jajaja, men til gengæld kunne opvasken jo så ryge på bålet 🙂

Med opvasken af vejen satte vi os og nød bålet og resten af vinen. Indtil det begyndte at regne. Hey! Det var altså ikke meningen!!! Og det stod slet ikke i vejrudsigten! Nå men så var det vel sengetid. Lammeskind og diverse grej kom i ly i brændeskuret mens vi fandt et godt sted at sætte tarpen op. Det var et held vi havde tarpen med, det var egentlig bare en sikkerhedsforanstaltning, den fylder og vejer jo ikke ret meget, og det havde været en våd nat uden den, selvom træerne gav meget ly (og læ), for det regnede hele natten.

Og ja, så blev det da en morgen helt uden te 🙁 Vi havde indstillet os på det, og var mentalt klar, men måtte alligevel trøste os selv med et stykke chokolade inden vi kravlede ud af de lune poser og pakkede sammen. Det er uholdbart ikke at kunne koge vand til morgente, så vi må arbejde lidt på en brugbar løsning hvis vi skal kunne klare en vinter uden trangia. Og da en god del af ideen med de her microadventures er at vi skal udfordres og udvikle os, så er det måske meget godt at have dette pres på os til de næste vinterture?