Der er mange måder at udfordre sig selv og få følelsen af eventyr ind i hverdagen. Vores guru, Alistair Humphreys har “Join a competition” på sin liste over ideer til microadventures. Ikke for at vinde, men for at sætte sig et mål og udfordre sig selv. Så det har vi også gjort. Her følger derfor beretning om en helt speciel fysisk udfordring vi begge har taget op: At krydse det nordlige Jylland fra kyst til kyst i den korteste nat på året. Med start på vestkysten ved solnedgang, og slut ved østkysten ved solopgang. Med andre ord: Coast2Coast.

Karen gennemførte Coast2Coast i 2018 sammen med sin veninde Lene i kategorien Bike&Run. Her er man to personer om en cykel, og skiftes således til at løbe og cykle. Mette gennemførte Coast2Coast på rulleski i 2015 sammen med sin datter Iben.

Karen er frisk til at stille op i halvmarathons, men Mette har allergi mod konkurrencer. Derfor er det heldigt at arrangementet Coast2Coast er et motionsevent og ikke en konkurrence. Man køber startnummer og får en medalje for gennemførelse, men der er ikke tidtagning og der er heller ikke nogen der kontrollerer hvilken rute man vælger. Der er dog rigtig gode grunde til at vælge de ruter arrangøren har anvist, langs ruterne finder man nemlig festlige og fantastiske depoter, med den mest udsøgte forplejning. Vi vil varmt anbefale at deltage i dette fantastiske arrangement, det er sjovt og udfordrende og et anderledes eventyr. Om det skal være med den ene eller den anden slags hjul kan du jo selv bestemme, læs om alle mulighederne på Coast2Coast’s hjemmeside.

Karens Coast2Coast

Jeg har efterhånden fundet ud af, at hvis jeg skal prøve at holde mig lidt i form, så er det om at få meldt mig til nogle løb for at holde motivationen oppe. Det lykkes godt nok ikke altid…. Mette har tidligere løbet Coast2Coast på rulleski, så det var oplagt at prøve kræfter med det i år sammen med en veninde, Lene.

Så da solen gik ned fredag d. 22. juni kl. 22.22 (med sådanne tal kunne det da kun blive en dejlig aften :-)) ved Skallerup Klit på vestkysten af Jylland stod vi klar sammen med knap 4000 andre løbere, cyklister, rulleskiløbere etc. Forude ventede 50 km løb – dog med én cykel til deling efter 8 km – og så gjaldt det ”bare” om at krydse hele Jylland og komme i mål ved Frederikshavn på østkysten, når solen stod op.

Mine forberedelser til løbet havde ikke været optimale. Jeg havde ikke fået trænet noget synderligt, og jeg havde været oppe siden kl.03 for at rejse hjem fra Estland, så det kunne godt gå hen at blive noget hårdt, tænkte jeg. Dog sørgede vi for at få en dejlig pastaret inden løbet i Lenes sommerhus lidt nord for Frederikshavn – så havde vi da i det mindste fået nogle kulhydrater i maven :-). Bagefter kørte Lenes mand os over til Skallerup Klit med cyklen bagpå bilen. På den tur gik det virkelig op for mig, hvor lang 50 km er. Var vi nu også klar til dette? Jeg havde svært ved at forestille mig, at jeg et par timer senere skulle hele vejen tilbage igen, men der var kun én vej hjem, og det var til fods og på cykel.

Vi var noget spændte på, hvor hårdt det ville være. Både Lene og jeg har løbet et par halvmaraton løb (dvs. ca. 21 km), men aldrig 50 km. Heldigvis havde vi hele natten til det, men vi skulle jo også stoppe ved de dejlige depoter undervejs. Vi var enige om, at dem skulle vi have tid til, så vi fik både øl og vin, pandekager, flødeboller, fredagsslik, kanelgifler og meget andet lækkert. Arrangørerne fik ret – vi vejede vist mere, da vi var færdige, end da vi begyndte. Benene føltes i hvert fald noget tungere 🙂

Det var et rigtig sjovt og hyggeligt løb og sikke en stemning om natten, da det var mørkest. Sidste år havde mange bilister klaget over, at folk ikke havde nok lys på cyklerne, og det må siges, at det var blevet taget til efterretning i år. Cykler var pyntet med alskens julekæder, og lys i mange farver. Flere havde også høj musik med på cyklen, og det var skønt at blive overhalet af f. eks. Volbeat’s ”For evigt”. Så kunne benene lige lidt mere.

Vejret var dejligt – lunt og tørvejr –  og især den ret stærke vestenvind – rygvind – kom fra den helt rigtige retning.

Lene og jeg løber ikke lige hurtigt – jeg er den langsomste – og spørgsmålet inden var derfor, hvor ofte vi skulle skifte mellem løb og cykling, og skulle det være på tid eller distance? Det endte med, at vi skiftede hver 10. minut, hvilket nok synes meget ofte, men det fungerede faktisk rigtig godt. Hende, der cyklede holdt øje med tiden og talte ned, og på den måde blev de 50 km opdelt i nogle meget, meget små bidder, som syntes overkommelige, så vi åd os stødt og roligt igennem kilometerne.

Vi havde også været usikre på hvilket og hvor meget tøj, vi skulle have på. Hvor svedige ville vi blive af løbet, og hvor kolde ville vi blive, når det var ens tur til at cykle? Jeg valgte en langærmet, tynd uldtrøje, lange løbebukser og en løbejakke, og det fungerede rigtig godt. Da vi skiftede hvert 10. minut, nåede vi heller ikke rigtigt at blive kolde. Vi havde en rygsæk med ekstra tøj med, men hvis vi deltager i løbet en anden gang, så sørger vi for at have en cykelkurv med, så vi ikke behøver at tage rygsækken af og på hver gang vi skal skifte. Og det ekstra tøj fik vi ikke brug for.

Ved 5-tiden nåede vi så målet helt nede ved vandkanten på palmestranden ved Frederikshavn. Det var godt nok en dejlig følelse at se målet stråle der i solen. Solen var lige stået op over havet, der var masser af folk i området, og vi var vældig tilfredse med os selv. Jeg havde slet ikke været træt i løbet af natten, men var alligevel rigtig glad for, at jeg ikke skulle løbe længere, da vi var færdige. Det var skønt at få medaljen om halsen, få taget den obligatoriske selfie sammen med Lene og komme ned og røre ved vandet på østkysten af Jylland. Vi havde gjort det samme på vestkysten lige inden vi begyndte løbet. Vi syntes, der var noget ceremonielt over at røre ved vandet i vest, se solen gå ned til den næsten korteste nat på året, krydse en hel landsdel, og se solen stå op på den anden side, og igen røre ved vandet på den side. Det var bare så fantastisk.

Traditionen tro efter en god løbetur, tabte jeg efterfølgende et par tånegle, men havde ellers ingen efterveer. Jeg var dog noget træt om lørdagen, men jeg kan heller ikke huske, hvornår jeg sidst har været i byen og kommet i seng kl. 07.00 om morgenen, og da slet ikke efter at have tilbagelagt 50 km. Jeg er glad for, at jeg gav mig selv den udfordring, og at Lene var med på ideen. Det var en hel speciel oplevelse at løbe om natten, og det kan nemt ske, at vi giver det en skalle igen til næste år.

 

Mettes Coast2Coast

Min bror var med i Coast2Coast i 2014, og det var første år hvor man kunne deltage på rulleski. Han var fuld af lovord om arrangementet, og jeg må indrømme at udfordringen ved at køre så langt – 70 km – kombineret med det specielle ved at krydse Jylland fra vest til øst i den korte sommernat tiltalte mig meget. Jeg har kørt på rulleski siden min barndom, men det er ikke noget jeg gør regelmæssigt. Jeg fik min yngste datter med på ideen, og vi havde alle intentioner om at træne godt forud for turen. Det blev der nu ikke så meget af. Den slags intentioner kan nemt drukne i hverdage, arbejde og eksamenslæsning – Iben blev student den sommer. Jeg havde sørget for at holde mig i noget bedre form op til dagen, men den eneste lange rulleskitur vi fik lagt ind som træning endte efter 12 km med et defekt hjul. Så vi stillede til start fredag aften med en fornemmelse af, at der nok var temmelig langt til Palmestranden!

Det var lidt af en familieudflugt. Min bror og far stillede også op på rulleski, min mor skulle følges med os på cykel, og min ældste datter Liv kørte servicevogn og mødte os på aftalte steder på ruten. Dermed fik vi også løst problemet med transport til og fra arrangementet.

I modsætning til de deltagere der løb, startede vi ikke nede på stranden, men stod klar til start i klitterne over stranden. Her kunne vi rigtig nyde udsigten til den smukkeste solnedgang, og synet at de mange deltagere i refleksveste og selvlysende jakker. Uuuh, det boblede i maven da startskuddet løb, og vi søgte hen til den nærmeste asfalt for at tage rulleskiene på. Der var trængsel af deltagere og tilskuere, og mange “god tur” lød omkring os mens vi langsomt begyndte  at rulle i den rigtige retning.

Vi havde kørt ruten igennem i bil et par dage før, og havde derfor styr på hvad vej vi skulle løbe, og hvor vi skulle passe på med skarpe sving og dårlig asfalt. Det første stykke efter at vi havde lagt trængslen bag os kørte vi for os selv, men ved første depot – julemandens depot – stødte vores rute til Bike&run og løberuten, og så var der pludselig trængsel igen. På rulleski bevæger vi os hurtigere end løberne og de cykler der følger dem, og vi fylder lidt mere i bredden da vi jo også har skistave. Vi kan selvfølgelig hurtigt ændre retning når det er nødvendigt, men vi kan ikke så nemt bremse pludseligt op, hvis en cykel eller løber træder ind foran os. Så det blev nogle lidt stressende kilometer indtil vi kom ind til Hjørring og kunne dreje væk fra løberuten. Men festligt, det var det altså! Ikke mindst på julemandens depot, hvor Last Christmas gjaldede ud af højtalerne, og børn i nissetøj delte småkager, saftevand og nisseøl ud.

Der går et stykke tid fra solen går ned, til det er rigtigt mørkt hen ad midnat. Allerede ved 2-tiden begynder himlen at lysne, og en time inden solopgang er det helt lyst igen. Men de 2 timer midt på natten var det mørkt, og det var et problem for min mor, som havde lånt min cykel for at følges med os. Desværre havde jeg fuldstændig glemt at hun havde brug for cykellygter, og hun syntes det blev ret ubehageligt at cykle de lange strækninger udenfor byerne helt uden lys. Iben og jeg havde pandelamper på, men de gav heller ikke mere lys end at vi syntes vi måtte køre ret forsigtigt ned af bakkerne, for at have tid til at reagere på huller i asfalten eller andre udfordringer.

Men det kørte rigtig godt for os. Temperaturen var meget behagelig, og vi havde en let vind i ryggen. Vi sprang 2 depoter over, dels fordi vi ikke trængte til noget at spise, og dels for at undgå at komme ind i trængslen igen. Så da vi nåede næste depot – western-depotet – var vi pænt sultne og trængte til at få fyldt noget energi på. Vi blev noget lange i ansigterne da vi opdagede at dette depot udelukkende serverede saltstænger og “whisky” (æblejuice). “Men vi har masser af saltstænger, så bare tag så mange i vil”, sagde de søder damer (i fuld western-kostume), og så gjorde vi det. Knas knas smask! Og så var vi klar til at køre videre ud i natten, men først tog vi afsked med min mor, som ikke ville køre mere i mørket. Hun blev samlet op af Liv i servicevognen.

Vi var omkring halvvejs, og jeg kunne mærke på Iben at hun var træt. Vi havde kørt længere end hun nogensinde havde prøvet før, og jeg sagde prøvende, at hun jo ikke nødvendigvis SKULLE køre hele vejen, det var ok at stoppe ved næste depot. Selv havde jeg mange kilometer i mig endnu, med alderen er jeg også blevet bedre til at ignorere den indre stemme som siger “du er træt, giv op”, jeg ved jo at kroppen kan meget mere end man tror, hvis man er stædig og holder ved. Ibens svar var et meget kort og bestemt nej! Hun skulle saftsuseme rulle hele vejen! Så stædig og vedholdende var jeg ikke i hendes alder.

Det næste depot bød på kakao og kanelgifler, og det var rigtig dejligt at få fyldt reel energi på systemet, men pyyh det lå tungt i maven da vi bagefter skulle forcere en meget lang opadbakke. Den trak tænder ud, og det var en meget stille og sammenbidt datter jeg fulgtes med. På den anden side af bakken begyndte det hele at gå nemmere. Det gik nedadbakke, det begyndte at lysne, og vejen var bred og god. Der var ingen at se foran os eller bag os. Og så hørte jeg at Iben begyndte at synge. Der var åbenbart brug for at stive moralen af, for hun sang Springsteens “No surrender” (lyt til den her). Jeg stemte i, og vi susede afsted side om side, med den tidlige morgens lyse himmel foran os, en let vind i ryggen og en god bred vej vi havde helt for os selv, syngende af fuld hals. Det var berusende. Lige til det gik galt. Mit ene hjul sad fast i et hul i asfalten og jeg tog et ordentligt styrt. Heldigvis landede jeg sådan at det meste af slaget gik til min ene balde, og selvom den blev blå og sort og var forfærdelig øm i flere dage derefter, så var det ikke noget der hindrede mig i at køre videre, da jeg lige havde sundet mig lidt. Mit styrt havde givet Iben et kæmpe chok, og det var held i uheld, for det gav hende et ordentligt adrenalin-kick, som for en tid blæste al træthed ud af hende.

På det næste depot fik vi kaffe og pandekager, og sjældent har en kop kaffe smagt mig så godt! Vi var nu tanket tilstrækkeligt op til at køre resten af turen uden depotstop, og vi var efterhånden også godt trætte. De sidste 3-4 km mødte vi igen løberuten og det var også trætte og ømbenede deltagere vi passerede der. Mange råbte “hvor er i seje!” efter os, de skulle da bare lige vide hvor seje vi synes de var! Der begyndte også at komme folk imod os på stien, deltagere som havde gennemført og var på vej tilbage til deres parkerede biler. Og de sagde  “nu er der ikke langt igen”, “I er der lige straks”, og det var dejligt at høre.

Omsider stod vi så på målstregen! Min mor og Liv var der til at juble, og umiddelbart efter os kom min far og bror i mål (de havde valgt en rute der var 30 km længere, men schyyy, det fortæller vi ikke, for vi kom FØR dem 🙂 ). Musikken drønede ud af højtalere, vi var helt færdige og kunne dårligt spænde vores rulleski af. Vi fandt en lille tue, dumpede ned på den og erklærede at vi ikke gik et eneste skridt mere før Liv havde hentet vores sko i bilen. Så der sad vi og var flade, indtil Liv kom med skoene, og min mor havde hentet morgenmad til os ved den store fælles buffet.

Vi gjorde det. Begge to! Og det var en fed oplevelse. Måske gør vi det igen en anden gang. Bare uden styrt 🙂 Og måske med mere træning…