Der er tidspunkter i denne hverdagseventyrers liv, hvor jeg ønskede at jeg boede længere nordpå, i Sverige elle Norge. Jeg ville så gerne bytte vores våde vintre med deres hvide vintre. Vi skal jo efterhånden være glade hvis der er en uge med sne og kulde i Danmark, resten er regn, mudder og tåge. Hvis ikke jeg havde denne faste aftale med Karen ville jeg nok ikke komme meget ud i vintertiden.

En anden ting, som man godt kan misunde vores nordlige naboer er deres langt større fjeld- og vildmarksområder, og den Allemandsret som områderne byder på. Jeg hører nu ikke til dem, der mener vi skal indføre allemandsret i Danmark. Efter min mening er de danske adgangsbestemmelser særdeles generøse når man tager landets størrelse og grad af opdyrkning og bebyggelse i betragtning. Men jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg også ville ønske jeg havde muligheden for at tænde bål andre steder end de anlagte bålpladser.

De fleste anlagte bålpladser har et lidt for civiliseret præg, jeg kunne godt tænke mig en mere naturnær overnatning med bål. Samtidig er jeg helt opmærksom på de problemstillinger det medfører at åbne for båltænding rundt omkring, så jeg har tænkt en del over, hvordan man kan imødekomme ønsket uden at gå på kompromis med de i øvrigt ret fornuftige adgangsbestemmelser, og jeg har drøftet det med flere folk fra kommuner og Naturstyrelsen, som arbejder med udvikling af rekreative faciliteter i naturen. Der er god styr på hvordan man planlægger og udbygger for lettilgængeligt friluftsliv, med skiltede vandre- og cykelruter, shelterpladser og lignende. Men hvordan kan man planlægge for eventyr? Hvordan kan naturforvaltningen rumme den gruppe af friluftsfolk, som gerne vil have det lidt vildere?

For nogen tid siden holdt jeg et oplæg for medarbejderne i Park og Natur i Frederikshavn kommune, hvor “Planlæg for eventyr” var overskriften. Jeg fremførte alle mine ideer og ønsker, og de brainstormede og kom med en masse sjove forslag til anderledes faciliteter og muligheder for tossehoveder som mig og Karen, der gerne vil på hverdagseventyr. En af mine ønsker er faciliteter, f.eks bålpladser, som ikke skiltes, og som der ikke anlægges og vedligeholdes stier ind til. Som er lidt hemmelige, og som man skal finde frem til, for eksempel på baggrund af et sæt koordinater. Og ved du hvad? Denne ide har Frederikshavns kommune faktisk realiseret! 4 steder i kommunen er der nu ophængt hængekøjer på steder som ikke ligger ved stierne, og ved 3 af stederne er der også mulighed for at tænde bål. Find artikel med koordinater til de 4 steder her.

En virkelig vintervåd hverdag drog vi derfor til Vandværksskoven ved Frederikshavn, for at finde frem til en af de her hemmelige herligheder. Vandværksskoven er ikke nogen stor skov, og den ligger ganske bynært, så den har ikke tidligere været på vores eventyr-radar. Men det kommer den fremover, for det var et spændende område, med forbavsende stejle bakker, og rigtig mange rislende vandløb. Det mindede faktisk meget om Söderåsen i Sverige. Den lejrplads vi skulle finde lå ved et af de mange vandløb, og det var muligt at navigere sig frem til den via stierne og så bare dykke ind i skoven hvor afstanden fra stien var kortest. Men hvorfor gå den korteste vej, når man kan finde en mere udfordrende og eventyrlig rute?

Vi valgte derfor en rute som mere eller mindre var en kompaskurs fra det sted hvor vi parkerede bilen, og så ellers tværs igennem skoven. Op og ned ad bakkerne, og hen over åer og diger. Det havde været en særdeles våd vinter, og områderne omkring åerne var meget sumpede, så vi sank i til knæet flere steder, og måtte balancere afsted på våde, halvrådne træstammer for at komme sikkert igennem. Tornekrat, lavthængende grene og mosbegroede sten bidrog til udfordringerne, og vi havde en anstrengende og supersjov vandring gennem skoven.

Lejrpladsen var stort set usynlig, lige indtil vi stod der. Sorte hængekøjer og en bålplads af rustent jern faldt godt i et med vinterskoven. Vi pustede ud en stund i hængekøjerne, men der lå to kager i Karens rygsæk, og de kunne jo ikke spise sig selv… Efter en god omgang te og kage kom dagens næste udfordring: Bålpladsen skulle indvies.

Hvordan tænder man bål i en vintervåd skov? Alt er jo vådt, også hvad man kan finde af dødt træ. Tricket er, at noget træ kun er vådt udenpå, men tørt indeni, så hvis man flækker det, så kan man godt få ild i det. Vi samlede et godt forråd, flækkede, flikkede, og fik bål. Og det var vi altså faktisk pænt stolte af!

Det er bare ekstra hyggeligt med bål, men man bliver jo også noget mere synlig. Selvom mørket var ved at falde på, var der enkelte hundeluftere i skoven, og det viste sig, at lejrpladsen lå noget tættere på den nærmeste sti end vi havde troet. Alligevel havde ingen af dem opdaget pladsen før vi sad der og havde tændt bål, så det ER en hemmelig plads.

Aftensmaden stod på pizza på trangia – fordi det bare altid er godt, og det var længe siden sidst (mindst ½ år 😉 ). Hvis du har lyst til at forsøge dig med denne frilufts-lækkerbidsken kan du finde opskriften her. Resten af dejen blev til pandebrød som vi spiste til morgenmad næste dag.

Ved jorden at blive… jeg har ikke de bedste erfaringer med at sove i hængekøje, så da det blev tid til at krybe i poserne fandt vi tarp og bivibags frem og etablerede os i skovbunden. En ugle tudede, vinden susede i trætoppene, men den mest tydelige lyd var vandet der rislede i alle de små bække der omgav os. Da vi først havde fået tisset af, var det en god lyd at falde i søvn til.

Turen tilbage til bilen næste morgen gik ad stierne, det er knap så eventyrligt som en off road rute, men vi er mere målrettede end eventyrlystne om morgenen. Det var dog stadig en skøn ting at starte dagen med en tur gennem skoven, og dejligt at begge ting er mulige i samme skov, når nu den smule natur vi har skal understøtte så mange forskellige menneskers friluftsbehov. Tusind tak til Frederikshavn kommune for at gøre et forsøg med planlægning for eventyr <3