Det var forår, og vi havde i anledning af “Vi cykler til arbejde”-kampagnen planlagt en cykeltur. For nemheds skyld havde jeg booket to elcykler vi har adgang til på arbejdet. Jeg har kun almindelige cykeltasker og min egen cykel har ikke bagagebærer, så hvis jeg skal cykle på den, skal jeg have hele oppakningen på ryggen, hvilket slet ikke er rart. Jeg havde nogen tid inden været på en skøn elcykeltur med min søster (læs om turen her: https://metteogkarenpaatur.dk/en-litteraer-ekspedition-syddjurs-rundt-i-tolkiens-hjulspor/) og oplevet hvor meget nemmere kilometerne passerer når der er en eldrevet motor på cyklen. Modvind og modbakker giver knap så meget modstand når man blot kan skrue op for motoren, og samtidig har man alle de gode ting fra cyklingen: “kommer hurtigt rundtomkring, og det fordi på en cykel går det så let som ingenting”.

Der skete bare det, at arbejdet tog lidt overhånd den dag. Nye opgaver, deadlines, spørgsmål som hastede. Den slags. Og derfor glemte jeg at hente nøglerne til elcyklerne, og pludselig var klokken mange, og det var for sent. UHA! Der stod vi med håret i postkassen, vores grej pakket i cykelegnede tasker, som var totalt uegnede til vandrebrug, og absolut ingen cykler. Ud på tur ville vi jo, og ja, vi kunne da godt smide oppakningen ind i en bil og køre hen til en shelterplads et sted. Det var bare ikke den slags tur vi havde sat os op til. Heldigvis blev det heller ikke sådan en tur. Det blev derimod en “uventet forhindring og uventet løsning giver endnu sjovere hverdagseventyr”-tur.

“I kan da bare låne min ladcykel” sagde vores kollega Britt. Jamen, og jamen og jamen og kan man det??? “ja,ja, den kan tage 120 kg, det er mountainmodellen, jeg plejer at have to børn og al deres oppakning i den, vi skal bare lige lade batteriet lidt op”. Det var præcis sådan en situation hvor vi fik eventyrkriblen i maverne og fjollede smil på læben. Vi kom afsted på ladcykel. (Hvordan Britt så kom hjem og hvordan børnene blev hentet melder denne historie ikke noget om. )

Med lasten fuld af Karen og alle vores pakkenelliker gjorde jeg klar til at stige op og cykle afsted. Det ser så nemt og ubesværet ud, når småbørnsforældre kommer cyklende med ungerne i de her ladvogne. Det gik også rigtig godt for os, (da jeg først var kommet op hvilket var overraskende svært) så længe stien gik lige ud. Hvilket den ikke gjorde ret meget. Vores rute bød på den ene chikane og vejkrydsning efter den anden, og jeg kunne simpelthen ikke manøvrere vognen gennem chikanerne, eller komme op og ned hurtigt, så vores gennemsnitsfart var ikke imponerende. Men vi grinede meget, og på alle ligeud stykker uden bump eller modkørende eller andre navigationsudfordringer gik det superfint. Karen syntes det var helt fantastisk at blive kørt “i klapvogn” som et lille barn, undtagen når jeg skulle dreje skarpt eller underlaget skrånede, så hvinede hun i panik, mens jeg stønnede og bandede og skubbede vogntoget, som var ret tungt når man ikke havde motoren til hjælp.

Dagens mål var en shelterplads ved Limfjorden som vi nåede efter næsten en times sjov med ladcyklen. En diset sol skinnede på vandet, og en VW Polo med en håndfuld unge mennesker sikrede at vi ikke manglede technomusik som baggrundslyd mens vi skyllede vores cykeletape ned med Cocio, Cola og kiksekage. Vi kunne godt have undværet technomusikken, men denne shelterplads ved vandet var åbenbart dagens bedste hænge-ud sted for polo-folket, som blev hængende til langt ud på aftenen.

Natten ved vandet blev noget koldere end jeg havde forventet. Jeg havde pakket lidt minimalistisk, og mens jeg lå og småfrøs i min tynde sovepose, og uden uldent undertøj havde jeg rig lejlighed til at bekymre mig om, hvorvidt kulden også påvirkede ladcyklens batteri. Morgendagen bød på modvind og en skarp bagkant på arbejdet, så et fladt batteri ville virkelig ikke være et velkomment indslag. Men det gode ved sådan en næste søvnløs nat er, at man får set udsigten i aftenbelysning, natbelysning, meget tidlig morgenlys og tidligt morgenlys. Der er smukt ved fjorden i maj.

Trods modvinden gik det rask afsted mod arbejdspladsen næste morgen. På magisk vis havde min krop og hjerne i nattens løb bearbejdet de nye indtryk med ladcyklen, og her på dag 2 kunne jeg sagtens finde ud af alt det der havde været svært dagen før: At komme op i sadlen og i gang, at styre gennem skarpe sving og chikaner, og heldigvis var der strøm nok på batteriet til at nå frem uden at skulle træde i de helt tunge pedaler.

Efter en kold nat fik jeg hurtigt varmen på cyklen. Værre var det for Karen, som begejstret genindtog sin plads i “klapvognen”, men gradvist blev mere og mere stille. At sidde stille, med en kold vind ind på kroppen var hun ikke helt varmt nok klædt på til, og selvom hun puttede sig så langt ned mellem taskerne hun kunne komme var hun temmelig forkommen da vi nåede frem. Ikke desto mindre var det en fantastisk oplevelse for os begge, og vi sender et kæmpe hjerte til vores kollega Britt, som lånte os nøglen til dette skønne hverdagseventyr.