Discovery 2

Discovery 2

Eller “Et hverdagseventyr med r**** i vandskorpen”. Eller “3 ting der adskiller lystfiskere og microadventurers”. Uanset hvilken titel du foretrækker, kommer her beretningen om vores anden tur i den oppustelige kajak Discovery.

Vi har erhvervet Discovery for at få nye muligheder på vores ture. Du kan læse om vores jomfrusejlads og første erfaringer med fartøjet i indlægget Mod nærmeste kyster En af de ting vi lærte på den første sejlads er, at man bliver virkelig våd af at padle kajak, og da vi ikke har tørdragter må vi nøjes med at bruge Discovery i sommerhalvåret. Vi lærte også, at en oppustelig kajak ikke er syndelig retningsstabil, at den i længden er tung at padle, og at den ikke egner sig til sejlads i åbent vand når det blæser. Så vi skulle finde en rute, der ikke var for lang, og hvor vi kunne padle med strømmen i læ for vinden. Så vi valgte den nederste strækning af Voer å, da der også er noget virkelig tilfredsstillende ved at slutte turen i en åmunding. Hvor Voer å munder ud i Kattegat ligger den lille Voerså Havn, og her er der nok så bekvemt anlagt en lejrplads med 2 små shelters.

Voerså havn i solopgangen

Det blev en sen start på turen ned ad åen, og det var tæt ved vi slet ikke fik den oplevelse med. Vi kom sent fra arbejde, der var opgaver som skulle løses og ikke kunne vente til næste dag. Det tog tid at komme gennem Limfjordstunnellen, det tog tid at køre ud til Voerså Havn. Her brugte vi tid på at finde shelterne, og en del tid på at vurdere hvor vi bedst kunne gå i land og få kajakken op. Det blæste meget kraftigt fra vest, og hvis vi kom for langt ud i havneindløbet var der en ubehagelig risiko for at blæse ud på Kattegat. Heldigvis var der en landgangsbro ved shelterpladsen, uheldigvis var der bare 2 meter med 30 cm dybt vand mellem broen og land. Vi besluttede at vi nok alligevel var våde når vi nåede der til, og så var det ikke noget at bekymre sig (ret meget) om. Endnu.

Kort fra info-tavle om Voer å. Vi havde planlagt at sætte i ved Tveden, men den plan holdt ikke.

Næste udfordring var at finde det rette sted at få kajakken i vandet. Vi havde bestemt os for  at sætte i ved Tveden (se på kortet). Det viste sig at være vanskeligt at finde, der var ingen skiltning og ved at køre efter Google anvisninger havnede vi ved en stor ejendom, hvor der godt nok stod en kanotrailer, men åen kunne vi ikke se. Vi gik ned over en stor plæne, gennem en skov, langs med en mark. Og der var så endelig åen og en lille bro man kunne sætte i fra, hvis man ellers var kommet sikkert ned at den stejle skrænt. Discovery er ikke noget letvægtsfartøj, den vejer vel omkring 40 kg, ihvertfald for meget til at vi ville slæbe den hele vejen her ned. At åen 10 m fra broen tilmed var helt spærret af afskåret grøde satte tyk streg under, at dette ikke var vores startsted.

Tilbage til bilen. Klokken var over seks, og vi var trætte. Måske skulle vi bare droppe den kajaktur, køre op til Jyske ås og finde en rar shelter at overnatte i? Inden vi nåede at beslutte os for denne plan B, var vi nået til Fæbroen, det næste mulige sted at sætte kajakken i. Og det var helt anderledes tilgængeligt, så vi fik mod på sejladsen igen. Discovery blev rullet ud, pustet op og bakset i vandet. Og kaptajn Mette steg ombord.

Mette er på plads i kajakken

På dette punkt i beretningen er det værd at opholde sig lidt ved samspillet mellem fysikkens love, Discoverys konstruktion og vore to microadventurers generelle statur. Mette er klart tungere end Karen. Discovery er en oppustelig båd, den har ingen faste kanter eller bund, og former sig således i nogen grad efter det den bliver lastet med. I dette tilfælde Mette og Karen. Der sker altså det, at bådens lavest punkt er der hvor Mettes bagdel er placeret. Og det er så, som følge af vands tilbøjelighed til at adlyde tyngdekraften, også der vand, som kommer ind i båden, først vil samle sig. Mettes bagdel kommer dermed til at være vores indikator for mængden af vand i kajakken. Og indikatoren røg omgående op i “katastrofalt højt” inden førstestyrmand Karen så meget som havde gjort anstalter til at stige om bord. Det var klart, der måtte være en læk i Discovery!

Mette og Discovery kom op på land, Discovery blev tømt for vand og vi kunne konstatere at der ikke var revet hul i båden. Lækken skyldtes derimod at 2 af 12 bundventiler stod åbne. Bundventilerne er gode til at få vand ud af kajakken når den er på land, og Mette havde åbnet dem da hun vaskede Discovery efter jomfrurejsen. Med noget røde ører måtte kaptajnen altså lukke luft ud af bunden af kajakken så vi kunne komme til ventilerne og få dem lukket i. Og så tjekkede vi NATURLIGVIS at de øvrige 10 ventiler var lukket… Klokken var mange og vi var trætte. Men vi tog os sammen, pumpede kajakken op igen, fik den i vandet igen og steg begge om bord. Og var cirka nået 3 meter fra broen før vand-i-kajakken-indikatoren igen slog katastrofealarm.

Her står Mette og puster Discovery op. Og her burde hun jo helt klart have tjekket at Ventilerne var lukket. Havde hun gjort det kunne hun have sejlet den største del af turen med tørre bukser…

Tilbage til broen, os op på land, Discovery op på land. Vi inspicerede straks bundventilerne, og fandt snart en som så ud til simpelthen at være gået af. Der var altså hul i vores stolte fartøj. Nedtur. Ulig rumfærgerne havde vi ikke medbragt gaffa-tape til reparationer, så det så unægtelig ud til at turen var slut. Vi begyndte at lukke luften ud af Discovery og belave os på plan B. Men, da luften var lukket ud kunne vi se, at ventilen sad som den skulle, den var, ,,,hmrp, øhm, ja altså, den var bare ikke lukket. Så tog vi en dyyyb indånding. Besluttede at det her satangalemig var et kajak-microadventure, lukkede ventilen, pumpede Discovery op igen, fik den i åen og steg om bord. Alle gode gange tre. Denne gang blev vi ved broen indtil vi var sikre på at vi ikke tog vand ind. Og så kunne vi omsider komme afsted ned af åen. Klokken var næsten syv.

Det vil nok være for meget at sige, at al træthed var som blæst væk. Men vi fik ihvertfald hurtigt andet at tænke på, for det var vidunderligt og næsten jungleagtigt at padle ned af åen. I starten voksede der mest piletræer ved og henover vandet, senere på ruten flød åen gennem bøgeskov med høje skrænter. Se herunder et lille videoklip fra junglen, og kig her for en lille montage af videoklip fra turen ned af åen (en bedre version er under udarbejdelse!).

Det var september og absolut sidst på dagen. Der var ikke det eksotiske og krylrende dyreliv vi havde oplevet på vores tur ned ad Simested å, ihvertfald ikke ved første øjekast. Men snart kunne vi se vandoverfladen flere steder var helt levende af skøjteløbere, og vips: der fløj en isfugl i et lynhurtigt glimt af blåt. Wauv! tænkte vi, og den næste kilometer kunne vi næste hele tiden se isfugle. Den slags skaber begejstring, men vi holdt den stille, så vi ikke skræmte fuglene alt for langt væk.

Men ak, vi var slet ikke stille nok for de andre brugere af Voer å! Vores padling var jo ikke lydløs, og vi talte også lidt sammen. Og det var nok til at skabe utroligt sure miner hos de tre lystfiskere vi passerede i løbet af turen. Nu er det ikke sådan, at vi ikke har nogen følelse for, at den måde vi nød naturen, ødelagde oplevelsen for den måde disse tre mænd var taget ud for at nyde samme natur. Vi var også selv blevet knotne, hvis vi var blevet overhalet af en motorbåd eller vandscooter, uanset hvor glade de som sejlede dem så havde været. Men vi kom altså lidt til at grine af situationen, fordi den opstod 3 gange, helt ens: Vi kommer padlende, og ser først lystfiskeren idet vi passerer ham. Han står jo helt stille og er vældig kamufleret i sit meget natur-farvede tøj, men har forlængst hørt os og trukket sin line til sig. Vi, overraskede over at se ham, hilser glade. Han, ikke spor overrasket, mumler surt.  Det kan være man skulle have været der selv, men vi syntes altså det var ret så komisk. Ud fra dette store empiriske materiale kunne vi fastslå at der er ihvertfald 3 forskelle på microadventurers og lystfiskere: Lystfiskere er klædt i diskrete farver, de er af hankøn og synes microadventurers på åen ødelægger deres aften. Microadventurers er klædt i klare farver, er af hunkøn og synes lystfiskere et et muntert indslag 😀

Det krævede adskillige forsøg for Karen at tage et billede hvor begge vore hoveder kunne ses 🙂

I starten skiftedes vi til at padle, så den anden kunne tage billeder og filme. Men efterhånden blev det tungt for os. Vi er jo ikke vant til at padle, og selvom vi fik hjælp af strømmen er Discovery en del tungere at padle end for eksempel en kano, og vi blev trætte i arme og skuldre. Skumringen var så småt at faldet på, og vi begyndte at længes efter at se enden på åen. Da vi endelig kom ud af skoven, passerede gennem Voerså og kunne fornemme vi nærmede os kysten, var vi lettede. På dette tidspunkt var vi også ganske våde. For hvert tag med padlen fik vi lidt vand ind over os, og efterhånden var det blevet til en hel del. Som, helt forventeligt, især var centreret omkring Mettes bagdel.

Vi nærmer os endelig åens munding

Vi kom uden besvær fra borde på den udvalgte landgangsbro, og skulle så bare vade ind til land gennem det knap 30 cm dybe vand. Men selvom vi var våde virkede det bare ikke ret fristende, for vores fødder var nok det eneste som stort set var tørt, og desuden var der nogle meget glatte planker under vandet. Men så er det jo godt man har et alsidigt og stabilt fartøj ved hånden! Discovery blev hevet over broen og placeret mellem os og land, og så kunne vi gå tørskoede i land. Så fik vi også lige konstateret hvor stabil Discovery faktisk er, man skal nok gøre sig utroligt umage for at få den tippet rundt!

Mon ikke man sidder smaddergodt og i læ i sådan et fugletårn?

Vi havde ikke haft problemer med at holde varmen mens vi padlede, men da vi havde lukket luften ud af kajakken og pakket den sammen, og stod der i vinden i vores våde tøj: Brrrr! Tørt tøj på, og det skal være NU! Og bagefter havde vi meget lidt lyst til at sidde uden i vinden og lave aftensmad, så vi indtog fugletårnet.

Brændende kærlighed er god og kraftig kost. Søens folk er altid bange for skørbug, og derfor spiste vi salat af rød spidskål til.

Tanken var egentlig både at spise og sove i tårnet, for det har vi ikke gjort før, men det viste sig det trak ganske meget deroppe, så efter et solidt aftensmåltid og den obligatoriske flaske rødvin kravlede vi ned og lagde os i en af de to små sheltere.  Og sov som sten, lige med det samme. Men altså ikke mere som sten end at Mette naturligvis var ude i nattens løb og kunne konstatere, at det var en smuk og stjerneklar nat.

 

Det var også en meget smuk morgen. Det er så dejligt med de ture hvor vi er oppe lige omkring daggry. Det er jo typisk forår og efterår lige omkring jævndøgn.

Morgenthe, en grovkiks til lige at overleve på før vi når frem til morgenmaden. Pakke sammen, hen og hente den bil der var parkeret hvor vi satte kajakken i vandet. Det var så septembermåneds microadventure. Dermed har vi taget hul på år 5 🙂

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Følg med

Få besked når der kommer nye indlæg på bloggen