En dag sidst i februar 2016 var det atter en gang tid til at tage på hverdagseventyr. Målet var Røverhulen i Lundby Bakker, og da det kun er 4 km fra vores arbejdsplads svingede vi rygsækkene på inde i kontoret og marcherede ud af hoveddøren i fuld friluftsmundering. Kollegernes hovedrysten og forundrede blikke mødte vi med store smil og boblende forventning.

I lav vintersol gik vi ad cykelstien til Gistrup, hvor vi mellemlandede ved et supermarked for at købe ind. Dernæst gik turen op i skoven og bakkerne, som i en dansk målestok faktisk er af ganske anselig højde. På et af de højeste står et førsteordenspunkt, som Mette lige måtte op og klappe. Fra dette ophøjede sted kunne vi se solen var ved at gå ned.

Der var dog stadig dagslys længe nok til at finde frem til vores mål for natten, Røverhulen. Som måske, måske ikke har været beboet af en røver, men ellers i Aalborg kommunes folder om Lundby Bakker og Lundby Krat betegnes som Åben Hellekiste. Vi havde fået tip fra en lokal spejder om dette mulige overnatningssted, og fandt det spændende, lidt lavloftet, men bestemt egnet til at tilbringe en nat. Havde det været sommer havde vi måske haft vores bekymringer angående kryb og kravl, men at tilbringe en vinternat i en åben grav betænkte vi os altså ikke to gange på.

En vinternat ude kræver dog solid kost som basis. Menuen stod på Mettes frilufts-svamperisotto (find opskriften her) og hjemmelavede pølser som Mettes mand havde fabrikeret. Det er ikke mad som ser særlig flot ud, og skulle der tages billede til en kogebog ville man nok pynte vældigt op med grønne duske og dit og dat. Men det smager altså smadder godt, og det mætter rigtig meget.

Det var fuldmåne og himlen var klar, men det var svært at nyde månen inde midt i skoven. Delvist for at komme ud og nyde månelyset over åbne marker, og delvist for at få varme i kroppen inden vi skulle i poserne, gik vi en tur ud til skovbrynet og tilbage til hulen. Det er rigtig svært at holde varmen, når man sidder stille udenfor en vinternat uden bål eller anden varmekilde, og er man først blevet gennemkold, tager det lang tid at få varmet soveposen op. Så det er en god ide at gøre noget for at få pulsen op og pumpet lidt varme i kadaveret inden man kryber til køjs.

Og her var der virkelig tale om at vi KRØB til køjs. Hulen var jo ikke akkurat højloftet, og loftet var ikke akkurat fleksibelt… Det kræver altid en vis mængde moslen at komme ned i lagenpose, sovepose, bivibag, sikre at hovedpuden (trøje eller jakke) ligger som den skal, få briller og pandelampe af osv. Og det blev altså ikke nemmere med hulens ringe loftshøjde. Men til sidst var alt på plads, vi lå med hovederne i hulens åbning og kunne nu se månen, der var kommet højere op på himlen, skinne ned over skoven og hulen. Vi syntes det var smukt men koldt, og krøb helt ned i poserne.

Det rosenfingrede daggry spredte lys men ikke meget varme i skoven næste morgen, hvor vandet i vores drikkeflasker var frosset, og vores rygsække som lå uden for hulen var dækket af rim. Vi havde heldigvis ikke frosset spor om natten, og nød vores varme morgenthe før turen gik til nærmeste busstoppested. Hvor vi fandt ud af at buschaufførerne strejkede. Altså! Undsætningen var dog ikke længere end et telefonopkald væk, og der var en slående forskel på den morgentrætte, klatøjede mand, der hentede os, og de to nærmest overstadigt glade og friske microadventurere. Somme tider er hjemme godt, men ude bedst!

Mette bliver lige liggende lidt endnu… brrr der er koldt udenfor soveposen!