Danmark er lukket ned, og Karen og jeg er sendt på hjemmearbejde. Da datoen for vores aftalte marts-eventyr nærmede sig måtte vi se i øjnene, at de retningslinjer Søren&Mette har udlagt for den danske befolkning ikke gav mulighed for at vi to tog på tur sammen. Vi kan simpelthen ikke være afsted på microadventure sammen, med madlavning og overnatning, og overholde den anbefalede sikkerhedsafstand. Så vi må afsted hver for sig.

Da landet begyndte at lukke sig råbte jeg “Alle mine kyllinger, kom hjem!”. Så vores husstand tæller for tiden ikke blot mig og min mand, men også vores to voksne døtre. Og den yngste, Iben, ville heldigvis rigtig gerne med på microadventure.

Vejret tegnede smukt, klart og koldt, perfekt til en overnatning under åben himmel. Inspireret af den internationale krisestemning kom vi til at tænke på Regan Vest, den atombunker som ligger lige syd for Rebild bakker. Vi vidste selvfølgelig godt vi ikke kunne komme ind i den, men det kunne da også være ret cool at sove oven på den? Måske ved nødudgangen?

Regan Vest’s placering – og hele eksistens – var i mange år en dyb hemmelighed. Nu kan man finde den på Google maps, og der arbejdes på at åbne den som museum. Jeg er så heldig at have været inde i bunkeren for nogle år siden, og må bare sige, at det bliver en oplevelse ud over de sædvanlige for de kommende gæster!

Vi fandt hurtigt frem til Regan vest på Google Maps, og kunne konstatere at den bakke den er gravet ind i er bevokset med skov, og at hele arealet tilhører Staten, nærmere betegnet Forsvarministeriet. Så… hvis der ellers er lovlig adgang til dette skovområde, så må det også være lovligt at overnatte der i bivibag? Det var forsøget værd.

Lørdag efter den første uge med et nedlukket Danmark blev rygsækkene pakket, og bilen parkeret ved Skillingbro Naturskole tæt ved Regan Vest. Og så travede vi ellers op mod bakken. Hvor skovområdet begyndte, drejede en skovvej ind mod bakken, og den gik vi ind af (det må man nemlig gerne, læs her om markveje og stier i det åbne land). Vi havde dog ikke gået langt af denne markvej før vi kunne se, at der længere oppe i skoven var et hegn. Det var blot et lavt trådhegn, men det var helt klart et hegn, og hvis ikke der er låger eller led, så må man ikke gå ind indhegnede områder. Så selvom Regan Vest ikke længere er en del af Danmarks forsvarsværk, så vil Forsvarsministeriet altså stadig have befolkningen på sikker afstand. Vi måtte altså have gang i en Plan B.

Og det var ikke svært, vi var jo lige ved Rold skov, og kun en kort køretur fra et område tæt ved Skørping skole som vi kender så godt. Her er der langrendsløjper når der er sne, og her har vi begge været mange gange i forbindelse med spejderture og spejdernatløbet Wasa-wasa.  Og i det område er der fri teltning.

Solen var ved at gå ned, og det begyndte så småt at dunkles i skoven da vi gik i gang med at finde et egnet sted, hvor der både var jævnt og godt at ligge og sikker afstand til stier og skovveje. Vi ville jo helst have en fredelig og uforstyrret nat. I en thuja bevoksning fandt vi hvad vi søgte, og slog os ned. Det var allerede blevet mærkbart køligere, og vi varmede os med en kop te, mens de tørrede grøntsager til aftenens pastaret stod i blød. Snart var aftenens fuglesang klinget af, og afløst af ugletuden. Og fred og ro. Ja, det er jo ikke fordi de seneste dage akkurat har været hektiske. Hjemmearbejde, skypemøder, hjemmearbejde og en tur ud i haven. Men det er alligevel som om man endelig kan trække vejret helt ned i maven når man sidder sådan langt ude i skoven, og der ikke er tv og radio, men bare mørke og ro. Og godt selskab, selvfølgelig.

Himlen var stjerneklar, og selv med alt det ekstra tøj på begyndte det at være svært at holde varmen. Sådan er det gerne på vinterture, når man ikke kan have bål. Og det kunne vi jo ikke her. Vi var fristede, det skal jeg ikke nægte, for der var tørt brænde ved hånden og vi kunne fint og forsvarligt have haft en lille bål her, og efterladt det på en måde så ingen kunne se det bag efter. Men vi har nu en gang for alle besluttet at vi er sådan nogle som overholder de regler der er. Så da aftensmaden var spist og den varme kakao drukket, rullede vi soveposerne ud og gik i putte-modus.

Jeg har jo både liggeunderlag og sovepose til vinterbrug. Til mig selv. Men Iben skulle jo heller ikke fryse. Så hun lånte min sommersovepose og min 3-sæsonsovepose, kombineret med lagepose og bivibag blev det 4 lag hun skulle mosle sig på plads i. Mit u-isolerede sommerunderlag blev gjort vinterlunt med to lammeskind, så det var en rigtig prinsesse-seng. Det var en kold og klar nat, med en fantastisk stjernehimmel. Vi var begge vågne tilstrækkelig ofte til at konstatere at der er utroligt mange satellitter der suser hen over himlen. Jeg så også et flot stjerneskud.

Jeg havde egentlig glædet mig til at være vågen i skoven ved daggry, for det er så dejligt at ligge og høre naturen og alle fuglene vågne. Men lige på det tidspunkt sov jeg faktisk som en sten, og vågnede først da solen begyndte at titte ind mellem træerne. Det var rigtig koldt, og gasflasken måtte lige en tur ned i en varm sovepose før vi kunne sætte vand (= is) over til en kop morgente. En pakke chokolade vi havde glemt at spise til dessert om aftenen gjorde det ud for morgenmad, og det er bare lækkert at starte dagen med morgenmad på sengen, ude i skoven, i sikker afstand fra alskens virus og virak. Prøv det selv, med eller uden familiemedlemmer 🙂