Sidst i februar var vi på det sidste after-dark hverdagseventyr i denne omgang. At afprøve aktiviteter i mørke har været vores tema for turene denne vinter, og det har været et sjovt og inspirerende fokus for vore ideudvikling og planlægning. Vi har stadig et par ideer som vi kan gemme til næste vinter. Vi nåede for eksempel ikke at komme på et after-dark eventyr på ski, for der har jo lissom ikke rigtig været skiføre denne vinter.

Vand har der derimod været så meget af at vi har måtte tage højde for det i vores planlægning. Naturkræfterne skal man ikke spøge med, heller ikke i lille Danmark. Det er ikke nemt at være friluftslivsnyder i et landskab fyldt med vand, når man også skal tage vinden og temperaturer på kun et par plusgrader med i betragtning. I den slags vejr er der kun en fornuftig ting at gøre: Vi tog til stranden 🙂

Karen fik en ravlygte i fødselsdagsgave. Sådan en der lyser med blåt UV-lys. Ingen af os nogensinde har fundet det mindste lille stykke rav, men bevæbnet med sådan et lys-sværd måtte det vel bare være at lyse ned på stranden, bukke sig og samle op? Vi fik googlet os frem til, at stranden ved Sæby er særligt velegnet til ravjagt, og det gav jo mulighed for et gensyn med den fine shelter i Professorens Plantage. Det er en ganske særlig shelter på pæle, som tilmed ligger rigtig dejligt. En af de få shelterpladser vi virkelig godt kan lide. Vi havde en dejlig aften der for et år siden hvor vi lavede røget laks på bål.

Det var ikke blevet mørkt da vi nåede frem til Professorens plantage, og fik os snoet mellem de mange vandhuller og pytter ned til stranden. Vi hentede ekstra kræfter i en termokande med varm kakao og Føtexbagerens bedste udvalg af kager. For at fordrive tiden til mørket faldt på gik vi i gang med at samle skaller og konkylier og arrangerede dem i et fint mønster i sandet. Der var ikke nogen plan fra starten, det voksede bare frem ved egen kraft, og vi var snart fuldstændig opslugte af vores leg i sandet. Det var sjovt at se hvordan skallerne lå i bælter på stranden, det var tydeligt at der var forskel på hvor højt op på stranden kraften i vand og vind kunne bære de forskellige typer af skaller. Vi syntes det lovede godt for vores rav-jagt at der var flere striber vi kunne søge i.

Til sidst var mandalaen – som det viste sig at blive til – færdig. Vi skyllede forsigtigt sandet væk fra skallerne, og stod en tid og beundrede vores lille kunstværk. Og så var det endelig mørkt nok til at afprøve lyssværdet og vores jedi-kræfter. Mette, som er stor Starwars fan, var lidt skuffet over at UV-lygten ikke havde den rigtige summende lyd, men ellers var illusionen såmænd fin nok.

Vi må nok erkende, at selvom vi er erfarne hverdags-eventyrere, så bliver man trods alt ikke jedi fra den ene dag til den anden, og det kræver mere end blot et lyssværd “to U(V)se the force”. Selvom vi søgte i det ene asteroidebælte efter det andet fandt vi ikke noget rav. Men vi blev ved temmelig længe, dels af stædighed, og dels fordi der faktisk var enormt fascinerende at se de opskyllede materialer i UV-lyset. Nysgerrighed er en stærk kraft. Skallerne, især de hvide, så spændende ud i det blåviolette lys, mens flere af tang-typerne blev decideret psykedeliske at se på. De lyste op i skriggrønt og pink. Sten og skaller kastede orangebrune og grønlige skygger i lyset fra UV-lygten, og det hvide ægklumper fra konken lyste op som små løsgående klumper hjerne. Meget syret og science fiction agtigt.

Til slut kunne selv ikke den barnlige begejstring for skattejagt, lyssværd og UV-lys holde vores opmærksomhed fanget længere. Kalorierne fra kakao og kager var forlængst forbrugt, og vore tanker rettede sig mod varm mad og et bål at lune sig ved.

Himlen var klaret op, vinden havde lagt sig, stjernerne tittede frem og frosten begyndte så småt at knase i græsset. Der var en stor stabel tørt brænde ved shelteren, og det var skønt at runde dagen af med varm mad, rødvin i glasset, et stort blussende bål og med en klar følelse af at have kraften med os. Natten blev tilbragt i shelteret, og næste morgen var verden ikke bare våd, men også hvid.

Vi kan klart anbefale en tur på stranden med lyssværd, også selvom man ikke altid finder det man søger efter. Læs om UV-lygter og ravjagt her. Det er helt ok at lege i sandet, også selvom man ikke har børn med, det er rigtig sjovt og hyggeligt, og det gjorde ihvertfald os nysgerrige på hvad et var for nogle forskellige dyr der lagde skaller til vores lille kunstværk. Det slog vi op da vi kom hjem, og således lærte vi tre ny arter (molboøsters, pelikanfod og konk) samt det rette navn på to slags muslinger (almindelig sandmusling og sværdskedemusling). Den der konk er faktisk ret så vild, se bare hvad der står om den i Naturbasen:

Almindelig konk er rovdyr og ådselsæder, der vejrer bytte på lang afstand med det lange ånderør. Snablen kan blive flere gange sneglens egen længde, og raspetungen kan derved komme til bytte, der ikke umiddelbart er tilgængeligt. Bl.a. kan den æde kødet af rødspætter og andre fisk der sidder fast i garn. Store muslinger ædes ved at den hurtigt stikker skalkanten ind mellem skallerne, så de ikke kan lukke tæt sammen. Konken kan flygte hurtigt ved at vride kroppen og slå kolbøtter bort fra f.eks en angribende søstjerne.

Wow, siger vi bare! Det går da vildt for sig der under havets overflade. Der må vist være basis for en film om Sea wars!

May the force be(ach) with you!