Som man kan læse i beretningen fra vores allerførste tur havde vi planlagt at sove under åben himmel, men ændrede planer på grund af truende skyer. Måneden efter, oktober 2014 fik vi så vores debut som “stargazers”.

Karen havde fundet et rart sted med bålplads ved Mariagerfjord ikke langt fra Hobro. Her tilbragte vi en hyggelig eftermiddag med at samle brænde og få gang i et bål. Ingen af os var specielt rutinerede båltændere, og brændet var ikke helt knastørt, så der gik en del tid med det.

Aftensmaden var et af Mettes glansnumre, nemlig pizza på trangia. Det smager helt vildt godt, og i må gerne få opskriften.

Solen gik ned, månen steg op over skoven, og det var ved at være tid til at krybe i poserne. Det føltes lidt akavet og løsrevet bare at rulle liggeunderlag, soveposer og bivibags ud et tilfældigt valgt (men fladt) sted i nærheden af bålet. Man er jo vant til, at der er vægge, i det mindste på af siderne, eller et telt når man skal lægge sig til at sove, og her var der ikke rigtig noget at ligge op ad. Det var en underlig fornemmelse. Ude i fjorden, ganske tæt på land lå et par svaner og vuggede i de små bølger. Vi var nervøse for om de ville vælge at gå på land for natten (hvad ved vi om svaners vaner?), for når man ligger der i sin bivibag og kigger op virker en svane som en MEGET stor fugl. I det hele taget kan man godt føle sig lidt sårbar og forsvarsløs i sin bivibag under åben himmel.

En del puslen og rumsteren skulle der til før vi var på plads i poserne. Vores rygsække og tøj blev pakket ned i medbragte affaldssække af plast. Men hvad med skoene? De skal jo helst være tilgængelige hvis man skal op og tisse om natten. Men de skal ikke blive våde af dug eller andet. Og hvor lægger man lige brillerne? Og telefonen? Har vi nok tøj på? Eller for meget? Vi kan afsløre der blev fundet løsninger på det hele, og vi faldt rimeligt til ro i vores putte-kokonner.

Og så ligger man der i sin lune sovepose. Omgivet af naturens lyde. Bølgernes lette skvulpen, tagrør og siv der hvisker i vinden, susen i trækronerne. Og kan kigge op i nattehimlen, der denne nat var oplyst af fuldmånen, men stjerner kunne man da også se (indtil brillerne kom af). Og vi giver os selv lov til at føle den lille utryghed der er ved at ligge sådan helt ubeskyttede i det åbne, og det er godt at være to om at føle sig sårbare, men vide at det er en helt naturlig følelse at have. Og der er ikke noget at være bange for.

Og så sov vi. Ikke uafbrudt hele natten, for et vagtsomt øre har man nok med den første gang under åben himmel. Men en rigtig god nattesøvn alligevel. Og blev belønnet med det der siden er blevet vores yndlingsmoment på disse ture: at vågne under åben himmel. Slå øjnene op og kigge direkte ud på verden, få frisk luft i næsen, mærke dufte og lyde en tidlig morgen. Her er der ikke noget der slår en overnatning i bivibag.

Da vi kom på arbejde den morgen var vi to meter høje og havde stjerner i øjnene 🙂