Det her indlæg handler om en oplevelse, eller tur, som er for lille til at være et microadventure, så måske er det et nano-adventure? Kategorien “Mette eller Karen” er ny, og skal give plads til beretninger om de ture vi er på hver for sig. Karen har LOVET at skrive om sin tur på Caminoen. Indtil da kan man hygge sig med denne lille beretning fra en forunderlig dag i den smukke løvfaldssommer 2018.

Jeg var i sommerhus, og gik en tur ved stranden. Det gør vi stort set altid, for hvad er skønnere end en tur langs vandet, lyden af bølgerne og lyset over bugten. Stedet er Sejrøbugten, som er en bred, fladvandet bugt mellem to høje åse: Lumsås og Sjællands Odde mod nord og åsen ved Høve og Veddinge bakker i syd. Sommerhuset ligger tættest på den sydlige ås, så det er som regel mest indbydende at gå langs vandet mod syd, da udsigten til det markante landskab er betagende. Så det plejer vi at gøre. Ned til vandet, til venstre, en god strækning langs vandet, og så et lille stykke ind fra vandet, og tilbage af de mange små stier som er trådt i de lave klitter, som er bevokset med marehalm og lignende. Lidt længere inde starter den egentlig bevoksning, birk, asp, fyrrebuske, hybenkrat (der hvor de ikke er bekæmpet), tagrør og andre sump-planter, der hvor der er vådt. Det er en meget smuk strand.

Men denne usædvanligt varme dag i oktober valgte jeg at gøre det modsatte af hvad vi plejer. Jeg gik ikke ned til vandet, men drejede til høje (mod nord) af den første sti, som følger kanten af bevoksningen. Nogle stier er brede, flade og ligeglade, og dur kun til at bringe os nemt fra A til B. Andre er små, lækre og lokkende, og snor sige lige præcis så meget at nysgerrigheden bliver vakt og man bare MÅ hen og se hvad der gemmer sig længere fremme. Og dette var sådan en sti.

Nord for det område hvor vi har sommerhus ligger Korevlerne. Korevlerne er en lagune midt mellem 2 store sandrevler. Jeg vidste godt de var der, og har altid bare tænkt på dem som et sted det ville være nederen at have som strand, fordi der var det store vandområde i stedet for klitterne som vi har nede hos os. Hvor tåbeligt tænkt! Store, lavvandede vådområder rummer jo en rigdom af liv, både planter, fugle og dyr, og naturligvis er det både smukt og spændende. Og naturligvis er der også bygget broer ud over området, så man kan komme ud til vandet og stranden, der er akkurat lige så dejlig som der hvor vi bader.

Jeg gik og gik, forundret og fornøjet over alt det nye jeg så, og dybt betaget over, at alt dette hele tiden har været der, og at jeg aldrig har set det før! Tænk på, jeg har gået tur på denne strand siden jeg i det hele taget var i stand til at gå. Og det er da ganske fantastisk hvilke oplevelser der kan ligge og vente, hvis blot man vælger at kigge den anden vej, og gøre noget andet end man plejer.

Efter en times vidunderlig vandring gennem dette for mig helt nye landskab, valgte jeg at det var tid at vende om, selvom nysgerrigheden stadig trak, og stien fortsat lokkede. Men det er godt at vide at der endnu er nye områder og oplevelser, som bare venter til en anden dag med en længere gåtur.

Så jeg tog den næste bro ud over Korevlen og nød synet af de mange fugle på vandet. Men dem kan man ikke rigtig få med på billedet, når man bare har sin gamle telefon at tage billeder med.

Da jeg var kommet over broen og så mig tilbage kunne jeg pludselig se en af grundene til, at jeg aldrig har gået tur derinde før: her ude fra ser det slet ikke spændende ud! Man kan slet ikke fornemme hvor rigt og varierende landskabet er derinde på kanten af strandeng og bevoksning, det ser bare ud som et fugtigt og lidt kedeligt område med siv, og så de yderste sommerhuse. Nu ved jeg bedre, og en anden gang lader jeg mig ikke narre 🙂

Så kom jeg ud til vandet. Det var som nævnt en varm dag, og der var næsten ingen vind. Solen skinnede på vandet, og det virker altid meget tillokkende på mig. Jeg stak en hånd i, og konstaterede det ikke var koldt, og besluttede at smide skoene og gå hjem i vandkanten. Det var så lækkert. Friskt, men ikke koldt. Koldt er når det gør ondt, det plejer at være lige under 15 grader. Her i strandkanten var det vel 16-17 grader. Jeg kiggede den ene vej, jeg kiggede den anden vej. Stranden var mennesketom, solen skinnede, vandet blinkede. Og så smed jeg kludene og gik i.

Det var naturligvis en hel del koldere længere ude. Omkring 14 grader vil jeg tro. Men jo ikke værre end det første bad i foråret eller tidligt på sommeren kan være. Jeg kan ikke mindes jeg nogensinde før har badet i oktober.

Da jeg kom op af vandet var stranden selvfølgelig ikke mennesketom mere. Typisk. Men hvis folk ikke kan holde til at se min bare numse må de jo kigge den anden vej, mens jeg forsøgte at tørre mig med min vindjakke. Den er hurtigtørrende, men uegnet som håndklæde kan jeg afsløre. Sol og vind var mere effektivt.

I øvrigt var jeg ikke den eneste der lod mig friste til et bad i det fine vejr. På vej tilbage langs stranden passerede jeg 3-4 andre som også havde trodset kalenderen . Jeg valgte at gå på bare fødder, og det er en skøn og sanselig oplevelse. Vådt sand og tørt sand, hårdt sand og helt blødt og løst sand. Det føles altsammen forskelligt og dejligt.

Der lå usædvanligt meget ålegræs på stranden, nogle steder var stranden helt dækket af det. Og det blev så endnu en af dagens glade førstegangsoplevelser: tørt ålegræs er både lunt og blødt at gå i, det fjedrer dejligt under fødderne, og giver også et bedre afsæt end sandet. Da jeg først havde opdaget det, gik jeg næsten hele vejen gennem bunkerne af ålegræs.

Som jeg skrev i starten så plejer vi at vælge at gå langs vandet mod syd, fordi udsigten til Åsen der er så flot. Da jeg nu var gået så langt mod nord havde jeg en ekstra lang god tur langs stranden mod syd, med udsigt til denne højt elskede horisont. Det er dejligt, livgivende og inspirerende at se nye steder, nye udsigter og horisonter. Men at hvile øjnene på det kendte og elskede landskab, det er naturoplevelsernes svar på rugbrød: den basiskost du ikke kan undvære, men bliver ved med at nyde, værdsætte og næres af. Hver dag. Hele livet. Men kig den anden vej nu og da, måske er der noget du ikke har set, selvom det er lige der for næsen af dig!