Her følger beretningen fra vores tur til Hanstholm Vildtreservat i Nationalpark Thy, oktober 2017.  Det blev en tur vi oplevede meget forskelligt.

Det var Karens forslag at vi skulle tage til Thy. På en kanotur i oktober året før havde vi om natten hørt kronhjortenes brunst-brøl i det fjerne, og hun syntes det kunne være flot at opsøge denne oplevelse igen. Og denne gang SKULLE vi altså ud i nationalparken, vi har planlagt det flere gange tidligere uden at få det gennemført. Så selvom det faktisk ligger lidt for langt væk for et hverdagseventyr blev det sådan.

Vi parkerede bilen ved Isbjerget, og travede ind i landskabet. I kan godt huske efteråret 2017 ikke? Vi forventede IKKE en nat med tørvejr, så tarpen var med. Vi er aldrig rigtig blevet helt afklaret om, hvorvidt tarpen tæller som et telt (som man ikke må slå op her) eller som et “primitivt ly” (som man gerne må sove under).  For at undgå at skulle diskutere det var målet at slå lejr tilpas langt fra stien til at vi var usynlige for alle forbipasserende. Det var ikke vanskeligt at finde sådan et sted, og tilmed fandt vi et med nogenlunde læ for vinden, som er en betydelig faktor i Thy.

Op kom tarpen, frem kom trangiaen, og madlavningen var godt i gang før det første regnskyl kom væltende. Karen blev sendt i ly under tarpen (ingen grund til at vi begge bliver våde, og Mette er jo Head Chef de frilufts-cuisine). Kort efter kunne en dryppende våd chef servere bøffer af krondyr-mørbrad, svamperisotto og trøffelmayonaise. Madro blev der ikke meget af, da regnen trommede heftigt på tarpen. Men det smagte godt.

Med både regn og vind var det rarest at blive under tarpen, og Karen annoncerede at tandbørstningen kunne vente til næste morgen og gjorde sig det behageligt i soveposen. Hvor hun omgående faldt i søvn. Mette havde lige et telefonmøde der skulle klares, og kom først noget senere i posen.

Karens nat: jeg sov dejligt.

Mettes nat: Jeg kunne ikke falde i søvn, lyden af regnen og tarpens evindelige blafren holdt mig vågen. KL 22 holdt regnen op, himlen blev klar og månen oplyste landskabet. Et vidunderligt sceneri jeg kunne nyde da jeg forlod tarpen for at tisse. Og uden regnens trommen og vindens flapren kunne jeg nu tydeligt høre krondyrenes brøl. “Karen, Karen, vågn op, man kan høre dem nu!”… “uhhmmfzz hvad, sejt… zzzz” var svaret inde fra tarpen. Karen AKA The Sleeping Beauty hørte aldrig de brunst-brøl hun kom til Thy for.

Tilbage i soveposen. Jeg lå så godt på liggeunderlaget der i lyngen. Og faldt endelig i søvn. Så, ved midnat: Flappe-lappe-lappe-LAP. Jeg blev vækket af en høj flaprende lyd, en forkert lyd. Åh nej.  Pløkken der holdt den ene af de to stave vi har sat tarpen op imellem var rykket op af sandet. Vinden havde vendt, og placeringen var ikke længere ideel i forhold til vindretningen. Der var ingen vej uden om en tur ud af soveposen for at genrejse tarpen. Mine dejlige varme uldsokker blev våde. Øv! Tilbage under tarpen, kravle ned i silkelagenposen, soveposen, bivibag, pusle min lille dunhovedpude på plads. Karen sov.

40 minutter senere: Flappe-lappe-lappe-LAP. Åh nej ikke igen! Men jo. Mit nattøj blev lidt fugtigt, og mine våde uldsokker blev endnu vådere. Øv. Karen sov. Endnu inden jeg fik moslet mig på plads i soveposen var pløkken løs en tredje gang. Denne gang bandende jeg så højt at The Sleeping Beauty lindede på det ene øjenlåg og mumlede om jeg havde brug for hjælp? Et gnavent “Nej, så bliver du bare også våd”, og så var jeg ude i det blæsende mørke igen. Denne gang justerede jeg alle pløkker og barduner, og blev belønnet med en regnbyge i nakken. Nu var mit nattøj vådt. Øv. Og jeg syntes det var svært at falde i søvn for regnens trommen og vindens flapren og frygten for hvornår jeg igen skulle ud og sætte pløkker i.

Justeringen af pløkker og barduner gav mig 2 timers søvn, hvorefter pløkken der holdt den anden stav blæste løs. Karen sov fast mens jeg endnu en gang kravlede ud af tarpen, endnu en gang genrejste tarpen og endnu en gang moslede ned i min sovepose. Blot for endnu en gang at konstatere at min blære var fuld. Efter to timers elendig søvn hvor jeg forsøgte at ignorere den fyldte blære gav jeg op og kravlede for femte gang den nat ud i mørket. Pokkers! I det mindste havde jeg endnu 2 timer at sove i før vækkeuret gik i gang kl 6.

Var det her et godt microadventure? Ja, det var det. Det var en elendig nats søvn, men  stedet var fantastisk, maden var superlækker, måneskinnet og hjortenes brøl var helt klart episke. Næsten lige så episke som Karens misundelsesværdige evne til at sove gennem alle nattens tumulter 🙂